Spydspidsen: LA spidder Enhedslisten
Spidskandidat Lars Berg Andersen (Liberal Alliance) har været ved tasterne og stiller tre skarpe spørgsmål til Enhedslistens spidskandidat Mette Bang Larsen (EL) - læs med
1. spørgsmål fra Lars Berg Andersen (LA):
Private virksomheder i fri konkurrence har gennem århundreder skabt innovation og de bedste og billigste produkter og services på alle områder. På Frederiksberg vil Enhedslisten ikke have at private virksomheder driver børnehaver og plejehjem. Hvorfor ikke?
Mette Bang Larsen (EL):
"Enhedslisten har intet imod, at private driver børnehaver og plejehjem. Vi har gode private selvejende institutioner og plejehjem drevet af fonde på Frederiksberg. Det, vi har noget imod, er profit på velfærd. Når private koncerner rykker ind, bliver formålet ikke længere at sikre den bedste velfærd, men at skabe overskud. Og sagen er jo, at hver en krone, der går til profit til aktionærer og kapitalfonde, er en krone, der ikke bliver brugt på vores ældre og børn. I Sverige, hvor store dele af velfærden er privatiseret, kan vi se, hvordan millioner af kroner forsvinder ud i skattely, mens kvalitet og ansættelsesforhold forringes. Det er ikke noget, vi ønsker på Frederiksberg."
2. spørgsmål fra Lars Berg Andersen (LA):
Hvis det rød-grønne valgforbund får flertal og Enhedslisten bliver det største parti i det valgforbund, vil Enhedslisten så kræve at få borgmesterposten?
"Nej, Enhedslisten stiller ikke med en borgmesterkandidat. Ikke, fordi vi ikke kunne tænke os at stå i spidsen for vores dejlige by, men fordi bl.a. Radikale Venstre har gjort det klart, at de ikke vil stille sig bag en Enhedslisteborgmester. Det vigtige for os er at få et nyt flertal, så vi i fællesskab kan skabe en mere solidarisk og grøn kommune."
2. spørgsmål fra Lars Berg Andersen (LA):
Hvor meget vil Enhedslisten kræve at de tre kommunale skatter på Frederiksberg skal stige ved budgetforhandlingerne i 2022, hvis Enhedslisten bliver største røde parti?
"I Enhedslisten går vi ikke til budgetforhandlingerne med ultimative krav. Vi ønsker at hæve personskatten med 0,5%, som en delvis tilbagerulning af højrefløjens skattelettelser på 146 mio årligt. Indtægterne skal målrettes bedre velfærd og nye velfærdsrettigheder til borgerne. Frederiksberg har en af de laveste skatteprocenter og er én af de kommuner, der bruger færrest penge på velfærd pr borger. Det går ud over vores ældre, vores børn og vores udsatte. Det kan vi ikke være bekendt."
På et senere tidspunkt er det Mette Bang Larsens tur til at udfordre Lars Berg Andersen