Ny forestilling dykker ned i Simone de Beauvoirs ikoniske manifest
Teatret ved Sorte Hest går ind i efteråret med næsen dybt begravet i bøgerne. Det er nemlig litteratursæson på Vesterbrogade 150, og teatret er for tiden omdannet til et højlydt laboratorium. Citater, holdninger og ideer flyver gennem luften mellem skuespillerne Ellen Hillingsø og Sarah Boberg og instruktør Christoffer Berdal, som dagligt dykker godt og grundigt ned i den franske forfatter Simone de Beauvoirs tekstunivers.
22. oktober er det tid til at lukke publikum ind i undersøgelsen, når der er verdenspremiere på forestillingen Beauvoir – en teatralsk forelæsning.
Den franske forfatter, feminist og filosof Simone de Beauvoir (1908- 86) er kendt som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige kvindelige tænkere. Hun er uløseligt forbundet med kvindebevægelsen i et historisk perspektiv, og hendes kønspolitiske hovedværk Det andet køn (1949) har for længst talt sig ind i nye generationers ordforråd. I disse år dukker hendes navn fortsat op overalt, og på Teatret ved Sorte Hest erklærer vi os rørende enige i, at den omdiskuterede forfatter fortjener opmærksomhed – ikke mindst på de skrå brædder. Forestillingen Beauvoir tager udgangspunkt i Det andet køn og undersøger, hvad dette ikoniske manifest har på hjerte anno 2022.
En diskussionslysten hyldest
På scenen udspiller der sig en teatralsk forelæsning med Ellen Hillingsø og Sarah Boberg som to kvinder af i dag, der har sat sig for at starte en samtale med den beauvoirske tankeverden. Drevet af en massiv trang til indsigt stiller de spørgsmål til skæbne, historie, myter, frihed og både det ene og det andet køn i en diskussionslysten hyldest til kvinden og manden og alle andre kønsidentiteter.
Den anerkendte instruktør Christoffer Berdal står bag iscenesættelsen af de særligt udvalgte tekstuddrag indenfor rammerne af Marianne Nilssons forvandlingskugle af en scenografi.
Beauvoir – en teatralsk forelæsning kan opleves frem til den 3. december 2022.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse, redaktionen har modtaget.