Idrætstilbud gør handicappede til de stærke på holdet

Børn med fysisk handicap sidder alt for ofte på bænken i idrætstimerne. Det er ikke dem, der bliver valgt først, når der skal sættes hold, og mange er fritaget for undervisningen, fordi læringsmålene ikke kan omsættes til personer med funktionsnedsættelse. Resultatet er, at børn med handicap oftest ikke har et aktivt fritidsliv. Det har foreningen Parasport Frederiksberg af flere grunde sat sig for at ændre, og foreningen har med en bevilling fra bl.a. Frederiksbergfonden nu gennemført syv idrætsforløb, der har til formål at inkludere børn med fysiske handicap i idræt på tre lokale skoler.

Siden august sidste år har Parasport Frederiksberg samarbejdet med Skolen ved Søerne, Skolen på Duevej og Søndermarkskolen om at gøre parasport til en integreret del af idrætsundervisningen i syv klasser på skolerne. 140 elever og 15 lærere har gjort forsøgsprojektet til en så stor succes, at en ny ansøgning er på vej for at udvikle tilbuddet endnu mere i de kommende år, oplyser Jens Højberg, der er klubkonsulent i foreningen og projektleder på idrætsforløbene.

Det gjorde indtryk

Eleverne har på egen krop prøvet, hvad det vil sige for en klassekammerat med funktionsnedsættelse at være aktiv. Eleverne prøver f.eks. blindeløb i par, hvor den ene er blindet med maske og Frame Running på særlige løbecykler eller kørestolsbold. Hvert forløb er afsluttet med en dag på stadion, hvor de alle dyster mod hinanden.

”Et synshandicappet barn har trænet hele sit liv i at se dårligere. Han eller hun vil meget nemmere kunne manøvrere rundt på en atletikbane, fordi de har en skærpet hørelse og alt muligt andet, de har trænet sig i at bruge som værktøjer. Hvis du ”blinder” en almindelig elev med maske, så kan eleven ikke gå tre meter. Og så gælder det pludselig om at bruge den synshandicappedes skills, og hans eller huns kompetencer bliver pludselig afgørende for, at et normaltseende ”blindet” barn kan løbe rundt på stadion med den synshandicappede i hånden. Børnene med funktionsnedsættelse bliver pludselig de gode på holdet. De har oplevet hele deres liv, at de i idrætssammenhæng ikke er særlig gode, og pludselig bliver deres kompetencer afgørende for, at idrætsundervisningen fungerer. De bliver mestrene, mens de andre bliver lærlinge, og det læringsmiljø kan man sagtens skabe, hvis man som underviser og pædagog ved, hvordan man gør,” fortæller Jens Højberg.

Netop løb med en ledsager har gjort størst indtryk på børnene uden fysiske handicap. Bare at gå med lukkede øjne er svært for de fleste, men tilmed at løbe med en svagtseende makker har været skræmmende i nogle tilfælde. Og at sidde i en Frame Runner og opleve, at ens klassekammerat i kørestol kan komme lige så hurtigt rundt på banen som en selv, har også været en aha-oplevelse for mange af dem, fortæller projektlederen.

Langt træk med vigtigt perspektiv

Det er et langt sejt træk at inkludere alle børn i idrætsundervisningen. Det ændres ikke med et enkelt idrætsforløb i efteråret.

”Hvis og når lærerne tager værktøjerne i brug, så er vi stensikre på, at børn med funktionsnedsættelser i højere grad vil deltage i idrætsundervisningen og blive aktive i deres fritid. Jeg tror, at vi i 2025 vil begynde at se flere af de børn ude i almenidrætten eller i en forening som vores. Mange børn med et lille handicap vil sagtens kunne gå til atletik, basket eller andet i vores lokale foreninger, ” mener Jens Højberg.

Perspektivet rækker tilmed længere end sundhed, fællesskab og trivsel. Hvis man som barn ikke inkluderes i idrætsundervisningen, kan det få konsekvenser for personens fremtidige livsvilkår.

”Idræt er et prøvefag. Så elever med funktionsnedsættelse kan i sidste ende stå uden en 9. klasses eksamen, fordi de ikke har kunnet bestå deres idrætseksamen. Så får de jo ikke den samme mulighed for at komme ind på en ungdomsuddannelse som deres jævnaldrende kammerater. Selvfølgelig kan du ikke stille de samme fysiske krav til en kørestolsbruger, men hvis de helt fritages og slet ikke kommer ned i gymnastiksalen, når undervisningen foregår, så er det et stort problem. Vores holdning er, at selvfølgelig kan de deltage i undervisningen. Uden at man går på kompromis med læseplanen, kan undervisningen tilrettelægges på en måde, så de børn med funktionsnedsættelse både kan deltage og for en gangs skyld ikke er dem, der skal ledsages. De kan i stedet blive dem, der ledsager alle de andre, hvis de voksne vælger noget idræt, hvor det er dem, der får lov til at shine.”