Regeringsforslag modarbejder Frederiksbergs behov for arbejdskraft
På Frederiksberg træder virksomheder, sygehuse og plejehjem hver dag ind i beskæftigelsesarenaen, hvor de kæmper mod hinanden om den begrænsede arbejdskraft.
For en lille uge siden, kunne man på kommunens hjemmeside læse, at manglen på arbejdskraft i Frederiksberg Kommune er blevet så stor, at kommunen nu tilbyder alle, som har været ledige i mere end et halvt år at komme i arbejde som SOSU-medarbejder.
I mine øjne et desperat råb om hjælp, og i sidste ende går den manglende arbejdskraft ud over borgeren, som ikke længere kan få den samme hjælp som før.
Så hvis Frederiksbergs borgere fortsat skal modtage den service, som rettelig kan forventes, er der brug for, at vi gør det mere attraktivt at få et arbejde.
Desværre vælger Socialdemokratiets at gå den modsatte vej med deres nye dagpengeforslag.
I dette forslag glemmer Socialdemokratiet, hvor meget Frederiksberg mangler hænder.
Hvis dette forslag ser dagens lys, så vil nogle borgere kunne se frem til 23.000 kr. i dagpenge. Det lyder måske ikke af alverden, men på Frederiksberg er der i dag 1.972 fuldtidsansatte, som tjener mindre end 23.000.
Og så kan man spørge sig selv, om det er retfærdigt? Og om det får flere til at tage de jobs, som Frederiksberg så tydeligt står og mangler?
Jeg synes, det er fantastisk, at man i Danmark ikke skal gå fra hus og hjem på grund af en afskedigelse. Men jeg er ikke enig i, at næsten 2.000 borgere på Frederiksberg skal tage på arbejde og kigge op ad lønningslisten for at se en, der er på dagpenge. Og sådan hjælper vi ikke Frederiksberg.
Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at skaffe flere hænder til Frederiksberg.
Derfor vil vi i Det Konservative Folkeparti sænke skatten for alle i arbejde i stedet. Sådan bliver incitamentet til at tage et job større, og det gavner i sidste ende kommunen, de private virksomheder og borgerne.