Nyvalgt HK-formand Anja C. Jensen til kvinderne: ”Grib efter større ansvar”

Meget er stadig nyt for 51-årige Anja C. Jensen, som på HK Danmarks 33. ordinære kongres den 30. oktober blev valgt som ny formand for over 220.000 medlemmer. Hun har endnu ikke nået at ændre titlen ”Næstformand i HK Privat” på sociale medier, men alt er også gået stærkt, forsikrer hun. Det skal nok komme.

I mandags mødte hun ind på forbundsformandens kontor, som Kim Simonsen efter 13 år var flyttet ud af, og så er tiden gået stærkt med at fordele arbejdsopgaver i organisationen, siger hun, da vi taler i telefonen.

Hvad har du gjort dig af overvejelser i forhold til om du er formand, forkvinde eller forperson?

”Det tror jeg ikke, at vi ændrer på. For mig personligt er det ikke supervigtigt at være andet end ”formand”. Jeg følger de diskussioner og debatindlæg, der forholder sig til det, men for mig er ordet ”formand” institutionelt og ikke kønnet. ”Formand” er en titel som folk ved hvad er, så indtil videre synes jeg, det er meget fint. Men jeg er da åben for ændringer, hvis der er stemning for det.”

Du er uddannet receptionist og i dag forbundsformand for over 220.000 medlemmer – er der et budskab du i den forbindelse gerne vil give videre til unge kvinder?

”Ja! Jeg vil gerne sende et budskab om, at hvis man har lyst til at lave ting om og har lyst til at gå efter magtfulde poster, kan man også lykkes. Det kræver at man gør sig umage, hvilket altid har været en drivkraft for mig, og så skal man huske på, hvorfor man gør det. Man skal hele tiden kigge sig tilbage efter det, der er  ens grundholdning, når man bliver i tvivl. Og tvivl kommer man jo ofte til at møde, når man udvikler sig og vil noget mere. For så bliver man konfronteret med ting, der er svære og man tænker; ”uha, det her er der ikke et nemt svar på”. I de situationer sætter jeg mig ned og snakker med min grundholdning om, hvad det egentlig, er jeg vil. Og det er at skabe mere retfærdighed og sikre at alle har ret til at være her og på ordentlige vilkår, men også at man skal være her sammen med andre, der vil det samme.

Da jeg blev opfordret til at opstille som formand, blev jeg også ramt af den følelse ”årh, jeg har det da meget godt med det, jeg laver nu”. Og jeg har også haft en lille djævel på skulderen, der hviskede at formandskabet jo var en stor post, men har heldigvis haft dygtige mænd og kvinder omkring mig, der bakkede mig op og sagde, at det kunne jeg godt løfte. Hvis jeg skal sende en besked til unge kvinder, så skal det være en opfordring til at turde gribe efter det større ansvar og de muligheder, der er. Det tror jeg, mange kunne blive bedre til. 

Du er HKs første kvindelige formand i 121 år - hvad er din holdning til kvindekvoter i topledelser og bestyrelser?

”I virkeligheden beskæftiger jeg mig mere med ligestilling ude blandt menige medarbejdere og mellemledere, men det er klart at for at drive den forandring, har vi en interesse i flere kvindelige ledere, men om kvoter er det rigtige, ved jeg ikke. Men vi kan konstatere, at der ikke er sket ret meget uden kvoter, så vi skal finde en måde, som virksomhederne tager det alvorligt på. Det begynder med erkendelse og næste skridt er så at gøre noget ved det. Hvis man skal sige noget godt om kvoter, så tvinger det beslutningstagerne til at løfte blikket, når der skal ansættes ledere eller findes bestyrelsesmedlemmer, hvor man måske ellers er tilbøjelig til at kigge på de nærmeste mænd, man kan få øje på.

Da jeg blev kandidat (til formandsposten, red.) var der nogen, der straks sagde; ”nu skal man heller ikke stemme på hende, bare fordi hun er kvinde" og det havde man jo aldrig sagt om en mand. Og nej, man skal ikke stemme efter køn, men det at være kvinde kan jo godt skabe en signalværdi i organisationen og udadtil.”

Artiklen er skrevet af Jeanette Hougaard, redaktør Falkoneren