Om Falkoneren
Som nyhedsmedie ønsker vi at favne byens identitet og bruge veltrænede journalistiske færdigheder til at formidle alt det, der er med til at samle alle med en interesse for Frederiksberg. Vi har også blik for det faktum, at uden et nærværende lokalmedie kan beslutningstagere eller myndigheder komme til at køre borgeren eller fællesskabet over, også helt utilsigtet. Falkoneren skal styrke denne journalistiske mission sobert og konstruktivt på borgernes, erhvervslivets, fællesskabets samt kultur- og fritidslivets vegne.
Falkoneren er et uafhængigt og politisk neutralt medie. Vi har ambitioner og ønsker at du oplever Falkoneren som et medie, der leverer lokaljournalistik af høj kvalitet. Vi prioriterer at være opsøgende og kritiske, men også konstruktive i de problemstillinger, vi afdækker. Vi ser det som vores opgave at skabe gennemsigtighed, debat og forståelse af livet i alle kroge indenfor kommunegrænsen.
Det løfter vi ikke alene, men i samarbejde med en lang række lokale personer og aktører, som bidrager til at Falkoneren indfrier løftet om en hyperlokal og inddragende dækning af livet på Frederiksberg.
Frederiksbergs eget nyhedsmedie
Vi kalder Falkoneren for ”Frederiksbergs eget nyhedsmedie”. For lokaljournalistik er ikke noget vi laver for aktionærers skyld eller som emballage for andre kommercielle interesser. Vi er skrevet og drevet af Frederiksbergere. Det er alle jer – og måske dig, der ønsker at involvere sig og bidrage til en non-profit, medlemsbaseret forening, der alene har til formål at udgive nærværende nyhedsformidling og sikre en bæredygtig udvikling på Frederiksberg.
Falkoneren flyver ind i din indbakke med et nyhedsbrev, der holder dig ajour med de nyheder, som løbende publiceres på falkoneren.dk. Vi håber, du har lyst til at komme med på flyveturen og glæder os til at høre fra dig.
Om navnet
Falken er en eminent flyver. Den har overblik, kan opnå høj fart og har en helt igennem suveræn manøvredygtighed. Falkoneren kan gennem målrettet træning, holde falken i topform og give den særlig styrke, udholdenhed og færdigheder. Både falken og falkoneren har synlige historiske rødder på Frederiksberg og er stærke symboler på den frederiksbergske identitet. Det bærer vi videre i Falkoneren som nyhedsmedie.
Rødderne stikker dybt
Frederiksbergs første byvåben blev kongeligt godkendt i 1899. Byvåbnet havde helt centralt tre jagtfalke, der efter flere moderniseringer af byvåbnet, stadig er det centrale. Rundt om på Frederiksberg findes også stadig navne og statuer, der trækker spor tilbage til den Falkonergård, som kong Christian V lod opføre.
I middelalderen var jagt med falke en yndet beskæftigelse forbeholdt konger og fyrster. Det fortsatte helt op i renæssancen, hvor den enevældige kong Christian V i 1670 lod Jægerhuset bygge. 10 år senere omdannede han det kongelige jægerhus til et regulært falkeopdræt.
Kongen havde som kronprins rejst i Europa, hvor han blandt andet havde deltaget i falkonerjagt ved det franske hof. Det havde inspireret ham til at etablere sit eget opdræt.
Frederiksberg, der den gang lå ude på landet, var det rigtige sted at opføre falkeopdrættet. Området var så småt ved at blive etableret som landbrugsområde, og nogenlunde samtidig blev Falkoner Allé anlagt i forlængelse af Allégade, så kongen nemt kunne komme frem til gården. Det var dog først i 1809, at Falkoner Allé fik sit navn.
I 1810 blev falkoneriet nedlagt, og det meste af Falkonergården blev revet ned i 1900-tallet. I dag er der kun en enkelt længe tilbage af den oprindelige gård.
Falkonernavnet kunne meget nemt være gået i glemmebogen, men på Frederiksberg holder vi fast i traditioner med dybe rødder.