660 hænder servicerer demokratiet på Frederiksberg i dag
189 valgtilforordnede møder ind i løbet af valgdagen i dag på Frederiksbergs otte valgsteder. Det er både borgere, der har meldt sig og medlemmer af de politiske partier, der stiller op for at sikre at valghandlingen afvikles korrekt. De medvirker ved afkrydsningen af valglister, sørger for at stemmesedlerne afleveres i de korrekte bokse og giver en hånd til borgere, der måtte have brug for det. Når valgstederne lukker i aften, fortsætter arbejdet med sortering af stemmesedler og optælling.
På hvert valgsted er desuden ni valgstyrere, som er udpeget af de politiske partier.
Der bliver lidt ekstra til julegaver for valgstyrere og valgtilforordnede. Til dem, der deltager hele dagen, gives en diæt på 870 kroner og så har kommunalbestyrelsen bevilget en ekstra diæt på 435 kroner, hvis man tager det lange træk og medvirker til optælling af stemmerne efter kl. 20.
Flere af kommunens administrative medarbejdere rykker også ud i dag. Der er seks medarbejdere ude på hvert valgsted samt en tekniker og en rådhusbetjent på hvert valgsted. Endelig er folkeregisteret også på en lang vagt i dag i tilfælde af, at der f.eks møder en borger op, som på grund af flytning, ikke står opført på valglisten.
Det giver rundt regnet 330 mennesker, der servicerer demokratiet i dag.
Dertil kommer også arbejdet i de kommende dage med optælling af personlige stemmer og fintælling.