Mød spidskandidat Balder Mørk Andersen (F)
Jeg hedder …
… Balder Mørk Andersen. Jeg er 45 år gammel, gift og far til to børn på 14 og 16 år. Vi bor i en lejlighed på Peter Bangs Vej.
Jeg holder af næsten al sport og har spillet fodbold og tennis – senest fægtede jeg i den lokale klub. I øjeblikket prøver jeg primært at finde tid til at løbe et par gange om ugen.
Udover det elsker jeg film, musik, meget gerne live, og litteratur.
Gennem de seneste 12 år har jeg været SF’s rådmand, og jeg er igen partiets spidskandidat samtidig med, at jeg er 1. suppleant til Folketinget i Københavns Storkreds.
Jeg arbejder som konsulent inden for arbejdsmarkedsområdet og er uddannet historiker med idræt som bifag fra KU.
Mine kerneværdier er …
… at kunne være en omsorgsfuld far for mine to børn, som er den største livsglæde samtidig med, at jeg skal balancere et fuldtidsarbejde og mit politiske virke.
Som jeg er blevet ældre, er det blevet vigtigere for mig at huske at prøve at trække vejret helt ned i maven, opleve ting og nyde livet, mens jeg har det. At huske at grine, også af mig selv. Selvironi er for mig en dyd. Mennesket er grundlæggende et socialt væsen, og uden fællesskab og nærvær visner vi. Man skal huske at pleje sine venskaber, og jeg håber virkelig, at mine venner ser mig som en person, de altid kan stole på. Frisind og åbenhed for andres tanker samt respekt for menneskers ligeværd er også kerneværdier for mig.
Jeg er blevet kommunalpolitiker …
… for at skabe et bedre samfund ud fra mit politiske perspektiv, men ikke ud fra et snævert nationalt eller lokalt sigte. For et par kommunalvalg siden havde jeg et slogan, der lød ”Til gavn for Frederiksberg - Til inspiration for andre”. Det finder jeg fortsat meget relevant. For ligesom det forpligter at være en politiker, der kan gøre godt for andre, forpligter det også at være en kommune, der har mulighed for at gå forrest og sætte et eksempel, især på det grønne område. Jeg holder meget af nærheden, som præger beslutningerne i lokalpolitik. Der er kortere fra vision til udførsel, og det sker lige netop der, hvor livet udspiller sig for alle menneskerne i kommunen. Politik er for mig personligt også givende, spændende og lærerigt - som en ekstra kontinuerlig læringsproces.
Jeg ønsker for Frederiksberg …
… at det skal være en by, som understøtter menneskers frihed til at leve et godt liv med stærke fællesskaber. Det må aldrig være vanetænkning, der er bestemmende; der skal være balance mellem historien og nytænkningen. Den blandede by under pres, for boligpriserne galopperer derudad. De mindre og billigere boliger forsvinder med bekymrende hastighed. Den udvikling skal modgås.
Vi skal have fokus på det idérige og tage medansvar.
Mine mærkesager er …
… at give vores børn og unge ro på med max 24 elever i hver klasse og flere voksne i daginstitutionerne.
Elevernes trivsel i skolen er alfa og omega for læring. Et opgør med test-kulturen og mere tid til forberedelse.
En grøn fremtid med bynatur og biodiversitet.
En mangfoldig og socialt ansvarlig by med billige boliger.
Jeg ønsker, at mit eftermæle skal være …
… at jeg grundlæggende helst bare bliver husket som et godt menneske og en god far og forhåbentlig også bedstefar, hvis jeg skulle være så heldig.