Riddersalen inviterer til premiere på kabareten Jolly Weltscmerz!
Premieren på Jolly Weltschmerz markerer startskuddet til åbningen af det nye Kunstnerkabareten Riddersalen, hvor publikum foråret igennem kan opleve teater, koncerter, litterære arrangementer, debatter og meget mere. Kunstnerkabareten Riddersalen ønsker at skabe et nyt rum og fristed i byen i det traditionsrige Riddersal, hvor publikum kan møde skønhed, humor, temperament og kant.
Med premieren på Jolly Weltschmerz kan publikum se frem til en magisk og uforglemmelig oplevelse, hvor den gamle historiske Riddersal fyldes med ramponerede strudsefjer og et orkester i kollektiv livskrise. Forestillingen, der kan opleves fra den 12. februar 2022 til den 9. april 2022, udfordrer kabaretgenren og undersøger, hvad der sker, når et menneske går i stykker og bliver samlet igen.
Scenen i Riddersalens første kabaret bliver indtaget af de musikalske skuespillere, Mette K. Madsen, Karin Bang Heinemeier, Jens Gotthelf og Morten Raahede Brovn. Musikken opføres live på scenen af skuespillerne i samspil med kapelmester Thomas Dinesen. Den anerkendte teater- og filmkomponist Joachim Holbek, der bl.a. har komponeret musik til Lars von Triers film, har skabt lydsiden til kabareten.
Når skuespillerne går på scenen med Jolly Weltschmerz bliver publikum ført ind i mødet med eksistentielle vilkår som menneskets ensomhed i fællesskabet, medmenneskeligheden og paradokset i at være et moderne menneske med frihed, privilegier og gode muligheder. Men hvor mennesker alligevel kan opleve en smertefuld og kompliceret eksistens.
Kunstnerisk leder af Kunstnerkabareten Riddersalen, Mette K. Madsen, der også er med på scenen, har stået for idé og iscenesættelsen af Jolly Weltschmerz sammen med blandt andet dramaturg Trine Wisbech, der har lagt navn til en række succesfulde opsætninger som produktionsdramaturg.
Når Riddersalens kunstneriske leder, Mette K. Madsen, byder velkommen til premieren på Jolly Weltschmerz er det også med ønsket om at få publikums øjne op for Riddersalen som et legendarisk og magisk sted, hvor store kunstnere som Storm P., Liva Weel, PH, Per Knutzon, Lulu Ziegler, Kjeld Abell, Bertold Brecht, Daimi og Jytte Abildstrøm sat deres unikke aftryk siden åbningen af Riddersalen i 1914.
”Nu bygger vi videre på det fundament med moderne og vital scenekunst med musikforestillingen Jolly Weltschmerz, fortæller Mette K. Madsen.
Som en del af det nye Kunstnerkabareten Riddersalen kan publikum i foråret 2022 se frem til at møde en lang række spændende skuespillere, kunstnere og personligheder som bl.a. møde Bodil Jørgensen, Søren Ulrik Thomsen, Ditlev Tamm, Kirsten Hammann, Jan Grarup, Pelle Dragsted, Martin Ågerup, Mette Kierstein, Jytte Abildstrøm, Daimi, Svaneborg Kardyb, Caspar Eric, Line Knutzon, Inaam Nabil, Filip West, Hanne Højgaard Viemose, Jonas Poher og mange flere.