Digterne på Bakkehuset formede vores juletraditioner

”Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så ved jeg, julen kommer.” Kan man forestille sig en mere juleinviterende sætning? Selvom julesneen i dag ofte lader vente sig på sig, så hører den med til vores nostalgiske forestilling om, hvordan julen bør være. Ovenstående citat stammer fra Johan Krohns børnefortælling Peters Jul, som udkom i 1863 med illustrationer af Pietro Krohn og Otto Haslund. I Peters Jul følger vi en families forberedelser og julefejring, og vi hører, hvordan bedstemoren bager æbleskiver, hvordan julegåsen slagtes, og vi ser nissen, der kommer med juletræet. Og så er der selvfølgelig juleaften, hvor træet præsenteres med julepynt og lys og der synges julesange. Peters Jul er næsten  kulminationen på udviklingen af juletraditionerne, som de tager fart i løbet af 1800-tallet, for det er i dette århundrede, borgerskabets jul for alvor bliver trendsættende. Kigger man på julen igennem Bakkehusets optik, så får man en god fornemmelse af, hvordan udviklingen fandt sted.

I Bakkehuset på Frederiksberg mødtes prominente personligheder såsom nationalsangens forfatter Adam Oehlenschläger, eventyrdigteren H.C. Andersen og salmedigteren B.S. Ingemann igennem de første tre årtier af 1800-tallet hos ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek. Der blev jongleret med ord og digte i ægteparrets hyggelige stuer, mens man drak te eller fik et godt glas vin. Kamma og Knud Lyne Rahbek ejede huset fra 1802 til deres død i henholdsvis 1829 og 1830. De havde et passioneret forhold til litteratur og samlede derfor mange af tidens digtere og forfattere i deres private hjem. Også salmedigteren N.F.S. Grundtvig vejen forbi, og efter Rahbek-parrets død, kom Grundtvig endda til at bo i et værelse i Bakkehuset et par år. Som barn boede forfatteren Johan Ludvig Heiberg hos ægteparret Rahbek, og i 1842 lejede han sig i sommerhalvåret ind i huset sammen med sin mor Thomasine Gyllembourg og sin hustru Johanne Luise Heiberg. Mange af alle de nævnte forfattere var igennem deres sange, digte og tekster med til at forme julen, som vi kender den i dag.

Det første juletræ

Juletræet er om noget et symbol på borgerskabets jul i 1800-tallet. Traditionen med at pynte et grantræ indendørs breder sig fra 1800-tallets begyndelse, og i slutningen af århundredet er det nærmest blevet en fast integreret del af juleskikken i Danmark. Grevinde Wilhelmine Holstein præsenterer på godset Holsteinsborg som den første i Danmark et pyntet træ for sin datter i 1808. Få år efter bliver det første juletræ i København tændt med levende lys. Det foregik i 1811 under stor ståhej hos den unge dr. phil. Martin Lehmann i Ny Kongensgade 221 i København. Rygtet løb hurtigt i gaden, så folk stimlede sammen i Ny Kongensgade for at kigge ind på det særlige fænomen. Fra familien Lehmann bredte skikken med juletræ sig som en steppebrand i det københavnske borgerskab, bl.a. til familien Oehlenschläger. Digteren Adam Oehlenschläger giftede sig i 1810 med Christiane Heger, som var søster til Kamma Rahbek i Bakkehuset. I årene efter brylluppet fik de tre børn i rap, og så måtte der et juletræ til i 1813. Digteren Adam Oehlenschläger skrev et lille digt om den lille datter Lotte og hendes møde med det smukke juletræ:

”I julens tid, just da det vintergrønne, / det lille grantræ stod for Lotte smukt, / og tydet helligt på det barnligt skønne / med lette guldblad og forsølvet frugt.”

Senere kom der endnu en datter til i familien Oehlenschläger, som fik navnet Marie Louise. Marie Louise skriver i sine barndoms- og ungdomserindringer om familiens jul: 

”Vi gjorde aldrig store Selskaber; men Juleaften blev der Intet sparet, forat det kunde være saa deiligt som mulig, dog ganske uden Fremmede. Juletræ et var saa stort, som det kunde være, straalende af Sølv- og Guldæbler, som Moder selv forgyldte, og glimrende af Sukkergodt, Vindruer, etc.; undertiden syntes Fader, at det saae fattigt ud, og Moder maatte da kjøbe endnu Mere. I en Krog af Salen havde vi en hel Løvhytte af Gran og et langt Bord med mange Gaver. Moder var berømt for sine deilige Peberkager, hvoraf hun til Julen bagte store Qvantiteter, og hun sendte da Pakker ud til mange Venner.”

Den lille Marie Louise Oehlenschläger kom ofte på besøg på Bakkehuset, hvor de drak te med tante og onkel Rahbek. Om disse besøg skriver hun:

”Moder gik da som oftest med nogle af os ned til ’Bakkehuset’ og drak The, som Tante Rahbek jo var renommeret for, da den bestod af fineste Pecco, Haysan og andre herlige Sorter, som hendes Fader havde lært hende at blande. Den blev da skjænket i dejlige Porcellainskopper med hvidt Candissukker, og der var altid en stor, lang Julekage fra den berømte Bager Hamborg, hvoraf Rahbek altid vilde have den yderste, forbrændte, sletteste Part. Fader sagde, at, uagtet der ingen Børn var paa ”Bakkehuset”, var der dog ”en evig Jul” der.”

Digteren B.S. Ingemann var ligesom Johan Ludvig Heiberg også begejstret for den nye mode med juletræer, og det har naturligvis haft betydning, at det var lige præcis digterne og forfatterne, som skrev så begejstret om den nye skik med juletræer. Det var imidlertid ikke alle, der med det samme faldt pladask for juletræet. Salmedigteren N.F.S. Grundtvig var noget lunken overfor den nye skik og i 1817 skrev han i tidsskriftet Dannevirke, at juletræet var et udtryk for ”udvandet kristendom”. Grundtvigs følelser overfor juletræet blev dog varmere med årene, og da han i 1822 fik sin første søn, Johan, fandt juletræet også vej ind i det grundtvigske hjem. Året efter i 1823 gik Grundtvig så vidt, så han skrev et digt om træet Der kneiser et Træ på Norges Fjeld på 28 strofer.

Julens sange

Grundtvigs salme om juletræet i Norge, blev langt fra hans mest kendte juletekst. Anderledes gik det med teksten De hellige tre Konger, som i dag kendes under titlen Dejlig er den himmel blå. Grundtvig skriver digtet De hellige tre Konger i begyndelsen af december 1810, og det trykkes første gang i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Sandsigeren i 1811. 

I 1808 var Grundtvig flyttet til København, hvor han ihærdigt forsøgte at skabe sig et navn som litterat. Midt i det hele fik han et brev fra sin far, Johan Ottosen Grundtvig, der var præst i Udby. Faren bad sønnen om at vende hjem. Han kunne godt bruge lidt aflastning og håbede, at sønnen ville blive kapellan eller hjælpepræst. Grundtvig stod dermed i et dilemma. For det første stod han foran sit gennembrud som forfatter, og for det andet var han begyndt at tvivle om sin egen tro. I slutningen af 1810 endte det hele med et psykisk sammenbrud, hvor han havde hallucinationer og rettede anklager mod sig selv. Det er midt i denne krisesituation, at Grundtvig digter sin første salme De hellige tre konger, som han giver undertitlen ”En Barnesang”.

I 1853 udgav han bogen Fest-Psalmer, og det er her han forkorter teksten til syv strofer og han begynder at kalde salmen for Dejlig er den himmel blå.

Adam Oehlenschläger digter også om julen, men baggrunden bag hans Julesang er ikke helt så dramatisk. Selvom han kalder digtet Julesang, så er der næppe mange, som vil nikke genkendende til teksten. Adam Oehlenschlägers Julesang fra 1812 indeholder da heller ikke nisser, risengrød, juletræ eller andet, som vi forbinder med julen i dag. Adam Oehlenschläger var med til at skabe romantikkens gennembrud i den danske litteratur allerede med debutsamlingen Digte, der udkom i december 1802. Med den samling slog han interessen for følelserne, naturen, intuitionen og folkedigtningen fast. Man kiggede med længsel tilbage mod fortidens storhedstider og genopdagede de oldnordiske guder og oldtidens historie. Alt dette skinner igennem Oehlenschlägers Julesang, som indledes sådan her:

”I Hedenold, naar Sneens hvide Klæde

Bedækte Strand og Field og Dal,

Da samled sig Dankæmperne til Glæde

I Leires lune Kongesal,

Og brune Miød, og Saft af Korn

Til Randen fyldte gyldne Horn.”

Nisserne og henvisningerne til den kristne gud er her skiftet ud med de gamle danske kæmper, der samles i kongesalen i Lejre. 

Glade jul, dejlige jul, Dejlig er Jorden, Lysets engel går med glans og Julen har bragt velsignet bud. Hvis spørgsmålet lyder, hvem der er forfatter til alle de sange, så er svaret 1800-tallets anden store salmedigter B.S. Ingemann og i ægteparrets hjem samledes en del af guldaldertidens forfattere. Han skriver sangen Julen har bragt velsignet bud på opfordring fra hans gode ven Johannes Ferdinand Fenger. Fenger havde fem sønner og syv døtre, som Ingemann kendte og ofte fortalte morsomme historier for, når han var på besøg i præstegården. I efteråret 1839 havde Ingemann skrevet to salmer, og i november 1839 skriver Fenger til Ingemann, og  takker ham for de to salmer, men nævner også, at de to salmer smager af mere. Fenger spørger derfor Ingemann om at skrive en julesang, som børnene kan synge ved juletid. Ingemann hjælper beredvilligt, og han får hurtigt skrevet en tekst, som han kalder Børnenes Julesang og tilegner den Fengers børn. Men der går faktisk et par år, før komponisten Weyse i 1841 laver sin kendte melodi til Julen har bragt velsignet bud.

Børnenes juleeventyr

H.C. Andersen bliver med sine kendte og elskede eventyr den helt store formidler af julens traditioner. Hos ham er det ikke kun borgerskabets jul med gåsesteg, kaminild og julegaver i fokus, men også de fattiges jul. I 1848 udkommer eventyret Den lille pige med svovlstikkerne, hvor vi hører den sørgelige fortælling om den lille fattige pige, der sidder og sælger tændstikker, men da der ingen kunder er, sidder hun tilbage i sneen og ender med at tænde den ene tændstik efter den anden for at varme sig, indtil der ikke er flere tændstikker tilbage i æsken. I skæret fra tændstikkerne drømmer hun om et dejligt juletræ, som er endnu større og endnu finere pyntet, end det juletræ, hun havde set igennem glasdøren hos den rige købmand sidste jul. Hun ser tusind lys på de grønne grene og brogede billeder på træet, der minder om dem, hun har set i butiksvinduerne. ”Den lille strakte begge hænder i vejret – da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere. Hun så, de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.”

Første gang, H.C. Andersen rigtigt beskriver julefejringen i et fattigt hjem på landet er i det lidt mindre kendte eventyr Tolv med Posten fra 1861:

”Nu kommer den sidste, den gamle morlille med ildpotten; hun frøs, men hendes øjne strålede som to klare stjerner. Hun bar en urtepotte med et lille grantræ. ’Det vil jeg pleje, og det vil jeg passe, så at det bliver stort til juleaften, når fra gulvet lige op til loftet og gror med tændte lys, forgyldte æbler og udklipninger. Ildpotten varmer som en kakkelovn, jeg tager eventyrbogen op af lommen og læser højt, så alle børnene i stuen bliver stille, men dukkerne på træet bliver levende og den lille engel af voks, øverst oppe i træet, ryster med knitterguldsvingerne, flyver fra den grønne top og kysser små og store inde i stuen, ja de fattige børn med, som står udenfor og synger julesangen om stjernen over Bethlehem!”

Her har vi simpelthen alle juleelementerne samlet – julesangen og pynten på træet, der her består af lys, æbler og klip i papir. Øverst afsluttes træet af en engel – ikke en stjerne - som flyver ned og kysser børn og voksne.

H.C. Andersen led personligt af forskellige ”juleskavanker”. Det kan man forvisse sig om i de notitser, han har gjort i sin almanak, hvor sygdomme, mismod og alt muligt andet dukker frem. Her har han for eksempel noteret om en juleaften i 1856: ”Gik Juleaften op paa mit Værelse – syg, uden Juletanker.” Så selvom en forfatter godt kunne prise julens glæder i nostalgiske vendinger, så kunne virkelighedens jul indimellem godt virke lidt anderledes.