Det handler om Frederiksbergs frihed til at vælge sine egne løsninger
Pelle Dragsted skriver i et svar til mig den 20.oktober, at man sagtens kan elske Frederiksberg uden at hade København. Det er jeg helt enig med ham i. Jeg holder selv meget af København, og det er heller ikke det, der er pointen. Det handler om politik, og det som jeg og andre har advaret imod, det er et politisk flertal på Frederiksberg, som minder om det, der har styret Københavns Kommune i mange år, og som vil føre den samme politik som i København.
Det er vi tydeligvis meget forskelligt på, for Pelle Dragsted fører fælles valgkamp med Enhedslistens spidskandidat i København Line Barfod og taler for flere fælles løsninger på tværs af kommunegrænsen. På Pelle Dragsteds Facebook-profil fortæller han, at han bor i København, selvom han vist har boet rigtig mange år på Frederiksberg. Det får mig til at tro - uden at jeg ved det bestemt - at det ikke er så stor en del af hans identitet, at han er frederiksbergborger, og jeg opfatter også hans socialistiske projekt som et, der ikke stopper ved kommunegrænser. Ja, vel knap nok ved landegrænser. Det er fair nok, det er bare noget helt andet, jeg som kommunalpolitiker på Frederiksberg ønsker og står for.
Jeg mener, vi skal samarbejde med Københavns Kommune på alle de områder, hvor det giver god mening, men at vi i øvrigt holder fast i Frederiksbergs politiske selvstændighed. For i bund og grund taler resultaterne for sig selv. Går vi lidt tilbage i tiden, så var Frederiksbergs vilkår og udgangspunkt for at blive en veldrevet kommune ikke bedre, end de var i København. Frederiksberg er ingen velhaverkommune som de nordsjællandske, men en storbykommune med en meget socialt blandet befolkningssammensætning. Det samme har altid gjort sig gældende i København, bare i større målestok.
I dag har kommunerne udviklet sig i hver deres retning. Det er ikke kun fordi man har større udfordringer i København, det er også fordi, man har valgt en anden politisk retning. Derfor ser vi i dag store forskelle inden for mange dele af den offentlige service mellem de to kommuner, bl.a i forhold til skattens størrelse, ønsket om valgfrihed for borgerne, åbenhed overfor private og selvejende institutioner, en trafikpolitik, som tager udgangspunkt i borgernes behov og en boligpolitik, som prioriterer en reelt blandet by og undgår ghettodannelser med for store koncentrationer af almene boliger. Hvad virker bedst? Der er jeg ikke i tvivl. I København er skatten højere end på Frederiksberg, klassekvotienterne er højere, der er flere pladser i daginstitutioner børnehaver og plejehjem i forhold til indbyggertal på Frederiksberg end der er i København, og vi bruger også flere penge på kultur pr. borger på Frederiksberg. Til gengæld er administrationsudgifterne langt lavere på Frederiksberg, end de er i København, og Frederiksberg er flere gange blevet kåret som en af landets mest effektivt drevne kommuner. Pelle Dragsteds ønske om at importere københavnske løsninger til Frederiksberg handler da heller ikke nødvendigvis om det indholdsmæssige, men mere om at der simpelthen skal bruges flere penge og skatten skal i vejret på Frederiksberg. For Enhedslisten er større forbrug lig med større kvalitet, mens det nuværende politiske flertal på Frederiksberg ser en værdi i, at vi får mest muligt for borgernes pengene.
Jeg tror også, de fleste frederiksbergborgere er ret tilfredse med den måde, kommunen drives på, og ikke ser misundeligt ind over kommunegrænsen til København. Det er i hvert fald det billede, som tegner sig i de tilbagevendende borgerundersøgelser. I august fik vi den seneste, som endnu engang viste meget stor borgertilfredshed på alle de centrale serviceområder.
Kan det blive ved efter den 16. november? Det håber jeg selvfølgelig, men ikke mindst Enhedslistens stærke offensiv med opstillingen af Pelle Dragsted gør det sandsynligt, at partiet vil gå frem og måske endda blive større end Socialdemokratiet, som er gået tilbage ved de seneste kommunalvalg på Frederiksberg. Et styre af et stærkt Enhedslisten i samarbejde med et lidt træt socialdemokrati, det lyder for mig meget som noget, vi kender lidt for godt fra København. Derfor handler valget den 16. november også om Frederiksbergs politiske frihed til at gøre tingene på vores måde. For vi ved, at det faktisk virker.
