Ny musikfestival på Frederiksberg: De kom, de spillede - og de sejrede
Danskerne elsker festivaler med livemusik, sommerens kolde øl og samværet med vennerne. Og det får hvert år omkring 920.000 danskere til at tage til festival.
I 2022 er festivallandskabet fyldt op af store og etablerede musikfestivaler som Roskilde, Smukfest, NorthSide, Tinderbox, Langeland, Heartland og mange andre.
I weekenden 10. - 12. juni blev der så tilføjet endnu en af slagsen på listen. Denne gang i det idylliske og natursmukke Søndermarken på Frederiksberg, hvor der var premiere på den nye tredages musikfestival Syd for Solen.
Professionelle arrangører bag nyt festivalkoncept
Det professionelle musikagentur smash!bang!pow! har skabt den nye festival, der skal være med til at sætte København og ikke mindst Frederiksberg på det danske og internationale festivallandskab.
Musikagenturet har gennem en årrække præsteret at få store markante artister til Danmark, herunder Ed Sheeran til fire udsolgte koncerter på Amager. De står også bag flere afholdte koncerter i Søndermarken og har opbygget et lokalt netværk med blandt andre Meyers, Carlsberg, Frederiksbergmuseet Cisternerne og med Slots- og Kulturstyrelsen, der driver Søndermarken.
Til forskel fra mange andre festivaler er Syd for Solen opbygget som et koncept med tre endagsarrangementer, hvor publikum kan købe en dagsbillet til hver af de tre spilledage. Pris per dag er 650 kroner.
Der er stillet to scener op i området mellem Roskildevej og Valby Langgade. Hver koncertdag har et musiktema. I år kredsede musikken om et britisk tema om fredagen med britpop-legenden Liam Gallangher som dagens hovednavn. Lørdagen var præget af indierock med amerikanske The National som det store trækplaster.
Søndag var en blanding af soul og funk med den populære engelske elektro-soul-gruppe Jungle som en af festivalens sværvægtere.
Den store generelprøve for Syd for Solen, der uden tvivl giver festivalarrangørerne en indikator om festivalens levedygtighed som en tilbagevendende sommertradition på Frederiksberg i et i forvejen tætpakket marked, fandt altså sted her i weekenden.
Musikglade mennesker i høj stemning
Falkoneren var en tur forbi for at opleve stemningen på festivalens sidste spilledag. Omgivet af Søndermarkens høje bøgetræer blev vi mødt af tusindvis af glade og feststemte publikummer inde på festivalområdet.
Københavner-veninderne Maja, Loba og Kirsten-Marie på henholdsvis 50, 48 og 43 år, var mødt op om eftermiddagen. Trækplasteret var Jungle, der skulle på scenen som festivalens sidste optrædende klokken 21.45. Alle blev dog positivt overrasket over søndagens andre artister.
"Der er ingen mainstream navne på programmet, men det gør ingenting. Vi har virkelig fået nogle positive og alternative musikoplevelser. Lyden, aldersspredningen og kvaliteten af maden er også i top."
Hvis arrangørerne får styr på nogle praktiske udfordringer, er både Maja, Loba og Kirsten-Marie klar til at sætte kryds i kalderen til næste års Syd for Solen.
"Køerne til madboderne og toiletterne er alt for lange, så kapaciteten matcher ikke antallet af mennesker. Så her kan arrangørerne lære noget af festivalerne Tinderbox og Northpark, hvor der kommer 40.000 gæster. De kører bare totalt i flow med det hele."
Vil gerne hjem og sove
En del af festivalformatet for Syd for Solen har været ønsket om at imødekomme folk, der gerne vil hjem og sove, når musikken lukker og slukker om aftenen. Den idé vækker begejstring hos 28-årige Naomi, der bor i Københavns Sydhavn. Hun er vild med festivalens DNA.
"Jeg synes, at det er så fedt, at man kan tage hjem og sove i sin egen seng med en god festivalfølelse i kroppen uden at skulle lægge i et halvvådt telt eller finde overnatning til en festival i Jylland. Syd for Solen er et godt koncept, og festivalens DNA er super med dens fokus på bæredygtighed. Jeg er her med nogle venner fra New Zealand. De siger, at det er den smukkeste park, de nogensinde har set. Lyden og kunsterne er også i top. Et godt råd til arrangørerne er dog, at de næste år skal gøre noget, så vi ikke skal stå i lange køer i en time for at få noget at spise."
Syd for Solens målgruppe er kulturforbrugere i alderen 25-50 år. Miljømæssig og social bæredygtighed er også et gennemgående tema. Den del gik af visionen gik ikke ubemærket hen hos 26-årige Cecilia, som var til festival i Søndermarken med sin 59-årige far og 17-årige lillebror.
"Min far er englænder. og min mor er dansk. Jeg har boet i England hele livet, men flytter til København efter sommeren. Jeg har været til en del musikfestivaler i England, men aldrig til en i Danmark. Ærlig talt kan jeg bedre lide den her festival end de engelske. Stemningen er mere afslappet,og der er et bedre miks af artister. Jeg arbejder med design og er også virkelig begejstret over de flotte scener og festivalens sustainability-design med fokus på bæredygtighed. Det er virkelig godt," fortalte Cecilia.
Sådan arbejder festivalen med bæredygtighed og kulturarv
Støjgener risikerer at blive et problem
Det er ikke altid populært at lægge en musikfestival i et område, hvor naboerne risikerer støjgener. Syd for Solen skriver på deres hjemmeside, at de ønsker at være et positivt indslag i lokalsamfundet. Og at de bestræber sig på at være til så lidt gene som muligt. Musikken stopper klokken 23.30 fredag og lørdag. Om søndagen lukker og slukker musikken kl. 23.00.
I skrivende stund er det uvist, om arrangørerne eller Frederiksberg Kommune har modtaget klager efter weekendens festivalpremiere. 60-årige Steen, der har bopæl 300 meter fra Søndermarken, tror ikke, at festivalen slipper for naboklager. Og det risikerer at koste festivalen livet.
"Det er et super festival, og rammerne i Søndermarken er perfekte. Det er ikke for crowed med for mange mennesker, og jeg giver Syd for Solen fire ud af fem stjerner. Desværre tror jeg ikke, at festivalen kommer til at overleve på grund af ZOO og naboklager. Men vi må se, hvordan reaktionerne bliver," siger Steen.
Der er også en ting, som Steen undrer sig over. Det er den måde, Syd for Solen har reklameret for festivalen på. Eller manglen på samme.
"Jeg anede ikke, at der var en ny musikfestival i Søndermarken. Jeg har ikke set eller hørt om den nogen steder. Jeg hørte om den gennem andre, sådan mund-til-mund metoden. Men det koster jo også at reklamere, så måske har de sparet på den konto."
Festivaldeltageren Naomi fortæller, at hun heller ikke vidste, at Syd for Solen skulle til at slå festivalrødder i Søndermarken.
"Jeg hørte tilfældigt om det fra nogle venner, der sagde, at der åbnede en fed festival i Søndermarken. Men jeg har ikke set reklamer for den nogen steder, og det er lidt mærkeligt, for jeg bor i København og følger nogenlunde med i, hvad der sker i byen."
Vil trække turister til Frederiksberg
Syd for Solen vil ikke kun være en dansk ambitiøs musikfestival for danskere. Visionen er også at markere sig internationalt som en ambitiøs festival med banebrydende internationale og nationale navne. Lykkedes det, vil det også sætte Frederiksberg på musikfestivallandkortet.
Nogle af dem, der havde bidt mærke i Syd for Solen uden for landegrænsen, var parret Naturales og Lennart. De havde begge taget turen fra Malmø til Søndermarken.
"Vi er vilde med Jungle, de er super gode, og vi havde læst, at de kom og spillede i dag på Frederiksberg i Søndermarken, så vi tog turen herover. Vi kan godt finde på at komme igen næste år, hvis de laver et godt program. Og hvis de fixer det med de køerne til madboderne og toiletterne, for det er irriterende at stå i en 100 meter lang kø og vente over en time på at få noget at spise."
Falkoneren har i dag forgæves forsøgt flere gange at få fat på festivalarrangørerne for at høre, hvordan responsen har været fra musikere og publikum.
De 10 største festivaler i Danmark (målt på besøgstal ved sidste afholdelse)
Distortion, København (ca. 300.000 besøgende)
Copenhagen Jazz Festival (ca. 250.000)
Grøn Koncert (8 forskellige byer, i alt ca. 191.000)
Roskilde Festival (ca. 131.000)
Smukfest, Skanderborg (ca. 55.000)
Tinderbox, Odense (ca. 45.000)
Jelling Musikfestival (ca. 40.000)
NorthSide Festival, Aarhus (ca. 35.000)
Langelandsfest (ca. 30.000)
Aia Sound Festival, København (ca. 30.000)
Syd for Solen (forventet antal besøgende 35.000?)
Kilde: festivalkits