Musiklivet skal nu indstille kandidater til Musikudvalget
Der skal være nyvalg til kommunens Musikudvalg og fristen for at indstille kandidater er 24. januar. Så hvad enten man har interesse for blokfløjteorkestre, dødsmetal eller musikuddannelse, så er det nu, man skal overveje sin musikalske omgangskreds og udpege de personer, man ser kan bidrage de næste fire år til at fremme musiklivet i kommunen og behandle ansøgninger fra arrangører og institutioner.
Musikudvalget består af fem kommunalpolitikere og fem repræsentanter fra følgende hovedspor i musiklivet: Orkestre (professionelle), musikuddannelserne, amatørmusikken, rytmisk musik og publikum. Udvalget råder over en pulje på 456.000 kroner om året.
Praktisk og politisk erfaring
Peter Møller, formand for Øvelokaleforeningen START har i de seneste fire år været udpeget som repræsentant for den rytmiske musik. Han synes, at netop sammensætningen af kommunalpolitikere og musiklivets egne folk med fingeren på pulsen er udbytterigt.
”Vi sidder med i udvalget for at give politikerne et billede af, hvad der foregår derude. Som politiker kan man sidde og se på listen over støttemodtagere og tænke; hvorfor er der f.eks. ikke nogle metalmusikere iblandt, der søger Musikudvalgets pulje. Og så kan vi fortælle dem at indenfor den genre, har man nogle andre behov, og så kan vi have en diskussion af, hvordan de musikere også kan imødekommes. Eller et spørgsmål om, hvorfor der er så få helt unge ansøgere, kan føre til en snak om, hvorvidt kravene til ansøgningen er for indviklede.
Også i forbindelse med Corona har vi fra musiklivet kunnet bidrage med vores praktiske erfaringer. Det har blandt andet ført til, at Frederiksberg Kommune, i modsætning til Kunstrådet, har valgt at forlænge perioden for, hvornår bevilgede uforbrugte midler skal tilbagebetales. Man har lokalt valgt at tage hensyn til, at kulturlivet har været ramt af så korte åbningsperioder, at man ikke kunne nå at bruge pengene inden et årsskifte.”
Man kan læse mere om Musikudvalget, indstilling og kontaktperson på kommunens hjemmeside. Der skal også vælges stedfortrædere til alle poster.