Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.

Teaterflisen har sat Frederiksberg på landkortet i 25 år

Snart skal en af landets folkekære skuespillere for 25. gang hædres med en Teaterflise på Frederiksberg Allé. Falkoneren talte med flisens initiativtager, der er beæret over, at have været med til at gøre det muligt sammen med andre lokale kræfter.

Hvem bliver det mon, der i år skal modtage Teaterflisen 2022 og lægge ansigt til en karikaturtegning i en flise på Frederiksberg Allé? Det afsløres i år for 25. gang ved en stor festlighed her i sensommeren.

 

De nominerede i år er Henrik Kofoed, Lone Hertz, Niels Ellegaard, Sofie Gråbøl, Preben Kristensen, Karen-Lise Mynster, Nis Bank-Mikkelsen, Kirsten Olesen, Sonja Oppenhagen og Lars Knutzon. Og den udvalgte kreds af folkekære skuespillere er ikke nogen tilfældighed. For i år fejres 300 året for dansk teater og de nominerede er om nogen blandt nogle af landets mest kendte og respekterede.

 

Lige nu og frem til 7. september kan alle danskere stemme på deres favorit i den landsdækkende afstemning. Det er som altid danskerne og ikke en jury, der har stemmeret, og det er derfor Teaterflisen har fået kælenavnet ”Folkets teaterpris”.

 

Inden afsløringen af vinderen 30. september er der en masse forarbejde at gøre. Det har initiativtageren til Teaterflisen, Johnny Gehlsen, efterhånden prøvet snart 25 gange sammen med Frederiksbergfonden og andre gode samarbejdspartnere, som gennem årene har støttet projektet økonomisk med alt lige fra flerårige bevillinger til fadølsfustager med fadøl. Dertil kommer også at flere privatpersoner som Margit Ørsted, Birgit Kronborg, familien Jessen og andre har doneret penge forarbejdet med flisen. Karikaturen tegnes som altid af Jens Hage og hans streg udfomres  som bronzerelief i flisen.   

 

Da Johnny Gehlsen for 25 år siden fik ideen til Teaterflisen, var han restauratør på Promenaden og havde sin faste gang på Alléen.

 

”Jeg tænkte dengang, at når vi havde tre teatre for enden af Frederiksberg Alle, der både rummede morskab og drama, så kunne vi vel også som i Hollywood hædre vores dygtige skuespillere på det, jeg synes er Danmarks flotteste allé,” siger han.

 

Fra døde til levende

Egentlig var det Johnny Gehlsens tanke, at det frederiksbergske svar på en ”walk of fame” skulle være en hyldest til afdøde skuespillere. Det skyldtes mest af alt, at han siden barndommen havde været kæmpefan af Keld og Dirch, og her så han chancen for at hylde idolerne. Men det endte alligevel med at blive en hædrende anerkendelse til sprællevende kunstnere, der har ydet store præstationer indenfor scenekunst, tv og film.

 

Den daværende borgmester John Winther var oprindeligt ikke begejstret for at give tilladelse til projektet på Frederiksbergs Allé, husker Johnny Gehlsen. Borgmesteren kunne ikke se det sjove i en karikatur på en flise og var heller ikke glad for, at Tuborg som gerne ville betale for flisen, til gengæld ville have sit navn fræset i granitten. Men borgmesteren forbarmede sig til sidst, fordi den daværende formand for Miljø- og teknikudvalget, Mads Lebech, talte varmt for sagen.

”Uden Mads Lebechs arbejde for sagen dengang, var det aldrig blevet til noget. Og i de efterfølgende 11 år fortsatte Tuborg som sponsor for Teaterflisen, Se og Hør skrev spalte op og spalte ned om flisen, Frederiksberg Bladet var en stærk samarbejdspartner i afstemningen og det blev kæmpestort. Folk var vilde for at være med i afstemningen. I de første mange år skulle man stemme per brev, og vi havde oplyst, at man skulle skrive navnet på sin favorit udenpå kuverterne, men det var der ikke ret mange, der gjorde. Så det var et stort arbejde at gennemgå de 23.000 breve, der kom et år og fyldte et hele billardbord, da vi skulle i gang med optællingen,” husker Johnny Gehlsen.

I de senere år har afstemningen foregået digitalt på www.Teaterflisen.dk og her kan man altså afgive sin stemme til og med 7. september.

 

25 år men mange minder

 

Når man som Johnny Gehlsen har været tovholder i mange år, så får man en tyk mindebog at bladre i. Særligt den første teaterflise står særligt stærkt i hans hukommelse.

 

”Det var Niels Olsen, der skulle have prisen det første år. Tuborg hentede ham i en kæmpestor hvid limousine og han kom ud af bilen i en hvid smoking. Han anede jo ikke noget om, hvad der var i gære og blev vildt benovet og paf, da det gik op for ham, hvad det handlede om.  Jeg kan bare sige, at det blev en meget lang aften og limousinen måtte vente til meget sent på aftenen med at køre Niels hjem. Det var på alle måder stort.

 

Jeg kan også huske dengang, da Bodil Udsen skulle have flisen. Hun sad først inde hos mig på Promenaden, og havde det ret skidt, da jeg fulgte hende udenfor til selv afsløringen. Og i det øjeblik hun kom op på scenen, jamen det var ubeskriveligt at se, hvordan den lille svage kvinde forvandlede sig og bare strålede af energi. Og da hun så kom ned fra scenen, klaskede hun helt sammen igen og hun døde vist desværre også et år senere. Men det var fantastisk at se sådan en scenedronning som hende. Det har i det hele taget været spændende for mig at møde de mange skuespillere, og jeg er meget beæret over at have været med til at gøre det muligt, at de kom til at ligge der på fortovet.”

 

Hvem der skal modtaget teaterflisen her i jubilæumsåret afsløres ved en festlighed 30. september på Frederiksberg Alle 68 kl. 15. Alle er velkomne og der er som altid taler, musik og forfriskninger og hygge.

 

Teaterflisen 2022 bliver i år afviklet i et samarbejde mellem Frederiksbergfonden, Frederiksbergmuseerne, Tuborg, Dansk Teater, FrederiksbergLiv, ASA Stilladsservice, Aveny-T og Jysk-Fynske Medier.

Susse Wold afslørede sammen med Johnny Gehlsen hendes Teaterflise i 2019
Foto: Martin Sørensen
Danskerne gav Ulf Pilgaard Teaterflisen i 2010. Alle vinder modtager også en miniatureudgave af den rigtige flise.
De fleste danskere kender Jens Hages utallige karikaturer. I år streger han igen vinderen op.
Sidste års vinder blev Mick Øgendahl.
Foto: Dan Møller

Tidligere prisvindere:  Mick Øgendahl (2021) Vivienne McKee (2020), Susse Wold (2019), Rasmus Bjerg (2018), Silas Holst (2017), Pilou Asbæk (2016), Bodil Jørgensen (2015), Trine Dyrholm (2014), Birthe Neumann (2013), Lisbet Dahl (2011), Lars Mikkelsen (2010), Ulf Pilgaard (2009), Anders Matthesen (2008), Søren Pilmark (2007), Ghita Nørby (2006), Nikolaj Lie Kaas (2005), Anders W. Berthelsen (2004), Bodil Udsen (2003), Peter Mygind (2002), Mads Mikkelsen (2001), Iben Hjejle (2000), Sidse Babett Knudsen (1999), Thomas Eje (1998), Niels Olsen (1997).