Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.

Nu har Jonas løbet alle gader og veje tynde på Frederiksberg

26-årige Jonas Manley Pedersen elsker at løbe. Også på Frederiksberg, hvor han bor. Få løbetips fra byens hurtigløber, som næsten vandt Royal Run i København på 5-kilometeren. Og hør, hvad et par kondisko kan gøre af underværker – også på en dårlig dag.

På Frederiksberg er der ifølge byens Stadsarkiv cirka 200 veje, 45 alléer, 11 gader, syv vænger, seks haver og to boulevarder.  

En af de måske få Frederiksbergborgere, som med sved på panden kan prale af at have løbet dem alle - hver og én - er 26-årige Jonas Manley Pedersen.  

Det er kun nogle uger siden, at Jonas blev færdig med at løbe alle veje i Frederiksberg Kommune. Med på listen over løbepræstationer er også en andenplads på fem-kilometer distancen til Royal Run i København tilbage i juni måned.

Ved det årlige Eremitageløbet i Dyrehaven for to uger siden var Jonas blandt de 25 hurtigste over målstregen. Om et par måneder rejser Jonas og hans kæreste til Malaga i Sydspanien, hvor de begge skal løbe en halvmaraton.

Der er rigtig mange danskere, der ligesom Jonas hopper i et par løbesko hver dag. Men det er ikke alle løbere, der kommer blandt de første over målstregen. For det kræver lidt ekstra at få en medalje om halsen, når man stiller op til konkurrenceløb.

Men hvad er det, der motiverer Jonas til at stå tidligt op om morgenen og sætte fødderne i femte gear.
Og hvorfor vælger han at løbe til og fra sit arbejde som ”Full Stack udvikler” i en bank, når han kan cykle eller tage tog eller bus.

Det og meget mere fortæller 26-årige Jonas om i dette Falkoner-interview, hvor han også giver et par gode råd til alle, der drømmer om at finde løbeskoene frem.

Hvad motiverede dig til at begynde at løbe?

”Jeg fik et par løbesko i fødselsdagsgave, da jeg begyndte i gymnasiet. Jeg var 16 år og var stoppet med badminton og manglede en anden aktivitet. Min mor sagde, at ”du kan da begynde at løbe. Det er nemt at komme i gang med det”. Så jeg gav det et skud.”

Jonas begyndte at løbe en 5-kilometers rute i Gundsømagle nord for Roskilde, hvor han er født og opvokset. På det tidspunkt var der en i gymnasieklassen, der lavede en løberute i idræt. Jonas og en kammerat samlede ind til en pulje, hvor pengene gik til den, der løb flest kilometer.

”Jeg har altid været et konkurrencemenneske og tænkte, at nu vil jeg give dem tørt på, for jeg hader at tabe. Mig og en anden kammerat tæskede kilometer derud ad. Men han vandt desværre over mig og tog førstepladsen,” husker Jonas.

På trods af kammeratens sejr lod Jonas sig ikke slå ud. Han fortsatte med at løbetræne. Stille og roligt begynder interessen at vokse og bider sig fast.

”Jeg finder ud af, at jeg er tæt på at kunne løbe fem kilometer på 20 minutter. Kan du det, er du højt oppe og en ”løber”. For det er der ikke så mange, der kan. Med mit konkurrencegen fik jeg mere og mere blod på tanden,” fortæller Jonas.

Jonas begyndte at følge nogle løbere på Instagram. På det tidspunkt havde han kun et mål. At komme under 20 minutter på en fem-kilometer. For at nå målet købte Jonas timer hos en af landets førende løbetrænere, Claus Hechmann.

Jonas fik med trænerens hjælp masser af kilometer i benene og begyndte at deltage i forskellige konkurrenceløb som Royal Run, Copenhagen Halvmaraton og andre mindre små lokale løb.

I 2019 åbnede Jonas en YouTube-kanal, hvor han formidler viden om løb.  Jonas bor sammen med sin kæreste, Kirstine, i en lejlighed på Frederiksberg.  Kirstine er også passioneret løber.

For nogle år siden fandt de ud af, at FIF Atletik og Motion på Frederiksberg søgte løbetrænere. Jonas og kæresten tog kontakt til dem og blev begge certificerede trænere i foreningen.

Hvor meget løber du på en uge?

”I lang tid løb jeg 80-90 km om ugen, men lige nu er det 60 kilometer, da jeg fik noget skinnebensbetændelse. Halvdelen af de timer, jeg løber om ugen, er til og fra arbejde.”

Hvordan fastholder du disciplinen?

”I starten skulle jeg hive mig selv ud. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle løbe hver dag. Så det gjorde jeg, selvom det var en kamp i begyndelsen. I dag er løb blevet en livsstil og en stor del af mig. Det ville være underligt ikke at skulle løbe. Det ville svare til at stoppe med at se TV."


For Jonas bliver han motiveret til at komme ud af døren og løbe, hvis han fokuserer på et mål.
”Jeg løber for at blive hurtigere og har hele tiden mit mål i baghovedet. For du skal have et mål, hvis du ønsker at blive den hurtigste udgave af sig selv. Jeg siger også højt til alle, hvad mit mål er. Det forpligter, og så har jeg noget at blive holdt op på.”

Hvad tænker du egentlig på, når du løber?

”Det er forskelligt. Nogle gange tænker jeg ikke. Andre gange løber jeg med musik i ørerne og registrerer bare, hvad jeg ser på vejen af biler, mennesker og så videre. Hvis jeg er ude på hårde løbepas, pepper jeg mig selv op undervejs. Derudover er det tit og ofte på mine løbeture, at jeg vender ideer, hvis der er noget, jeg skal eller kunne tænke mig. Hvis jeg tumler med store spørgsmål i livet, tager jeg dem også op på de rolige lange løbeture. Så snakker jeg med mig selv og finder ud af, hvad jeg skal, og hvad der er oppe og nede i mit liv.”

Løb er også blevet en aktivitet, som Jonas og kæresten altid tager med på ferier.

”Nogle af de bedste ferieoplevelser har jeg fået i et par løbesko. Da vi for eksempel var i Thailand, løb min kæreste og jeg op til en dam, som vi normalt ikke ville besøge, fordi der var for langt at gå derop. Men så løb vi bare. Vi rejste også til Rom. Og der løb vi rundt til alting i stedet for at tage bussen. Det giver bare meget mere frihed at løbe, det er så fleksibelt. Når jeg træder ud af døren, er jeg i gang. Det er bare meget nemmere at kunne løbe til alting. Måske er det årsagen til, at jeg holder fast i det.

Hvordan fik du den ide at ville løbe alle gaderne på Frederiksberg?

”Gennem en arbejdskollega, der fortalte mig om app´en CityStrides, der hjælper én til at løbe alle gaderne i din by. Så jeg gik i gang med at løbe alle gaderne på Frederiksberg. Jeg blev færdig for tre uger siden. Det blev til alle veje og gader på Frederiksberg svarende til 149,15 kilometer. Det var virkelig sjovt. Jeg har set steder på Frederiksberg, som jeg aldrig ville have set. Der har også været nogle blindgyder, hvor jeg har været nødsaget til at hoppe over hegn for at få registreret de prikker, der er på appen.”

Hvis du har en yndlingsrute på Frederiksberg, hvilken er det så?

”Der er flere sjove ruter, men jeg kan bedst lide at løbe i Søndermarken og Frederiksberg Have. Det er bare en win at løbe dér. Der er også en hyggelig 5-6 kilometers rute ved skellet i yderkanten af Frederiksberg ved Flintholm Station, hvor du løber langs S-togsbanen i noget grønt parkagtigt område.”

Hvilket tidspunkt på dagen løber du?

"Det fedeste for mig er at løbe om morgenen, medmindre det er intervaltræning – det gør jeg lige efter arbejde. Når du løber en rolig tur om morgenen, kan du slappe af, når du kommer træt hjem fra arbejde og sige til dig selv ”arh, jeg har løbet i morges, så nu kan jeg bare slappe af. Så jo tidligere, du løber, jo bedre.” Jo tidligere, jo bedre. Når vi en dag skal have børn, så skal jeg have en løbebånd."

Hvad er det dit næste mål?

”Jeg har lige løbet Eremitageløbet, hvor jeg blev nummer 25, og det lykkedes at holde mit gamle halvmaraton-tempo. Mit næste mål er at løbe en halvmaraton i Malaga til december. Mit mål er at løbe den på under en time og 11 minutter.”

Kan du sætte ord på de følelser, du har, når du løber med tusindvis af mennesker?

”For det første er jeg pisse nervøs. Det er jeg. For når jeg går ind til et løb, så ved jeg, at nu er det nu, jeg skal vise, hvem jeg er. Det er altid en kamp mod mig selv. Jeg vil altid gerne blive bedre og hurtigere og udfordre min grænse. Den får 101 procent. Hvis jeg går død, er der ikke noget at gøre ved det, men det er så vel vidende, at jeg gav alt, hvad jeg kunne.

For det andet er det vildt at løbe med tusindvis af 10.000 og mærke, hvordan folk er på. Det bliver pisket en stemning op og hårene rejser sig, når startskuddet går. Du tænker ikke. Du har en ting i hovedet, det er frem og afsted. Så går der et par hundrede meter, og du mærker måske, at det er nemt. For nemt. Så kommer tankerne om, hvem du skal lægge bagved. Hjernen begynder at spille dig et puds. Og så skal du arbejde med det mentale.

Du kan også vælge, at du bare vil have det sjovt og få en masse oplevelser, når du løber. Min kæreste løb for eksempel en halvmaraton i Berlin. Hun løb for at løbe, men hun ville også nyde ruten. For hvornår får du lov til at løbe midt på vejen og se bilen. Det er et kæmpe indtryk, du får. Det er også derfor, at nogle løber maraton. Så et nummer på trøjen kan noget. Man skal sgu opleve det. For der er altid en super stemning ude på ruterne.", fortæller Jonas

Du og din kæreste deltager i mange af de samme løb. Konkurrerer I indbyrdes?

”Nej, det gør vi ikke, men vi inspirerer hinanden og er gode løbemakkere, der presser og hepper på hinanden. Desuden er det svært at sammenligne mandlige og kvindelige løbere. Det er meget bedre at kigge på den præstation, man har givet i et løb. For eksempel var der kun syv sekunders forskel mellem mig og ham, der vandt 5-kilometeren i Royal Run i år. Han løb fra mig på de sidste 700 meter og i de sidste 600 meter sætter han en slutspurt ind. Der kunne jeg mærke, at den er tabt. Det taktiske kom pludselig i spil. Han knækkede mig lige. Så nogle gange handler det om, hvem der har de bedste ben i dag.”

Ser vi dig løbe som 90-årig ude på Eremitagen eller til Royal Run?

”Ja, det kan du bande på. Jeg kommer til at løbe til den dag, min krop ikke gider mere. Royal Run og Eremitageløbet er jo ikoniske løb. Dem kommer jeg til at deltage i altid. De er fantastiske. Jeg har også fået masser af venner gennem løb. Så der er rigtig mange gode ting, der er fulgt med.

Har løb ændret noget i dit liv?

”Løb er og kan være terapeutisk. Hvis jeg har en dårlig dag eller er sur, kommer jeg altid gladere og friskere efter en løbetur, fordi endorfinerne drøner rundt i kroppen. Min kæreste siger altid, at løb er som en snickers, tag én og du bliver gladere.”


Er du nysgerrig efter at få flere gode råd fra Jonas, finder du ham inde på YouTube
https://www.youtube.com/c/JonasPedersen_Runner 

Jonas elsker at løbe og har tænkt sig at blive ved, til kroppen ikke kan mere.
Jonas elsker at løbe og har tænkt sig at blive ved, til kroppen ikke kan mere.
Foto: Lånt af Jonas Manley Pedersen
I starten skulle jeg hive mig selv ud. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle løbe hver dag. Så det gjorde jeg, selvom det var en kamp i begyndelsen. I dag er løb blevet en livsstil.
Jonas Manley Pedersen
Løber
For et par uger siden blev Jonas færdig med at løbe alle gader i Frederiksberg Kommune
For et par uger siden blev Jonas færdig med at løbe alle gader i Frederiksberg Kommune
Foto: Lånt af Jonas Manley Pedersen
Jeg gik i gang med at løbe alle gaderne på Frederiksberg. Jeg blev færdig for tre uger siden. Det blev til alle veje og gader svarende til 149,15 kilometer. Det var virkelig sjovt. Jeg har set steder på Frederiksberg, som jeg aldrig ville have set.
Jonas Manley Pedersen
Løber
For Jonas er det en fantastisk oplevelse at være med i de store løb presse sig selv til at præstere det maksimale
For Jonas er det en fantastisk oplevelse at være med i de store løb presse sig selv til at præstere det maksimale
Foto: Lånt af Jonas Manley Pedersen

Drømmer du om at begynde at løbe?
Her et par løberåd fra Jonas:

 

  • Find ud af hvilke distance, du går efter - fem km, 10 km eller måske en hel eller halv-maraton
  • Sæt dig en dato, men husk, at løb er en tålmodighedssport
  • Kombiner din træning mellem rolige lange løbeture, der træner udholdenhed og intervaltræning, hvor du arbejder med hastighed.
  • Er det for hårdt, så sæt dine forventninger og mål ned
  • Overvej at få dig en løbetræner


Det vigtigste råd af dem alle – kom afsted!

Løbeskoene er altid med i kufferten, når Jonas og kæresten rejser på ferie. For de foretrækker at løbe rundt og se turistattraktionerne.
Løbeskoene er altid med i kufferten, når Jonas og kæresten rejser på ferie. For de foretrækker at løbe rundt og se turistattraktionerne.
Foto: Lånt af Jonas Manley Pedersen
Om et par måneder rejser Jonas til Spanien for at deltage i Malaga Halfmarathon
Om et par måneder rejser Jonas til Spanien for at deltage i Malaga Halfmarathon
Foto: Lånt af Jonas Manley Pedersen