Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.

Annette skaber grønne og bæredygtige idrætshaller på Frederiksberg

Idrætsanlæggene på Frederiksberg scorer toppoint for miljøvenlig drift. Mød den grønne bannerfører, Annette Larsen, som står bag hallernes grønne omstilling.

Hvis du er en af de tusindvis af frederiksbergborgere, der tænker meget på miljøet og dyrker sport i byens idrætshaller, kan du glæde dig over en stor nyhed, som de færreste kender til.

Nemlig at idrætshallerne på Frederiksberg ligger helt i front i Danmark, når det handler om at passe ekstra godt på vores miljø.

Siden 2017 har fem ud af Frederiksberg Kommunes seks idrætsanlæg hvert år levet op til kriterierne for at modtage det prestigefyldte danske miljømærke, Green Sport Facility, som er en søster-ordning til Green Key, også kendt som Den Grønne Nøgle, der er turismens internationale miljømærke.

Miljømærket Green Sport Facility gives kun til sports- og idrætshaller, der er i stand til at opfylde en lang liste af miljøkrav og regler. I Danmark er der i år 74 idrætsanlæg, der er godkendt indenfor ordningen.

Fik sat en grøn dagsorden
En af hovedarkitekterne bag den grønne succes er halinspektør Annette Larsen. Siden 2014 har hun haft ansvaret for fire af hallerne på Frederiksberg, der enten ejes eller administreres af FIU, som er medlemsorganisationen for Frederiksbergs idrætsforeninger.

Annette Larsen har tidligere været ledende halinspektør i Roskildende. Her arbejdede hun målrettet på at få fire af Roskilde Kommunes svømmehaller certificeret med Green Sport Facilitys miljømærke.

Det er disse erfaringer, som hun ønskede at videreføre, da hun i 2014 satte kursen mod Frederiksberg.

”Da jeg blev ansat som halinspektør, fortalte jeg direktør i FIU, Søren Burchall, om mine erfaringer med grøn omstilling af idrætsanlæg. Han var meget åben og imødekommende og sammen blev vi enige om, at det var et godt signal at sende, at FIU ville arbejde for at skåne miljøet og blive bæredygtige og gøre indsatsen til en naturlig del af hallernes daglige drift og service," fortæller Annette Larsen.

En målrettet indsats gav pote
En ting er at have en drøm om at gøre sports- og idrætshaller grønne. Noget andet er at få den til at gå i opfyldelse.

"Sandheden er, at du ikke bliver godkendt til Green Sport Facilitys miljømærke over en nat. Vi brugte to år på at nå dertil, hvor vi opfyldte alle de skrappe miljøkriterier. Og i 2017 lykkedes det endelig,” forklarer Annette Larsen.

For at få miljømærket skal idrætsanlæggende opfylde en række kriterier. Det gælder alt fra køb af miljø- og energimærkede rengøringsmidler, sortering af affald, planer for at spare på vand og energi, årlige miljømål og uddannelse af medarbejderne i, hvordan de støtter op om den bæredygtige indsats.

FIU har mere end 50 idrætsforeninger i ryggen med over 19.000 brugere. Hvert år bliver der brugt en ikke ubetydelig mængde ressourcer på vand, lys og varme, som er med til at belaste miljøet.

I dag er Annette Larsen formand for FIUs miljøudvalg, der blev nedsat i 2017. Her sidder en medarbejder fra hver af byens seks idrætshaller. På udvalgsmøderne taler de om, hvordan de kan optimere hallerne, så de hele tiden sætter miljøet på dagsordenen og følger op på udviklingen og laver nye og forbedrende tiltag.

Vil kæmpe for økologi til brugerne
Et af de næste skridt for Annette Larsen og hendes personale er at få langt flere økologiske varer ind i hallernes caféer.

”For et par måneder siden startede vi så småt med at bruge økologisk mælk i Kedelhallens café. Og det fortsætter vi med. Nu er vi ved at undersøge, hvordan størstedelen af de varer, vi tilbyder til hallernes brugere, bliver økologiske," lyder det fra Annette Larsen.

Der bliver ikke stillet krav fra Frederiksberg Kommunes side om, at byens idrætshaller skal være bæredygtige eller gøre en ekstra indsats for miljøet.

”Det er en retning, som vi i FIU selv har valgt at gå. Kommunen har ikke haft noget at gøre med det. Men jeg synes, at det er et fælles ansvar at gøre en ekstra indsats for at passe på vores miljø. Jeg kan jo ikke gøre det alene. Heldigvis har jeg stor opbakning fra FIU, siger Annette Larsen.

Hun håber, at brugerne af idrætshallerne også vil være med.

"Nu skal vi i dialog med de daglige brugere af vores idrætshaller. De kan hjælpe os med at skåne miljøet ved for eksempel at smide deres affald i vores sorteringsskraldespande og bruge mindre vand, når de bader og ved toiletbesøg. Alting hjælper,” forklarer Annette Larsen

Hun bruger gerne den tid, der skal til for hele tiden at holde de grønne flag hejst over kommunens idrætshaller.

”Det er en krævende proces, der tager tid, men vi arbejder målrettet på det hele tiden og på at få hallernes brugere, personale og leverandører med på den grønne bølge."

 

Artiklen er skrevet af Eva Tangø-Brandt, journalist på Falkoneren.

 

Hvis du vil være med til at sikre, at Frederiksberg har et lokalt, uafhængigt medie uden annoncer, så bliv medlem af foreningen, der driver Falkoneren. 

Halinspektør Annette Larsen
Halinspektør Annette Larsen er den grønne bannerfører for Frederiksbergs idrætshaller. Hun er i dag halinspektør for Kedelhallen, Bulowshallen, Hermes-hallen og Mariandalshallen.
Foto: Eva Tangø-Brandt

Fakta

Green Sport Facility er en dansk miljøcertificering, der kun bliver tildelt idrætsanlæg, som gør en ekstra indsats for at være bæredygtige og passe på miljøet.

Forudsætningen for at opnå miljømærket er, at idrætsanlægget lever op til relevant og gældende miljølovgivning, bygningsreglement, spildevandsbekendtgørelsen.

Hvis et idrætsanlæg vil med i Green Sport Facility-ordningen, skal de melde sig ind og sende en ansøgning og udfylde en masse spørgsmål.

Ansøgningen bliver behandlet af en jury, der træffer den endelig afgørelse om tildelingen af Green Sport Facility. Juryen kan ogs
a komme med anbefalinger og yderligere forslag til tiltag.