Kan føniksfuglen genopstå fra fritøsen?
Det er ikke duften fra alverdens køkkener, der møder næseborene, når man kommer op med rulletrappen fra metrostationen Frederiksberg Allé og stikker hovedet indenfor i Frederiksberg Mad- og Kulturhus. Det er heller ikke synet af madboder med streetfood eller råvarer, der kan tilberedes hjemme.
De forventninger som Frederiksberg Kommune i 2016 således beskrev for Frederiksberg Mad- og Kulturhus som byens nye kulinariske og kulturelle hot pot på Frederiksberg Allé er i dag reduceret til dybstegt kylling fra fritøsen som et af to eksotiske indslag i den nye food hall.
Frederiksberg Mad- og kulturhus udgør 800 m2 fordelt på de to nederste etager med indretning af madboder og cafeareal i stueplan og kulturhus på mezzaninen. Det var netop projektbeskrivelsen af et byggeri med madoplevelser i de nederste etager og 30 ejerlejligheder på toppen, der løb med kommunalbestyrelsens sympati blandt fem projektforslag i en indbudt bygherrekonkurrence i 2016. Dermed sikrede ejendomsudviklerne NRE Danmark og Unikul sig byggeretten til at opføre byggeriet på den attraktive hjørnegrund.
To madboder
Af de otte salgsboder, der skulle bespise metropassagererne og andre forbipasserende på Frederiksberg Allé, er det i dag kun Fried Chicken og japanske HEAT, der stadig har tændt for komfuret.
”Det er på grund af Corona, at de andre er lukket,” pipper en af de ansatte i Fried Chicken som et svar på spørgsmålet om, hvad der er blevet af de andre madboder i underetagen. Gamba med de populære falafler flyttede ud igen og det samme gjorde Matto Pizza, KifKaf og Hanaya Sushi i løbet af det seneste år.
(artiklen fortsætter efter billedet)
De to tomme lejemål, der er nabo til Fried Chicken, har Danbolig Erhverv fået til opgave at finde lejere til. Erhvervslejemålene lyder på henholdsvis 40 m2 og 51 m2 til en årlig husleje af 144.000 kroner og 192.000 kroner foruden drifts- og forbrugsafgifter på henholdsvis 57.000 kroner og 70.000 kroner for de to madboder, der reelt er på 10m2 og 20 m2. Langt det meste man betaler for som lejer er andelen af fællesarealer til udeservering, renovation, fryserum m.m.
Den øvrige del af arealet til madboder og spiseområde i stueplan står også tom, men uden at have mæglerens påklistrede telefonnummer på glasfacaden. Det er fordi, den er udlejet ”til noget positivt” forlyder det ved en forespørgsel til ejendomsmægleren, som dog ikke må oplyse, hvilken type positiv lejer der er tale om. Rygtet siger, at ejerne forhandler med en kioskkæde om at rykke ind i det prisbelønnede bygningsværk. Det vil tiden vise.
Kulturhuset er lukket ned
”Kulturhuset holder lukket til 17. januar”, skrev Frederiksberg Mad- og Kulturhus lige inden jul på sociale medier som en følge af folketingflertallets nedlukning 17. december.
Set gennem bagruden har der siden kulturhusets åbning i begyndelsen af 2020 været en række aktiviteter i huset – lige fra foredrag, intimkoncerter og lokaleudlejning til tøjloppemarked - i de perioder, hvor det har været muligt at invitere folk indenfor. I dag, tre dage før genåbningen, er der kun et enkelt yogaarrangement i kalenderen.
Lederen af Frederiksberg Mad- og Kulturhus, der hidtil har haft ansvar for at drive aktiviteterne, fratrådte ved årsskiftet.
Det har ikke været muligt for Falkoneren at få oplyst om der kommer en ny leder af Frederiksberg Mad- og Kulturhus. Det har heller ikke været muligt at få informationer om de fremtidsplaner ejerne, Frederiksberg Allé 41 ApS, har for de to etager, da man på nuværende tidspunkt ikke ønsker at stille op til interview.
Men måske bliver vi alligevel klogere på, hvordan projektet skal genopstå efter den seneste nedlukning. Det forlyder i hvert fald, at den nye politiske ledelse på rådhuset gerne vil have en finger på pulsen i Frederiksberg Mad- og Kulturhus.
Fakta:
Frederiksberg Mad- og Kulturhus drives af selskabet Frederiksberg Allé 41 Aps med en ejerkreds fra NRE Danmark A/S og Unikul Udvikling Aps.
Det samlede byggeri på adressen er 3500 etagekvadratmeter, hvoraf kulturhuset udgør 800 m2. Der er 30 ejerlejligheder på adressen. Byggeriet er tegnet af arkitektfirmaet COBE.
Lokalplanen blev vedtaget 24. april 2017 under borgmester Jørgen Glenthøj (C) Enhedslisten stemte imod.
Frederiksberg Kommune præmierede bygningen i oktober 2021.