Musikfestival skabte kæmpe folkefest i Frederiksberg Have
I Danmark er der om sommeren ingen garantier for solskin og blå himmel. Er du arrangør af en udendørs musikfestival, krydser du hvert år fingre for, at vejrguderne ikke sender regn, blæst eller truende tordenskyer i retning af festivalpladsen. For det er altid lidt sjovere at gå til musikfestivaler med solbriller på og efterlade gummistøvlerne og paraplyen derhjemme.
Heldigvis var himlens vejrguder i gavehumør i lørdags, da Frederiksberg Have åbnede portene til musikfestivalen Stella Polaris. Tusindvis af festglade børn, unge, voksne og ældre havde i dagens anledning fundet vej til byens frodige grønne have. Her stod dj´s og musikere fra ind- og udland klar til at modtage publikum og underholde dem med elektronisk chill-out musik på en smuk, varm og solbeskinnet dag.
Festivalstemningen rullede sig ud på græsplænerne
Stella Polaris er en af de største gratis éndagsfestivaler i verden med elektronisk chill-out musik. Festivalen løb første gang af stablen i Aarhus i 1997. I 2001 fandt den vej til Frederiksberg. To år efter rykkede over kommunegrænsen og ind til København.
I 2013 flyttede festivalen atter tilbage til Frederiksberg Have. Siden har Stella Polaris, der hvert år turnerer rundt i en håndfuld danske byer, udviklet sig til at blive en populær byfest på Frederiksberg.
I år var heller ingen undtagelse. Dagen igennem fik store som små en ægte festivalstemning ind under huden på de langstrakte græsplæner foran Frederiksberg Slot. For de yngste festivalgæster og deres forældre var der opbygget et særligt område med sjove lege, aktiviteter og underholdning med Stella Kids.
28-årige Nikolaj Andersen var en af de mange mennesker, der i festligt selskab med et gode par venner dukkede op med tæpper og en picnickurv for at høre musik og hygge sig på plænen foran den store scene. Nikolaj fortæller, at det ikke bliver sidste gang, han springer på cyklen og tager til Stella Polaris festival.
”Det er virkelig fedt at være her. Stemningen er i top, musikken er lækker, og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Hvad mere kan man forlange. Folk er bare super glade og positive, og alle ser ud til at hygge sig. Og så er kulissen her i Frederiksberg Have vildt fantastisk med de grønne træer, søen og musikscenen, som man har placeret nede foran slottet. Det er virkelig genialt. Så jeg er på igen næste år, hvis Stella Polaris lægger vejen forbi.”
Der var også højt humør og glade stemmer ved det store børneområde, der befandt sig nede bag havens store sø. Her kunne festivalens yngste gæster og deres forældre nyde musikken på afstand og kaste sig over lege som jorden er giftig, gå på stylter eller sidde og tegne og male. Til de første 500 børn blev der til stor glæde for børnene uddelt en Stella Polaris Kids sommerhat.
Pernille og Frederik er forældre til William på fire år og Ella på syv. Den lille familie havde taget et par stole med. De hyggede sig i selskab med alle de andre børnefamilier. Begge forælder melder om en fantastisk dag med masser af gode og sjove oplevelser.
”Her er en virkelig god atmosfære. Ungerne drøner rundt og leger med hinanden. Og som forældre kan vi sidde og nyde solen og bare slappe af. Det er jo et fantastisk tilbud at komme til en gratis festival. Det er ikke alle familier, der har råd til at betale dyre entrebilletter, når du vil lave noget med dine børn. Skal du i Tivoli eller i biografen, kan det godt blive en dyr fornøjelse. Så det er et super godt initiativ, at folkene bag Stella Polaris indtænker os børnefamilier i festivalen ved at lave det her område,” fortæller Pernille og Frederik.
Ingen festival uden fokus på bæredygtighed
Bæredygtighed er på alles læber. Også når vi taler musikfestivaler, hvor flere og flere arrangører sætter skub i at fokusere på økologi, affaldssortering og genbrug.
Festivalernes ønske om at skabe sig en grøn og bæredygtig profil skinnede også igennem på Stella Polaris. For eksempel kunne man slukke tørsten i en af festivalens bæredygtige træboder, The Greener Bar. Alle materialerne i barerne og det omkringliggende loungeområdet var lavet af up-cyclede paller og pallerammer. Tekstilerne til overdækningen af baren og loungeområdets hynder var lavet af 100 % økologisk bomuldstekstil. Det fortæller Nikolaj Lundahl, der står bag designet af barerne for den hollandske ølproducent Heineken, som er en af festivalens hovedsponsorer.
”Filosofien bag Greener Bar er meget simpel. Alle materialer til opbygning og driften af baren skal efterlade et så lille aftryk på miljøet som muligt. Det betyder, at vi genbruger og up-cycler mest muligt, og at vi undgår at ændre eller ødelægge materialerne. De fleste af materialerne kan vi bruge igen og igen, når vi piller det ned,” fortæller han.
En tilfreds arrangør ”sådan da”
Man kan ikke feste hele natten i Frederiksberg Have. Der er nemlig en række strenge regler og regulativer fra Slots-og Kulturstyrelsen, der skal overholdes, når en begivenhed som Stella Polaris får tilladelse til at afholde et arrangement i haven.
Derfor var årets dj´s og musikere på Stella Polaris, der blandt andet talte Nicka, David Seaman, Hercules & Love Affair og Elder Island, nødsaget til at hive ledningerne ud af højttalerne ved 21-tiden. Endnu en vellykket Stella Polaris var overstået og kunne lukke og slukke i takt med solen, der faldt til ro omme bag havens grønne træer.
Næste gang den populære musikfestival kommer til Frederiksberg bliver efter planen i sommeren 2023. Det fortæller Kalle B, der står bag Stella Polaris.
Falkoneren fangede en træt Kalle B midt i arbejdet med at hjælpe til med at rydde op og fjerne de sidste ting fra festivalpladsen. Kalle B fortæller, at han er var meget tilfreds med arrangementet og besøgstallet. Specielt fordi der i weekenden var en del arrangementer og store koncerter i København, som trækker publikum til.
En ting ærgrer Kalle B sig dog over. Og det var ølsalget, som skal være med til at få økonomien til at hænge sammen, hvis Stella Polaris skal overleve i fremtiden.
”Det var en skøn og vidunderlig dag. Det var skide gode navne i år, der spillede. Folk var sindssyge glade. Vejret holdt også, og i det store og hele var det et pissegodt arrangement. Men vi sidder alligevel tilbage med en kæmpe frustration over ølsalget. Min hurtige estimering er, at kun hver attende af de grupper, der sad rundt omkring på festivalområdet, sad med vores drikkevarer. Alle andre havde medbragt øl og vin hjemmefra. Det betyder, at vi med stor sandsynlighed kommer ud med et stort underskud i forhold til det budgetterede, og det er drøn ærgerligt."
Kalle B. lover dog, at Stella Polaris også er at finde på festivallandkortet næste år. Også på Frederiksberg.
”Vi har givet håndslag på, at vi fortsætter næste år. For jeg elsker at lave Stella Polaris. Men vi er nødsaget til at gå i tænkeboksen og finde ud af, hvordan vi fremover øger indtægtsmulighederne. For det er ikke gratis at lave en gratis festival. Og det er sgu ærgerligt og absurd at bruge så meget tid og energi på at opbygge en gratis festival, hvor folk så medbringer deres egne drikkevarer. Så vi skal blive bedre til at stå med hatten i hånden og opdrage dem til, at de skal blive meget bedre til at støtte os og slukke tørsten i vores ølbarer,” lyder den venlige opfordring fra Kalle B.
Læs Falkonerens portræt om Kalle B her