Opråb: Socialdemokratiet har afskaffet det frie gymnasievalg på Frederiksberg
”Kære kommende gymnasieelever – fra næste sommer afgør jeres forældres pengepung, hvor I kan gå i gymnasiet.” Dét er meldingen fra Socialdemokratiet, som netop har afskaffet det frie gymnasievalg i og omkring de store byer. Og det kommer til at gå hårdt udover de kommende elever på Frederiksberg, hvor knap hver fjerde ikke vil få deres ønske om gymnasium opfyldt, fordi vedkommendes forældre enten tjener for meget eller for lidt.
Det er en ufri og udansk ordning, og jeg synes, at det er enormt trist, at regeringen behandler unge mennesker som tal i et Excel-ark.
Tænk på den enlige mor, der må fortælle sin datter, at hun ikke kan gå på det lokale gymnasium sammen alle vennerne, fordi morens løncheck ikke er høj nok. Det er ikke en retfærdig situation at sætte hverken moren eller datteren i. Og man kan forestille sig, at datteren måske vælger at droppe ud af gymnasiet pga. manglende motivation og lyst til at gå der.
Ikke nok med at ordningen er helt skæv på både det menneskelige og sociale plan, så er den også enormt bekostelig. Der skal nemlig laves helt nye administrative systemer, som tvangsfordelingen skal ske ud fra. Regeringen anslår, at de nye systemer vil koste 186 mio. kr., og de penge vil regeringen tage fra undervisningen.
Jeg ved snart ikke, om jeg skal grine eller græde. Når regeringen sætter sig for at løse ét problem, så har den det med at skabe 17 andre i forsøget.
Og dette påfund er desværre ingen undtagelse.
Jeg er lodret imod tvangsfordeling, og jeg vil kæmpe for at give de unge deres frie valg tilbage. Det skal aldrig være størrelsen på forældrenes pengepung, der skal afgøre, hvor man må gå i skole i Danmark.