Offentligt udbud er offentlig sund fornuft
Det har altid være en dyd for mig at spørge andre til råds. Det har både gjaldt i det helt små, hvor man har skulle have hjælp til opgaver i folkeskolen samt større beslutninger vedrørende lån eller karrierevalg.
Jeg vil næsten kalde det almindelig sund fornuft, fordi hvorfor skulle man absolut tro, at man sidder med alle svarene selv? Hvorfor skulle andre ikke have et bedre bud, et bedre forslag eller måske en ny vinkel? Jeg ville jo hellere aldrig kun spørge én enkelt bank om tilbud på eventuelle lån. Jeg vil naturligvis forhøre mig hos samtlige, fordi så sikrer jeg mig det bedste tilbud.
Livet i en osteklokke
Det er samtidig derfor jeg synes, at offentlige udbud eller konkurrenceudsættelser er det mest naturlige i hele verden. Jeg begriber ganske enkelt ikke, hvordan man kan være så forskrækket omkring det. At mene staten altid skal være bygningsfører på et projekt er definitionen på et liv i en osteklokke, hvor man ikke tror nogle andre kunne have en kreativ idé på, hvordan et bytorv skal udvikles eller hvordan en transport opgave skulle løses.
Osteklokken er sågar så fundamental, at man direkte harcelerer imod at spørge andre til råds – da det kan have den fatale konsekvens, at nogen havde en bedre idé.
Det er som om midlet i form af staten er langt vigtigere end selve målet, som ultimativt må være det bedste produkt. Det kan sagtens være, at det leveres af staten eller kommunen, men det finder man først ud af – når man rent faktisk spørger andre. Det svarer jo til at forvalte sin kommune ud fra tesen om ”at det første altid er det bedste”.
Vi halter bagud
Frederiksberg er i øjeblikket kun akkurat over landsgennemsnittet til at lave offentlige udbud - hvorfor er vi ikke akkurat landets bedste? Det kræver bogstavelig talt ikke andet end at spørge.
Det bør i min optik være en selvstændig opgave, at vi er landet bedste kommune til dette. På den måde sikrer vi, at vi får det bedste produkt til den bedste pris.
Kritikken af konkurrenceudsættelse bliver ofte pakket ind i en dagsorden, om at alle private tilbud på velfærdsområder som plejehjælp og hospitaler kun ønsker profitmaksimering.
Det er et principfast standpunkt om at konkurrence er et naturligt onde – selvom det egentlig bare sikrer, at alle gør sig umage.
Samme uddannelse
De private sundhedstilbud afhænger modsat af de offentligt ejet plejetilbud af, at folk rent faktisk har et ønske om at komme igen. Det allermest komiske er jo netop også, at hvis de private tilbud var så dårlige og drænet for omsorg – hvorfor er de så ikke lukket endnu? Hvordan kan de stadig køre rundt? Og hvorfor fremhæves private plejehjem altid som det man gerne vil på?
Alle SOSU-assistenter og sygeplejersker, uagtet om de arbejder i henholdsvis den private og offentlige sektor, har derudover taget nøjagtig den samme uddannelse, så deres præmis for at nogen skulle give en dårligere service er komplet skæv.
At turde spørge til råds
Jeg synes heller aldrig, at jeg hører kritiske røster om de offentlige udbud af byudvikling. Tværtimod, så er det fx skybrudsprojektet ved Langelandsplads, som altid bliver fremhævet, som et fyrtårn snare end et skræmmeeksempel. Det lykkedes at lave interaktiv byudvikling samt skybrudsbeskyttelse – hvor skybrudsbeskyttelse langt fra sættes i lighed med ”interaktiv”.
Det er for mig en helt forfejlet kritik, men hvis offentlige udbud, konkurrence og profitmaksimering er at yde en service, hvor mennesker ynder at komme igen. At man ikke tror, at man selv sidder med alle svarene selv, men faktisk tør spørge andre til råds – så lyder offentlige udbud, konkurrence og profitmaksimering egentlig som ganske fornuftigt.
