Politikerne satte 7-Eleven ansøgning på standby
De er tydeligvis i tvivl. Pelle Dragsted (EL), Anders Storgaard (K), Rasmus Holme Nielsen (EL), Malte Mathies Løcke (S), Lone Loklindt (R), Nikolaj Bøgh (K) og Helle Sjelle (K) - alle sammen medlemmer af Klima-, Plan- og Boligudvalget. Hvad skal de stille op med dispensationsansøgningen til at lade en 7-Eleven rykke ind i stueetagen af det, der skulle have været Frederiksbergs svar på en mini-torvehal med streetfood på byens mest prominente adresse Frederiksberg Allé 41?
Udvalgsformand Pelle Dragsted sagde til Falkoneren 2. februar, at han endnu ikke havde set den konkrete ansøgning fra ejeren af Frederiksberg Mad- og Kulturhus og tidligst forventede at se sagen på dagsordenen i slutningen af februar. Men ansøgningen havde et fast track fra By-, Kultur- og Miljøforvaltningen til en politisk sagsbehandling og kom allerede på dagsordenen 7. februar. Hurtigheden i forvaltningen resulterede dog ikke i en tilsvarende hurtig beslutning, da udvalget i stedet vedtog at tage på besigtigelse inden en afgørelse.
Efter besigtigelsen skal udvalget så forholde sig til ansøgningen fra ejerne af Frederiksberg Mad- og Kulturhus, der søger om dispensation til at ændre stueetagens fastlagte butiksstørrelse fra de nu gældende max 25 m2 til at muliggøre ét samlet lejemål, der udgør næsten halvdelen af madbod-arealet. Hvis politikerne nikker ja til ansøgningen, er plangrundlaget i orden og så kan Reitan-koncernen sætte 7-Eleven skiltet på facaden.
Formanden for Klima-, Plan- og Boligudvalget, Pelle Dragsted, havde inden udvalgsmødet i mandags gjort sig tanker om årsagerne til de vanskeligheder, Frederiksberg Mad- og Kulturhus har haft og som ejeren begrunder behovet for et stort lejemål til en 7-Eleven med. Der er i dag kun udlejet to madboder og alle aktiviteter i kulturhuset på førstesalen er lukket ned.
”Det er klart, at corona kan have spillet en rolle, restaurationsbranchen har været hårdt ramt. Omvendt kan man sige at takeaway-branchen har måske haft meget gode forhold. Den anden mulighed er, at ejeren prissætter lejen for højt og har haft en overdrevet forventning til, hvad man kan udleje de her madboder til, ”siger Pelle Dragsted. Han mener, at det ”selvfølgelig er relevant at kigge ned i” om huslejen har været for høj, så der ikke har været en reel brugbar forretningsmodel for lejerne i at være der, siger han til Falkoneren.
Men baggrunden for at det med ejerens øjne overhovedet er nødvendigt at ændre konceptet og lade 7-Eleven rykke ind, er ikke noget forvaltningen forholder sig kritisk til i denne sagsfremstilling.
Forvaltningen anbefaler udvalget at godkende dispensationen og beskriver, hvor vanskeligt det har været at leve op til det madhuskoncept, ejeren vandt udbuddet på i 2016.
”En medvirkende årsag har også være corona-perioden, der har betydet et stærkt reduceret antal brugere af metroen og dermed af stationen,” fremhæver forvaltningen.
Det er korrekt, at der under corona har været vældige dyk i passagertallet, men der har reelt været 2,1 millioner passagerer på metrostationen Frederiksberg Alle siden Frederiksberg Mad- og Kulturhus åbnede i januar 2020. Og i 4. kvartal 2021 var passagertallet 400.000 og dermed næsten på højde med passagertallet på 460.000 i 4. kvartal 2019 (før corona), viser de tal, Falkoneren har modtaget fra Metroselskabet.
I hvor høj grad man kan tilskrive corona en betydning for udlejningen af madboderne, der sælger takeaway, bør, som Pelle Dragsted også fremhæver, vurderes lidt nærmere.
”Generelt har serveringssteder med en overvejende del af omsætningen fra takeaway klaret sig bedre gennem krisen. Det skyldes blandt andet, at det har været muligt at forsætte denne omsætning under nedlukninger og holde gang i forretningerne, mens a la carte-restauranterne har måtte indkassere store tab,” siger Jonas Kjær, cheføkonom i brancheforeningen Horesta til Falkoneren.
7-Eleven vil være en hjælp til madboderne
Ifølge forvaltningen forventer ejeren, at en 7-Eleven vil understøtte husets øvrige funktioner, som er ramt af udlejningsproblemer og vil skabe et bedre udgangspunkt for udlejningen af de øvrige madboder i stueetagen.
Falkoneren har spurgt forvaltningen om, man har eksempler fra andre steder i landet, hvor en 7-Eleven med et stort udvalg af brød, småretter, salater, drikkevarer, kaffe m.m. har fungeret understøttende for et madbod-koncept under samme tag.
Forvaltningen skriver i et mailsvar, at man ikke kan henvise til noget lignende andre steder, men mener at der her er tale om en unik metro-placering, hvor en 7-Eleven vil få folk på farten til at stoppe op for f.eks at købe kaffe og det vil kunne understøtte madboderne.
Læs også: Frederiksbergs borgere betalte millioner i rabat til ejerne af hjørnegrunden
Læs også: Kan føniksuglen genopstå fra fritøsen?
Artiklen er skrevet af Jeanette Hougaard, redaktør
Fakta:
Frederiksberg Mad- og Kulturhus drives af selskabet Frederiksberg Allé 41 Aps med en ejerkreds fra NRE Danmark A/S og Unikul Udvikling Aps.
Bygherrerne vandt udbuddet i 2016 på grund af bygningens arkitektur og konceptet med et mad- og kulturhus i de nederste etager samt pris. Frederiksberg Kommunes salgspris til bygherre afspejlede at bygherre gav værdi tilbage til byen i form af et mad- og kulturhus.
Det samlede byggeri på adressen er 3500 etagekvadratmeter, hvoraf kulturhuset udgør 800 m2. Der er 30 ejerlejligheder på adressen. Byggeriet er tegnet af arkitektfirmaet COBE.
Lokalplanen blev vedtaget 24. april 2017 under borgmester Jørgen Glenthøj (C) Enhedslisten stemte imod.
Frederiksberg Kommune præmierede bygningen i oktober 2021.