Farvel til grønt parti på Frederiksberg
Der var lagt op til en valggyser på Frederiksberg, og det blev det i høj grad. Med 1 mandats forskel tippede borgmestersædet til fordel for Socialdemokratiet med Michael Vindfeldt som kommende borgmester.
Hele landet har set med interesse på, om Det Konservative Folkeparti med Simon Aggesen i spidsen ville miste borgmesterposten, men det er ikke det eneste parti, som er endt i stormvejr.
Klarede to kommunalvalg
Da Uffe Elbæk og Josephine Fock godt en uge efter kommunalvalget i november 2013 præsenterede Alternativet for første gang, var det med en noget anderledes tilgang til det politiske end det, vi normalt oplever.
Det nye parti havde ikke noget egentligt politisk program, men derimod et værdigrundlag, et politisk manifest og en nyskabende idé om, at partiets program skulle udvikles gennem crowd-sourcing. De danske borgere skulle selv være med til at forme programmet.
Fire år senere var Alternativet klar til at stille op til kommunalvalget i 2017. På landsplan fik partiet dengang 2,9% af stemmerne. Ved valget i går blev det reduceret til 1,5% af stemmerne. Tre ud af fire vælgere valgte altså at sætte krydset et andet sted.
Der var en god stemmeprocent på Frederiksberg på 73,35%, men i kommunens otte afstemningsområder blev det kun til 481 stemmer i alt til Alternativet mod 3.267 stemmer i 2017, hvor stemmeprocenten var et par procent lavere.
Ingen grund til trøst
Nu kan man godt tro, at det har givet en afdæmpet stemning hos Alternativet, men hos spidskandidat på Frederiksberg, Mette Kaasfeldt Bram, er der kun godt humør at spore. Hun har tidligere sagt til Falkoneren, at:
”Alternativet har sat stor pris på samarbejdet med alle partierne i kommunalbestyrelsen uden undtagelse. Når det kommer til at pege på en borgmester vil Alternativet altid pege på den kandidat, som vi mener vil gavne den grønne omstilling bedst. Så det vil komme an på en konkret forhandling."
På Frederiksberg har rød blok med disse partier indgået valgforbund:
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Hvid-sten, SF, Veganerpartiet, Bitten Vivi Jensen, Volt, Enhedslisten og Alternativet.
Da det som bekendt er Socialdemokratiet, der er løbet med borgmesterposten og Radikale Venstre, der har sat sig på førsteviceborgmesterstolen, er Mette Kaasfeldt Bram tilfreds med valget.
”Jeg er svært tilfreds med den grønne koalition. Det er vigtigt at have en grøn politik i Danmark. Vi insisterede på et bredt samarbejde, og det får vi nu. Det var vigtigt for os. Alle har det grønne på dagsordenen, og nu kan vi være vagthunden på sidelinjen. Det ene mandat, vi havde, har vi fået vekslet til en god grøn politik,” siger hun.
Vidste det godt
Alternativets valgresultat kom ikke som den store overraskelse for Mette Kaasfeldt Bram. Det har været ”mega svært på landsplan”, som hun siger, så hun var godt klar over, hvilken vej pilen pegede.
På det personlige plan er hun glad for at få sin fritid tilbage. På det politiske plan har hun nu fået et andet sigte.
”Jeg interesserer mig for det landspolitiske og vil bruge kræfter på at samle den grønne flanke i dansk politik. Valget har vist, at der er for mange små fraktioner.
Vi ville gerne have borgerne inddraget, nu er vi selv de borgere, der gerne vil have indflydelse, fx angående Hospitalsgrunden og bæredygtighed. Nu bliver det os, der kommer til at skrive debatoplæg. Lad os nu se, jeg er ved godt mod,” siger Mette Kaasfeldt Bram.
Det bliver interessant at følge, om Alternativet kan få de tabte stemmer tilbage – både lokalt på Frederiksberg og på landsplan.
Falkoneren har tidligere skrevet om Mette Kaasfeldt Bram og Alternativet i forbindelse med KV21. Du kan læse artiklerne her:
Mød spidskandidat for Alternativet, Mette Kaasfeldt Bram
Dansk Folkeparti spidder alternativet
Artiklen er skrevet af Henriette Bendix, redaktør på Falkoneren.