Regnbuefarverne vender tilbage til Frederiksberg

Efter en farveløs coronapause skal Pride-paraden igen begynde på Frederiksberg i 2022.

Måske kunne man frygte at nogle af Frederiksbergs mangeårige begivenheder røg samme vej som mundebindene efter en genåbning? Ud, væk? Men nej, det gælder i hvert fald ikke for Pride-paraden.

Copenhagen Pride blev i år afviklet med mindre parader på grund af Corona-situationen og det foregik indenfor Københavns kommunegrænse, fordi kommunen havde værtskabet for World Pride og Worldgames.

Men Frederiksberg skal igen fyldes af den glimmerpyntede hyldest til mangfoldighed, ligestilling og tolerance i alle regnbuens farver.

Arrangørerne bag Priden har rettet henvendelse til Frederiksberg Kommune for at høre, om Pride-paraden igen som tidligere år kan begynde på Frederiksberg – og det har alle med bemyndigelse til kommunale farverige tilladelser nikket ja til.

For enden af regnbuen har Kultur og Fritidsudvalget tilmed gemt en lille guldskat på 110.000 kroner til oprydning og renhold.

En af de helt store begivenheder vender tilbage.
Arkivfoto
pride
Farver og fest vil igen fylde Frederiksberg i 2022.
Arkivfoto
pride
Priden er en hyldest til mangfoldighed, tolerance og ligestilling.
Arkivfoto