Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.

Nu ligger Preben Kristensen i vater på Frederiksberg Allé

Multitalentet Preben Kristensen blev fredag hædret med Teaterflisen 2022 på Frederiksberg Allé. Det er en hæderspris, der betyder meget for ham, fortæller han, og flisen ligger skråt overfor Betty Nansen Teatret, der satte gang i hans imponerende karriere.

Som en af landets mest prishædrede skuespillere har Preben Kristensen naturligt nok også været nomineret til Teaterflisen ved flere lejligheder. Men lige nøjagtig i år havde han ikke regnet med at vinde, siger han.

 

”Da jeg så, hvem der ellers var nomineret i år, tænkte jeg, at det kunne jeg godt opgive at vinde, for de er alle sammen nogle meget skønne og dygtige kolleger, som alle sammen fortjener at vinde,” siger Preben Kristensen.

 

Men sådan gik det altså ikke. Da afstemningen om Teaterflisen var lukket og stemmerne talt op, stod det meget klart, at et flertal af danskerne havde stemt på Preben Kristensen som favorit til Teaterflisen 2022.

 

Fredag eftermiddag blev Preben Kristensens flise afsløret ved den begivenhed, som i år for 25. gang samler mange mennesker på Frederiksberg Allé. Her på den danske udgave af ”Walk of Fame” kan man nu se tegner Jens Hages karikatur af Preben Kristensen i bronze på den granitflise, der nu er hans helt egen.

 

Med Teaterflisen 2022 følger også en miniature-udgave af flisen samt 10.000 kroner. Preben Kristensen vil donere pengepræmien til et godt formål, fortæller han Falkoneren ved fliseafsløringen.

 

”Det er særligt for mig på flere måder”

 

Preben Kristensen har modtaget en lang række hæderspriser gennem årene, men at det er folket og ikke en jury, der har haft det afgørende ord i tildelingen af Teaterflisen, betyder særligt meget for årets prisvinder.

 

”Det betyder utroligt meget for mig, for det er jo trods alt folket, vi laver teater for og ikke for en jury. At det er publikum, der stemmer, det gør det i virkeligheden endnu flottere, synes jeg. Så er det samtidig en jubilæumsflise i år, nummer 25 i rækken, og jeg er da også stolt af, at det lige nøjagtig er den teaterflise, jeg modtager. Så det er særligt for mig på flere måder.”

 

Teaterflisen på Frederiksberg Allé vækker også gode minder for Preben Kristensen, for det var her, skråt overfor flisen, at hans teaterkarriere for alvor begyndte for 40 år siden.

 

”Jeg kom jo fra Aarhus Teater, og da jeg i sin tid kom til hovedstaden var Frederiksberg det første sted, jeg spillede. Thomas Eje, Anders Bircow og jeg var i 1982 hyret af Betty Nansen Teatrets direktør Morten Grunwald til forestillingen Da jazzen kom til byen, som var skrevet specielt til os. To år efter kom jeg igen tilbage til Frederiksberg hos Ebbe Langberg på Rialto Teatret, hvor jeg var i flere år. Jeg var også på ABC, på Aveny og tilbage på Betty Nansen, så Frederiksberg står mit hjerte meget nært, fordi det var her, det hele begyndte for mig i København.”

 

Modsat mange andre kendte skuespillere har Preben Kristensen aldrig boet på Frederiksberg, lige bortset fra et par måneder hos skuespillerparret Lise Ringheim og Henning Moritzen.

"Jeg kan sige dig, at det var ikke kedeligt. Hold kæft hvor vi havde det sjovt. De var så festlige og jeg blev især meget, meget gode venner med Lise, for vi havde den samme humor og vi grinede rigtig meget sammen.”

 

Udfolder et meget bredt talent

Preben Kristensen er i år, hvor vi fejrer 300 året for dansk teater, om nogen en fornem repræsentant for alt det skuespilkunsten bevæger os med – fra latter til alvor og eftertanke hver eneste dag. Hans talent har udspillet sig over hele repertoiret fra karakterroller til revyskuespiller og morsomme parodier. Fra operette til musicals og som en del af showgruppen Linie 3, videre til tv-roller, instruktør- og studieværtsroller samt stemmen i utallige tegnefilm siden karrierens begyndelse i slutningen af halvfjerdserne.

 

Du har kastet dig over så mange forskellige ting i din karriere. Hvordan har du fundet modet til det?

 

”Det kan jeg også godt undre mig over nogle gange, men jeg tror, at jeg altid har været sådan en, der hele tiden søger udfordringer. Jeg blev først og fremmest puttet i den der ”sjove gryde”, hvor alt det jeg lavede skulle være morsomt. Så på et tidspunkt var jeg fræk nok til at sige til den teaterdirektør, jeg skulle være hos: ”Kunne det ikke være sjovt at prøve noget andet?” – og så sagde de sgu ja, og det var jo mit held. Og langsomt fandt jeg ud af, at ”det er altså spændende det her, det tør jeg godt”, men det krævede også noget mod i starten, for folk sad jo og ventede på, at det blev morsomt, men det blev det bare ikke. Så jeg skulle lige en gang i mellem gå en lidt andet vej end andre skuespillere gjorde for at få historien rigtigt fortalt, så man ikke endte i noget helt forkert grineri.”

 

Preben Kristensen (69) er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978. Han har modtaget en lang række hæderspriser, bl.a. Teaterpokalen, Bikubens Hæderspris og Lauritzen-prisen samt Ridderkorset.

Han har ud over et utal at teaterforestillinger medvirket i både film, tv-serier og revyer. Han har desuden lagt stemme til flere tegnefilm og har siden 1979 været en tredjedel af showgruppen Linie 3 sammen med Thomas Eje og Anders Bircow.

 

Hvad med Linie 3 – er det din karrieres største hjertebarn?

 

”Det er ikke mit største hjertebarn, men det er mit hjertebarn, det er der ingen som helst tvivl om, og det er det for os alle tre. Men jeg har mange hjertebørn, men det er klart at Linie 3 fylder meget, for det var det, der gjorde at jeg kom i gang, uagtet at det i starten betød, at jeg lidt mere end andre skulle overbevise omgivelserne om, at der var andet i mig end Linie 3.”

 

Skal vi opleve Linie 3 sammen igen på et tidspunkt?

 

”Vi har ingen aktuelle planer. Jeg holder utroligt meget af Linie 3, virkelig meget, det står mit hjerte meget nært og er noget jeg er vanvittig stolt af. Og det vil jeg meget gerne bevare, og jeg ved ikke om den rigtige måde at bevare det på måske netop er – ikke at lave det igen. Men jeg kan da ikke afvise at vi på et tidspunkt står sammen på scenen igen. Hvem ved?”

 

Efter afsløringen af Teaterflisen fredag eftermiddag og mange selfies med de fremmødte måtte Preben Kristensen tage videre. For endnu en stor rolle ventede senere på aftenen på Det Ny teater, hvor han spiller den fallerede teaterproducent Max Biallystok i musicalen The Producers – en rolle Preben Kristensen også spillede i 2006. Ifølge nogle af anmelderne gør han det med meget stor energi på scenen. Hvor får man energi fra til at spille en rolle i en forestilling, hvor han stort set er med i samtlige scener?

 

”Energi? Det får jeg vel fra andre mennesker, og jeg får det af at morgenbade, cykle 10 km hver vej til teatret og i det hel taget at leve godt og nyde at være til. Det tror jeg er det. Jeg har det som blommen i et æg for øjeblikket, jeg har en dejlig tilværelse, det må jeg bare sige.

Preben Kristensen har nu fået sin egen teaterflise med karikatur i bronze på Frederiksberg Allè
Foto. Dan Møller
Traditionen tro skal vinderne selv afsløre sin flise.
Foto: Dan Møller
Preben Kristensen takkede alle dem, der have stemt på ham og dem, der gjort det muligt at uddele Teaterflisen.
Foto: Dan Møller
Det er altid hyggeligt at være med til afsløringen og i år er det 25. gang.
Foto: Dan Møller
Den nye teaterflise liger ud for nummer 68 på alléen.
Den nye teaterflise liger ud for nummer 68 på alléen.
Foto: Dan Møller

Teaterflisen kan i år fejre 25 års jubilæum og blev til på initiativ af Johnny Gehlsen.

Tidligere prisvindere:

 

Mick Øgendahl (2021), Vivienne McKee (2020), Susse Wold (2019), Rasmus Bjerg (2018), Silas Holst (2017), Pilou Asbæk (2016), Bodil Jørgensen (2015), Trine Dyrholm (2014), Birthe Neumann (2013), Lisbet Dahl (2011), Lars Mikkelsen (2010), Ulf Pilgaard (2009), Anders Matthesen (2008), Søren Pilmark (2007), Ghita Nørby (2006), Nikolaj Lie Kaas (2005), Anders W. Berthelsen (2004), Bodil Udsen (2003), Peter Mygind (2002), Mads Mikkelsen (2001), Iben Hjejle (2000), Sidse Babett Knudsen (1999), Thomas Eje (1998), Niels Olsen (1997).