Vi skal markere kvinderne på Frederiksberg på den konstruktive måde
Mange husker nok, da Radikale Venstres byrådskandidat, Kirsten Lee, krævede ligestilling i byrummet og forslog, at man ændrede halvdelen af Frederiksbergs vejnavne til kvindenavne. Ja selv piktogrammerne i hvert andet fodgængeroverfelt skulle laves om, så den røde eller grønne mand i stedet forestillede en rød eller grøn kvinde. Det var et forslag, der ville koste op mod 4. mio. kr. at realisere.
Et er, at det ville blive utrolig dyrt, noget andet er, at man ikke bare lige laver vejnavne om. Tænk, hvis vi omdøbte Gammel Kongevej til Gammel Dronning vej, så skulle alle dem, der driver forretning på Gammel Kongevej til at ændre cvr-numre, leveringsadresser osv. Eller hvis Finsensvej skulle hedde Fru Finsensvej, Helgesvej Helgasvej og Carl Bernhards Vej Carla Bernhards Vej.
Det er altså ikke gangbart.
Når vi har en stor overvægt af vejnavne opkaldt efter mænd, skal det tilskrives vores historie. Meget har gudskelov ændret sig de sidste 100 år, og skulle vi navngive alle pladser, gader og stræder på Frederiksberg på ny, havde fordelingen mellem mænd og kvinder set markant anderledes ud. Men vi står ikke med et blankt Frederiksbergkort, og derfor mener jeg, ulig Kirsten Lee, at vi skal vælge den konstruktive tilgang. For selvfølgelig skal vi hædre betydningsfulde kvinder, der har relation til Frederiksberg. Vi skal bare ikke rive ned og lave om, men i stedet bygge nyt og udvikle.
Derfor er jeg ovenud glad for, at vi i kommunalbestyrelsen har besluttet at opkalde otte nye pladser langs Den Grønne Sti efter otte enormt vigtige kvinder. En af pladserne bliver f.eks. opkaldt efter Venstre-kvinden Nathalie Lind, som udover at være en dygtig politiker, minister og advokat, også var en engageret kvindesagsforkæmper.
Desværre var det ikke alle i kommunalbestyrelsen, der støttede forslaget. Enhedslisten og Alternativet stemte som de eneste partier nej til at opkalde de otte pladser efter kvinder. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke havde fantasi til at forestille mig, at de ville stemme imod. Men de to partier arbejder åbenbart med en ”alt-eller-intet-indstilling”. Og en sådan indstilling er umådelig svær at imødekomme. Hvis de ikke kan få nok veje eller pladser opkaldt efter kvinder, vil de slet ikke være med.
Personligt forstår jeg ikke logikken. Otte pladser lyder måske ikke af meget, men det er da et skridt i den rigtige retning, og det er efter min mening langt bedre end at gå på stedet, som Alternativet og Enhedslisten tilsyneladende foretrækker. Stilstand er lig med tilbagegang, og det er der ikke meget ligestillingsfremmende i. Det håber jeg, at Alternativet og Enhedslisten vil blive mindet om, hver gang de færdes langs Den Grønne Sti og bliver mødt af navnene på otte betydningsfulde kvinder, der repræsenterer alt andet end stilstand.
