Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.

Boldklub og plejehjem flytter sammen

Unge og ældre skal dele faciliteter i den kommende plejehjemsbygning på Jens Jessens Vej/Troels-Lunds Vej.

I september 1995 flyttede Frederiksberg Boldklub ind i et spritnyt klubhus på Jens Jessens Vej, og her har klubben boet lige siden. I dag er klubhuset skiftet ud med midlertidige skure i tre etager langs banerne ved Frederiksberghallerne, og ved siden af bygges et fem-/seksetagers højt hus. Umiddelbart er der ikke noget usædvanligt ved det syn. Det er heller ikke usædvanligt, at det nye høje hus er til plejehjemmet Ingeborggården. Det usædvanlige er, at boldklubben og plejehjemmet fremover skal bo i samme bygning.

Unge og ældre under samme tag

Visionen er, at unge og ældre kan dele noget under samme tag. Generationer skal kunne mødes og dele funktioner og faciliteter med hinanden. Ingeborggården kommer til at indeholde 200 nye plejeboliger, og klubhuset får mere end 1000 m2 fordelt flere etager.

”Der bliver lavet en fælles café på 1. sal med panoramaudsigt over banerne. Her kan plejehjemmets beboere sidde og se boldspil om dagen. Vi har mange ældre, der har spillet i Frederiksberg Boldklub som yngre, så interessen er stor”, fortæller Pia Morilla, forstander for Ingeborggården.

Til gengæld forventes det ikke, at plejehjemmets beboere kommer til at bruge cafeen om aftenen, hvor der kommer flest af Frederiksberg Boldklubs medlemmer.

”Vi får fælles mødelokaler, en stor fælles café i stueetagen og fælles udearealer til gavn for os alle sammen. Og så kommer de nye klublokaler til at ligge kun 25 meter fra banerne,” fortæller Martin Busk, leder af Frederiksberg Boldklub.

Moderne boliger og faciliteter

Naboerne omkring det nye byggeri er tænkt med i planerne, og de er velkomne på de kommende udendørsarealer. Det skal være et område for alle. Planen er bl.a. et integreret stisystem og en forbedring af de nuværende parkeringsforhold, der skabes ved, at Ingeborggården bygges i højden. Tidligere havde plejehjemmet færre etager og var spredt over et større areal, og det er disse arealer, der fremover frigives til fælles udearealer.

Ideen om bofællesskabet er opstået ved, at Ingeborggården skulle genopføres, fordi det gamle ikke levede op til moderne krav. Samtidig har Frederiksberg Boldklub ønsket et nyt klubhus med moderne sociale rum og omklædningsfaciliteter.

”Det er os, der har taget initiativet, og vi forventer, at både vi og boldklubben kommer til at profitere af fællesskabet”, siger Pia Morilla.

”Da Pia foreslog det, gav det straks mening. Vi synes, det er mindst lige så interessant som Pia og beboerne, og det vil bidrage til, at alle får det bedste ud af det. Vi kan bruge hinandens faciliteter, som vi har behov for på forskellige tider af døgnet”, fortæller Martin Busk og bemærker, at det er en ny og ukendt måde at være sammen på for alle.

Flere har spurgt Martin Busk om, hvordan det vil være, når en ung boldspiller på 21 år møder en ældre med rollator på gangen. Han er sikker på, at det bliver med venlige smil og nik.

Det nye bofællesskab bliver ejet af henholdsvis Frederiksberg Kommune, der ejer Ingeborggården, og FB Fonden, der ejer klubhuset.

Det forventes, at Frederiksberg Boldklub flytter ind i maj/juni 2022, mens plejehjemmets første 100 plejeboliger bliver taget i brug i sidste halvdel af 2022. Byggeriet forventes at stå helt færdigt i 2025.

 

Artiklen er skrevet af Henriette Bendix, redaktør på Falkoneren.

Sportsbåndet ved Ingeborggården.
Sportsbåndet ved Ingeborggården. Illustration: RUBOW arkitekter
Ingeborggården set ovenfra. Illustration: RUBOW arkitekter
Ingeborggården og Frederiksberg Boldklub. Illustration: RUBOW arkitekter
Vi kan bruge hinandens faciliteter, som vi har behov for på forskellige tider af døgnet.
Martin Busk
Leder, Frederiksberg Boldklub