”Verdensballetten tryller finkultur om til folkekultur, for opera, ballet og klassisk musik skal ikke kun være for nørder og feinschmeckere”.
Året er 2008. Så lang tid siden er det, at operasangeren Jens-Christian Wandt og solodanser Johan Kobborg fik ideen til at skabe en balletforestilling med berømte stjernedansere under åben himmel ved Den Tilsandede Kirke i Skagen.
Siden lanceringen af den første forestilling i Skagen for 14 år siden har Verdensballetten udviklet sig med stor succes. I dag turnerer de populære forestillinger rundt hver sommer i det danske sommerland med nogle af verdens bedste kompagnier, der normalt kun kan opleves på de helt store internationale scener.
Stjernedansere tilbage på rådhuset
Igen i år er Frederiksberg på listen over byer, der får besøg af Verdensballetten. Det sker 5. august under åben himmel i Grønnegården på Frederiksberg Rådhus, hvor der er plads til 860 publikummer.
Det er andet år i træk, at folk kan opleve nogle af verdens dygtigste balletdansere stå på scenen inde i rådhusets grønne plæne, der ifølge Jens-Christian Wandt skaber en magisk og intim ramme for forestillingen.
I år har Verdensballetten sammensat et nyt program med danske operasangere og musikere samt nogle af verdens mest efterspurgte balletdansere. De præsenterer publikum for klassisk og moderne ballet, ny koreografi skabt specielt til forestillingen samt arier og scener fra operaens verden og klassisk musik for cello og klaver.
Dette års balletdansere kommer fra The Royal Ballet of London, Statsballetten i Berlin og Den Kongelige Ballet i København. Fra Danmark medvirker to af Den Kongelige Ballets største stjerner, Alban Lendorf og Astrid Elbo. Begge dansere præsenterer et særligt indslag i løbet af aftenen i anledning af Dronningens 50 års regentjubilæum.
Skal være en finkulturel folkefest
For Jens-Christian Wandt er det en stor drøm at turnere rundt med Verdensballetten, der hvert år høster flotte anmeldelser. Siden barndommen har han elsket opera og ballet. Og det giver ham en stor glæde og tilfredsstillelse at dele denne kærlighed og lidenskab med den bredere del af befolkningen.
”Balletten og operaen har givet mig utrolig mange oplevelser gennem livet, som jeg gerne vil dele med andre mennesker og ikke kun med nørder og finkulturelle, som normalt siges at være at finde blandt publikum. Vi ønsker med Verdensballetten at skabe nogle utraditionelle og uhøjtidelige forestillinger med et super højt niveau. Og så finder forestillingerne sted i nogle smukke og festlige og folkelige rammer ude omkring i det smukke danske land, hvor vi gerne vil give mennesker, der måske ikke er vant til at se ballet, nye oplevelser og lysten til se mere,” siger Jens-Christian Wandt, som ynder at kalde Verdensballetten for en finkulturel folkefest.
Som ved de forgangne år har der været masser af positive tilbagemeldinger fra publikum ved sommerens forestillinger, der indtil videre har været forbi byer som blandt andet Horsens, Grenå, Ribe, Skagen, Vejle, Aalborg og i Middelfart på Fyn.
”Det er virkelig gået godt. Vi er heldigvis sluppet for sygdom og corona på holdet. Publikum har alle steder været super begejstrede. Vejret har også været virkelig skønt de fleste steder. Der har kun været en enkelt aften, hvor det regnede. En af de sidste forestillinger fandt sted ved Hindsgavl Slot i Middelfart. Det var en fuldstændig magisk aften med en skyfri himmel og i fantastiske rammer, der var helt unikke.”
Programmet byder i år også på uddrag af balletterne Svanesøen og Tornerose Samt ”Cot á cote”, der bliver danset af de to solodansere Iana Salenko og Xander Parish. Lydbilledet til ”Cote á cote” er skabt af Prins Henrik efter et digt af samme titel, som han skrev til Dronning Margrethe. Prins Henrik har selv indtalt digtet på fransk og gav siden tilladelse til, at Verdensballetten brugte det som lydbillede til forestillingen.
Ingen fine næser i sky
Hvert år lykkedes det Jens-Christian Wandt at få nogle af tidens største internationale balletdansere og operasangere til at sige ja til at turnere rundt med Verdensballetten. Der er tale om berømte stjernesolister, som ifølge Jens-Christian Wandt er vant til at bo på dyre luksushoteller og optræde på fornemme nationalscener i al deres guld, pomp og pragt.
Der er dog ingen fine næser i sky, når Jens-Christian Wandts fornemme hold af solodansere og artister kører sammen rundt i en bus fra by til by og møder høj som lav ude i det danske sommerland.
”De synes alle sammen, at det er så skønt og hyggeligt at være på turné og komme rundt i Danmark og møde folk derude. De føler, at de har en mission i, at ballet, opera og klassisk musik ikke kun skal være for de få, men skal bredere ud. Når vi er færdige med en forestilling og sidder i bussen, taler de optrædende virkelig meget sammen om folks reaktioner på forestillingen. Især om de, der ikke er vant til at se ballet, og som bliver vildt begejstrede og overraskede,” siger Jens-Christian Wandt.
Fejrer sommerens sidste forestilling på Sokkelund Café
Når Verdensballettens optrædende lader sig hylde af publikum inde i Grønnegården på Frederiksberg Rådhus 5. august, er det slut med denne års turné. Hvordan det skal fejres, løfter Jens-Christian Wandt gerne sløret for.
”Det minder mig om, at jeg skal huske at ringe og bestille bord. For vi regner med at spise bøf med Bearnaisesauce på Sokkelund Café og Brasserie. Det gjorde vi med stor fornøjelse sidste år, da vi optrådte på Frederiksberg,” siger Jens-Christian Wandt, som selv ser frem til at holde en velfortjent ferie på Skagen.
Der går dog ikke lang tid, før Verdensballetten 2023 dukker op på Jens-Christian Wandts to-do-liste.
”Vi er allerede ved at forberede Verdensballetten for næste år, hvor vi igen kommer til Frederiksberg. Selvom det er en stor by, er Frederiksberg også meget lokal, og det kan jeg virkelig godt lide. Vi sætter virkelig stor pris på det gode samarbejde, vi har med Frederiksberg Kommune og med medarbejdere på rådhuset og med Frederiksberg Fonden, som støtter og bakker op om os," slutter han.
Læs mere: Verdensballetten.dk