Valggyser på Frederiksberg
For fire år siden var det konservative styre på Frederiksberg ved at vælte. Med ganske få stemmer – ca. 170 – lykkedes det at beholde magten. Nu skal vi på tirsdag igen til stemmeurnerne, og pt. er der stadig en god procentdel, der endnu ikke har besluttet sig.
Det Konservative Folkeparti går frem
Kantar Gallup har foretaget en måling for Berlingske i perioden 29. oktober-9. november, som netop er offentliggjort på berlingske.dk.
Der har været meget blæst om borgmester Simon Aggesen, som har stået for skud i blandt andet to forskellige boligsager. Alligevel står Det Konservative Folkeparti til en fremgang med forventede 42,1% og 14 ud af 29 mandater.
Der er brug for fortsat optimisme
Hvis målingerne i Kantar Gallup-undersøgelsen holder, ser det umiddelbart ud til, at Simon Aggesen fortsætter de næste fire år på posten.
Nu er en meningsmåling altid behæftet med mange usikkerheder, og det endelige resultat kender vi først sent tirsdag aften. Det er også værd at huske på, at det er første gang, at en tredjedel af de stemmeberettigede på Frederiksberg skal til stemmeurnerne på tirsdag, og mange af de nytilflyttede kan have andre politiske præferencer, end det hidtidige flertal i den konservative højborg.
Hvordan ser det ud for de øvrige partier?
Venstre med borgmesterkandidat Jan E. Jørgensen i spidsen ser ud til at være det eneste parti i blå blok, der foruden De Konservative kommer til at kunne glæde sig over at have nogle mandater i kommunalbestyrelsen.
"Det betyder, at vi kommer til at stille en række politiske krav for at pege på bormesteren. Eksempelvis at skat og grundskyld holdes i ro gennem hele perioden," siger Jan E. Jørgensen.
Hos rød blok viser målingen, at Socialdemokratiet går tilbage fra 16 til 14,4%. Og for De Radikales vedkommende står de til en tilbagegang fra 9,7 til 6,7%.
Vil ikke lukke og slukke
Det er første gang, at Simon Aggesen selv er på valg til borgmesterposten. Hans forgænger Jørgen Glenthøj valgte at overlade posten til sin yngre partifælle for to år siden.
Nu skal det vise sig, om den siddende borgmester vejer tungt nok på vægtskålen, eller om han bliver den borgmester, der lukker og slukker for 112 års konservativt styre på Frederiksberg.
Artiklen er skrevet af Henriette Bendix, redaktør på Falkoneren, blandt andet efter en artikel i Berlingske.