Valget i 2017 var opvarmningsfesten til borgmesterskiftet i går
Festen begyndte godt i den Konservative vælgerforening. Stemningen i festlokalet på Josty var høj blandt de frivillige, medlemmer og kandidater, der ikke var ude at give en hånd med på valgstederne. Skiftende kommentatorer på den store tv-skærm i baggrunden af festlokalet talte for døve ører, for der var længe til at stemmerne i årets gyservalg nærmede sig en optælling. Hvidvinsglassene kindkyssede, fadøllet strømmede fra hanerne og de grønne kampagneballoner holdt vejret.
Men efterhånden som aftenen skred frem og stemmerne blev optalt, klingede festen af. Ud på natten forvandlede den Konservative fest sig til partiets længe frygtede begravelse af den Konservative borgmesterpost.
Konservative må efter 112 år lægge borgmesterkæden fra sig. Det rød-grønne valgforbund hev 50,5% af stemmerne hjem og den nuværende 2. viceborgmester Michael Vindfeldt (A) kan flytte ind på borgmesterkontoret 1. januar 2022 og har Lone Loklindt fra Radikale ved sin side som 1. viceborgmester.
Valgresultatet i 2017 var opvarmningsfesten til det systemskifte, Frederiksberg i dag for alvor er vågnet op til. Et halvt år før valget i 2017 brød Radikale ud af det mangeårige valgforbund i blå blok og lagde i stedet kurs med et rødt valgforbund. Det gav som bekendt et tæt løb på kun 172 stemmer mellem de to blokke ved valget i 2017, selvom Konservative også ved det valg fik 1349 flere stemmer.
Konservative kunne ved valget i går notere 2636 flere stemmer og kan indkassere to ekstra mandater og får samlet 13 pladser. Det er her værd at bemærke, at Liberal Alliances stærke profil, Laura Lindahl, tidligere i år skiftede til Konservative og har været opstillet på den Konservative kandidatliste. Hverken den nye spidskandidat i Liberal Alliance eller de øvrige partier i det blå valgforbud, DF, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne, har ved dette valg bidraget med noget nævneværdigt, der kunne indhente den rød-grønne koalition. Heller ikke Venstre, der i en meningsmåling i sidste uge ellers stod til at få to mandater, taber i stedet lidt terræn ved valget i går, så Jan E. Jørgensen fortsat kommer til at sidde alene de næste fire år.
Socialdemokratiet gik frem ved valget i går og får et ekstra mandat, hvilket udløser i alt fem pladser i kommunalbestyrelsen. Antallet af stemmer ligger nogenlunde på niveau med valget i 2013 og en fremgang på 883 stemmer siden 2017 kan næppe betegnes som et prangende resultat af en massiv valgkampagne, men er som bekendt så ganske rigeligt til at udløse en borgmesterpost.
Den kommende Radikale 1. viceborgmester, Lone Loklindt, må notere en smule tilbagegang, men holder de tre pladser. SF fortsætter sin tilbagegang og har snart halveret vælgertilslutningen gennem de tre seneste valg og nyvalgte Lotte Kofoed indtræder alene i stedet for Balder Mørk Andersen i kommunalbestyrelsen. Det er måske budgetforlig med blå blok, der koster på sympatien.
Alternativets Mette Kaasfeldt Bram forsvinder helt ud af kommunalbestyrelsen og det er nok ikke en stor overraskelse for den ellers meget engagerede politiker.
Det er Enhedslisten, der buldrer frem ved gårsdagens valg med en fremgang på hele tre mandater og bliver det næststørste parti i kommunalbestyrelsen med samlet seks mandater.
Valgresultatet her kunne sædvanligvis skabe forventning om en borgmesterpost til dem, der virkelig betaler for musikken til valgfesten i det rød-grønne valgforbund, men her satte de Radikale sandsynligvis foden ned. Det er alligevel for rødt til en liberal pink udgave af grøn.
Artiklen er skrevet af Jeanette Hougaard, redaktør på Falkoneren, inden de personlige stemmer er optalt.
Artiklen er opdateret efter fintællingen.