Støj kan give vuggestuebørn varige skader
Frederiksberg Kommune er i samarbejde med forskellige bygherrer i gang med et større anlægsarbejde, der i 2027 skal ende med et spritnyt campus-område ved Rolighedsvej/Bülowsvej/Åboulevard og Den Grønne Sti.
På området bliver der også bygget studie- og familieboliger, en ny idrætshal og det er her, Prins Henriks Skole flytter hen fra den nuværende adresse på Værnedamsvej.
Det er alt sammen spændende planer, men for vuggestuen KVL’s Børnehus, der bor midt i det hele, er støjgenerne fra byggeriet meget voldsomme.
Risiko for langvarige skader
”Hvis børn bliver udsat for et for højt støjniveau gennem længere tid, risikerer de at sakke bagud i deres udvikling,” siger lektor, ph.d. Torkil Østerbye fra VIA University College.
Der er to typer støj. Det ene er en pludselig høj lyd, det andet er en langvarig støjpåvirkning. Ved langvarig støjpåvirkning kan børnene blive mere trætte og miste koncentrationen. Ifølge Torkil Østerbye kan det i værste fald påvirke helt op i voksenalderen.
Det er ikke kun børnene, der påvirkes af støjen. Pædagogerne må ind imellem tage høreværn på for at holde det ud. Men det er heller ikke en god idé på sigt.
”Høreværn er usunde på sigt. Det øger stresshormonerne, og der er risiko for, at det kan give vægtøgning,” siger Torkil Østerbye.
Ingen vil oplyse det reelle støjniveau
I vuggestuen KVL’s Børnehus har leder Mette Munk Hansen måtte holde lukket i flere dage for at skåne både børn og medarbejdere.
”Der er sat støjmålere op, men vi har ikke kunnet få at vide, hvad de viser. Hvis vi var blevet informeret om, at der ville blive givet dispensation for yderligere støj, havde vi nok overvejet at søge om genhusning,” fortæller Mette Munk Hansen.
Ifølge bygherren, NREP, skulle den værste støj stilne af i løbet af denne uge.
”Vi er kede af og ærgerlige over situationen. Det er spunsarbejdet, der larmer, og det skulle være færdigt tirsdag eller onsdag,” siger Anders Rosendahl fra RNEP’s presseafdeling. Han giver dog ikke et svar på det reelle dB-niveau, som spunsarbejdet har forårsaget.
I kommunens dispensation til det ekstra høje støjniveau er der ikke fastsat en øvre grænse for dB-niveauet.
”Det generelle støj- og vibrationsniveau monitoreres dog løbende på byggepladsen i forhold til overholdelse af de generelle bestemmelser om 70 db. Det er denne grænse, som der i det aktuelle arbejde er givet en dispensation fra i ugerne 40 – 46, fordi der ikke andre måder at udføre arbejdet på.
Det er en forudsætning for dispensationen, at entreprenøren har forpligtet sig til at udføre arbejdet på den mindst støjende måde,” lyder det fra Kim Weber, chef for Politik, ledelsessupport, Digitalisering og GIS i Frederiksberg Kommune.
Maks. 85 dB
Ifølge Arbejdstilsynet, skal ”vurdering og måling af støj [ ] planlægges omhyggeligt, gennemføres med passende mellemrum og resultaterne skal opbevares, så de senere kan anvendes.” Og ”ingen må udsættes for en daglig støjbelastning på over 85dB …”.
”Vi har forsøgt at lave nogle målinger med vores mobiltelefoner. De er selvfølgelig ikke nøjagtige, men de viser alligevel et niveau på 103 dB,” siger Mette Munk Hansen.
Det er de tre første lange uger, mens spunsarbejdet foregår, der er de mest støjbelastende. Selvom det arbejde er ved at være overstået, er både leder, medarbejdere og børn i KVL’s Børnehus stærkt påvirkede, og Mette Munk Hansen ærgrer sig over, at hverken kommune eller bygherre havde informeret om dispensationen eller vil oplyse det reelle støjniveau.
Falkoneren har forsøgt at få en kommentar fra formanden for Børneudvalget, Laura Lindahl (C), men hun er ikke vendt tilbage.
Artiklen er skrevet af Henriette Bendix, redaktør på Falkoneren
Fakta:
Hos Høreforeningen har man lavet en oversigt over lydniveau og den tid, man kan tåle et højt lydniveau dagligt:
85 dB: 8 timer
88 dB: 4 timer
91 dB: 2 timer
94 dB: 1 time
97 dB: 30 minutter
100 dB: 15 minutter
103 dB: 7½ minutter