Farvel til endnu en direktør i den kommunale top

Vicekommunaldirektør Henning Daugaard er den fjerde direktør i løbet af fire år, der forlader direktionen i Frederiksberg Kommune. Vi kaster et blik på udskiftningerne i administrationens liga.

Om knap en måned forlader vicekommunaldirektør Henning Daugaard direktionen i Frederiksberg Kommune. Henning Daugaard, der, foruden titlen som vicekommunaldirektør, er social,- sundheds- og arbejdsmarkedsdirektør, tiltræder 1. december stillingen som kommunaldirektør i Sorø Kommune.

”Nye udfordringer venter! I fredags stod det klart, at jeg pr. 1. december tiltræder som kommunaldirektør i Sorø Kommune. Jeg glæder mig rigtig meget til at bruge al min opsparede erfaring og knowhow til at virkeliggøre endnu flere af ambitionerne i den visionære kommunalbestyrelse,” skrev han på sin LinkedIn-profil i weekenden.

Henning Daugaard afløser i Sorø den forhenværende kommunaldirektør Søren S. Kjær, der i august blev politianmeldt af kommunen for at bruge kommunale kreditkort til private formål. Men det er en helt anden historie.

Farvel til profiler

Den afgående vicekommunaldirektør Henning Daugaard har også været konstitueret kommunaldirektør i 2019-2020, da Frederiksberg Kommunes daværende kommunaldirektør, Torben Kjærgaard, efter syv år på posten blev fritaget for tjeneste i juni 2019. Det skete kun tre måneder efter at Simon Aggesen (C) blev borgmester og forklaringen var, ifølge Danske Kommuner, at ”kommunen ønskede en anden profil”.

Torben Kjærgaards profil, der ikke længere passede til Frederiksberg, kunne man til gengæld godt bruge i Frederikssund Kommune, som ansatte Torben Kjærgaard som kommunaldirektør i november 2019.

Frederiksberg Kommune ansatte i stedet Stig Henneberg som kommunaldirektør 1. marts 2020.

En anden direktør, der i særlig grad viste sig at være en uønsket profil, var den tidligere børne- og ungedirektør Inger Andersen. Da det kom frem, at kommunens familieafdeling havde begået en lang række alvorlige fejl, besluttede magistraten i november 2019 at fritage Inger Andersen for tjeneste og indlede en afskedigelsessag.

Som den fjerde eks-direktør i Frederiksberg Kommune valgte tidligere service- og vicekommunaldirektør Bjørn Thomsen at gå på pension i 2018.

Frederiksberg Kommune har på nuværende tidspunk ikke oplysninger om, hvad Henning Daugaards jobskifte betyder for organisationen.

 

 

Fakta

Den resterende direktion fra 1. december

Stig Henneberg, kommunaldirektør

Ulrik Winge, By,-kultur- og miljødirektør

Nina Eg Hansen, Børne-ungedirektør

henning daugaard
Vicekommunaldirektør Henning Daugaard skifter til Sorø Kommune.
Pressefoto
Jeg glæder mig rigtig meget til at bruge al min opsparede erfaring og knowhow til at virkeliggøre endnu flere af ambitionerne i den visionære kommunalbestyrelse
Henning Daugaard
Afgående vicekommunaldirektør i Frederiksberg Kommune
Teaser image
henning daugaard