Væksthuset på Aveny-T åbner dørene for unges teaterdrømme
Efter mere end et år med byggelarm og byggerod blev Aveny-T`s nye tilbygning Væksthuset indviet. Det skete 31. maj ved en indvielsesreception.
Her var blandt andre borgmester Michael Vindfeldt (S) og formand for Kultur- og fritidsudvalget Lotte Kofoed (SF) mødt op for at se resultatet af kommunens investering på 22 millioner kroner til opførelsen af Væksthuset, der i fremtiden skal være omdrejningspunktet for en ny nationalscene for ung scenekunst.
I sin åbningstale udtrykte borgmester Michael Vindfeldt (S) sin glæde over, at unge mennesker nu får mulighed for at blive en aktiv del af teaterverdenen.
”Det har været en lang proces, der har taget fem år, men nu er det lykkedes, og jeg er både glad og stolt over resultatet. Væksthuset åbner for et nyt kapitel i byens teaterverden, hvor vi giver unge mulighed for at skabe teater af unge, med unge og til unge”.
Også formand for Kultur- og fritidsudvalget, Lotte Kofoed, kunne ikke få armene ned over de muligheder, som Væksthuset åbner op for i fremtiden.
”Det kan være svært at tiltrække unge til teateret, men det er lykkedes for Aveny-T med satsninger på forestillinger som SKAM, TVÆRS og Mit navn er Greta, der henvender sig til den yngre målgruppe.
Det er så vigtigt, at alle unges historier finder vej til teateret. For det er gennem kulturen, at vi kan bryde tabuer, fordi vi får indsigt i, hvordan andre mennesker tænker og føler. Så i dag er en festdag, hvor vi styrker ungdommen ved at give dem et unikt rum, hvor de kan skabe teater med og for hinanden," sagde Lotte Kofoed.
Hun rettede herefter en stor tak til bestyrelsesformand på Aveny T, Henning Dyremose, for at insistere på, at teateret også er for de unge.
Stor tak til kommunen og A. P. Møller
Væksthuset er opført, dér hvor den gamle Killerdirk-bygning engang lå som nærmeste nabo til Aveny-T på Frederiksberg Allé.
Opførelsen af tilbygningen til Aveny-T beløber sig til ca. 31. mio. kr. A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal har støttet med 10 mio. kr., mens Frederiksberg Kommune finansierer resten.
Den nu konstituerede teaterchef og administrerende direktør på Aveny-T, Henning Dyremose, valgte også i sin tale ved indvielsen at sende en særlig tak til A. P. Møller-fonden og Frederiksberg Kommune.
”Vi er dybt taknemmelige for jeres støtte og opbakning. Aveny-T har nu en unik position som et kraftcenter, der skaber teater for de unge. En del af Aveny-T´s mission er at udklække fremtidens teatergængere og kæmpe for at sikre scenekunstens fremtid, og det har I med jeres støtte og opbakning været med til at gøre muligt,” lød det blandt andet fra Henning Dyremose.
Fyret efter 11 år på Aveny-T
En af dem, der uden tvivl havde set særligt frem til dagens åbning af Væksthuset, er den nu tidligere teaterdirektør på Aveny-T gennem 11 år, Jon Stephensen.
I årevis har Jon Stephensen kæmpet for, at danske teatre anerkender de unge på scenen og laver forestillinger til dem - og af dem. Den kamp kommer han fremover til at kæmpe et andet sted end på Aveny-T.
I sidste uge kom det nemlig frem, at Jon Stephensen stopper med øjeblikkelig virkning som teaterdirektør på Aveny-T.
I en pressemeddelelse 27. maj fra Henning Dyremose fremgår det, at bestyrelsen på Aveny-T havde mistet tilliden til Jon Stephensen på grund af nogle uenigheder om grundlæggende ledelsesmæssige og forretningsmæssige forhold.
Falkoneren har ikke været i kontakt med den nu fyrede Jon Stephensen, men ifølge Berlingske har Stephensen nu valgt at lægge sag an mod teatret.
Det sker ifølge Berlingske med ”påstand om en godtgørelse som følge af, at teatret efter Jon Stephensens opfattelse har krænket forskelsbehandlingsloven.”
Stephensen siger selv, at opsigelsen er begrundet i, at han som medlem af Moderaterne tilbage i april skrev en kronik i Politiken sammen med Lars Løkke Rasmussen, hvor han kommenterer på de eksisterende kulturpolitiske forhold.
Henning Dyremose siger i en udtalelse til Ritzau, at bestyrelsens beslutning om at afskedige Jon Stephensen er sket over en længere periode. Han afviser blankt, at fyringen har noget som helst med politik at gøre eller den påståede kronik.
Henning Dyremose udtaler videre i pressemeddelelsen, at perioden med ham som stedfortræder er ”en nødvendighed”, som bliver ”for en så kort bemærkning som muligt.”
Falkoneren fik ved Væksthusets åbning 31. maj lejlighed til kort at tale med Henning Dyremose.
Han bekræfter overfor Falkoneren, at bestyrelsen er i fuld gang med at finde en erstatning for den nu fyrede teaterdirektør.
”Vi forventer, at der kommer et opslag til stillingen allerede næste uge. Jeg er sikker på, at der vil være rigtig mange dygtige kandidater til jobbet, som har lyst til at stå i spidsen for Aveny-T og være med til at realisere visionerne for Væksthuset. Mit bud er, at vi allerede efter sommerferien kan præsentere en ny teaterdirektør."
Der vil allerede dagen efter indvielsen være liv i Væksthuset. Det sker med teaterfestivalen CPH STAGE, der i år har sit hovedkvarter i huset.