Verdensballetten kommer til Frederiksberg Rådhus
Er du vild med ballet, opera og klassisk musik, er der gode nyheder. Fredag 5. august 2022 gæster Verdensballetten nemlig Frederiksberg Rådhus.
Her kan 850 publikummer blandt andet opleve nogle af verdens mest efterspurgte balletdansere, herunder den berømte ukrainske ballerina, Iana Salenko.
Verdensballetten har siden 2008 turneret rundt i Danmark på udvalgte steder med international ballet, opera og klassisk musik. I år bydes der på 11 forestillinger, hvoraf den ene finder sted for andet år i træk på Frederiksberg Rådhus i den grønne gård.
Verdensklasses balletdansere på programmet
I år har Verdensballetten sammensat et nyt program med danske operasangere og musikere samt nogle af verdens mest efterspurgte balletdansere. De præsenterer publikum for klassisk og moderne ballet, ny koreografi skabt specielt til denne forestilling samt arier og scener fra operaens verden og klassisk musik for cello og klaver.
Dette års balletdansere kommer fra The Royal Ballet of London, Statsballetten i Berlin og Den Kongelige Ballet i København. Fra Danmark medvirker to af Den Kongelige Ballets største stjerner, Alban Lendorf og Astrid Elbo. Begge dansere præsenterer et særligt indslag i løbet af aftenen i anledning af Dronningens 50 års regentjubilæum.
Programmet byder også på uddrag af balletterne Svanesøen og Tornerose samt ”Cote á cote”, der bliver danset af de to solodansere Iana Salenko og Xander Parish. Lydbilledet til ”Cote á cote” er skabt af Prins Henrik efter et digt af samme titel, som han skrev til Dronning Margrethe. Prins Henrik har selv indtalt digtet på fransk og gav siden tilladelse til, at Verdensballetten brugte det som lydbillede til forestillingen.
Når Verdensballetten gæster Frederiksberg Rådhus til august, står en scene klar til dem foran rådhusets festsal. Publikum sidder på nummererede pladser i ”open air” i den grønne gård, der blev genåbnet sidste år til kulturelle arrangementer.
Artiklen er skrevet på baggrund af en pressemeddelelse, redaktionen har modtaget.