Livet er sort og sjovt på samme tid i Riddersalens nye kunstnerkabaret

Den berlinske kabaretscene fra 1920-30’erne har længe været over os med burleske shows i mørke kældre til mainstream-tv som Babylon Berlin, hvis titel signalerer den desperate undertone gemt i strudsefjer, vovede trin og tekster.

Nu har kabareten i moderniseret form fundet et hjem på Riddersalen, hvor den under navnet Jolly Weltschmerz spiller til april garneret af et program af oplæsninger, koncerter, debatter og portrætter. Hamrende godt initiativ sat i søen af Mette K. Madsen, der selv står på scenen, har skrevet en del af materialet og instrueret.  

Bliv lige på din banehalvdel

Kabareten er bygget op af tekster og musik af både særdeles kendte og mere elitære kunstnere, der alle får et twist og fremstår som et samlet univers. Et mørkt og af og til lettere vanvittigt univers knuget af tilværelsens meningsløshed, der dog får det mest svimlende smukke modspil i Dorte Holbeks scenografi og Sonja Leas lyssætning. Bagtæppet af elastiske lameller, hvor månen går sin gang og hænder titter frem. Simpelt tænkt, uhyre virkningsfuldt og pludselig brudt af bankende trommer og en flabet laserstråle.

”Der står fem mennesker i et smørhul,” parafraseres der over Dirch Passer og Kjeld Pedersens Tømmerflåden. De fem står der fire gange og filosoferer distræt over livets hastighed. For hver gang mere absurd og med blandt andet Sylvia Plath og Kirsten Hammanns ord som omdrejningspunkt. En anden tematisk genganger er parforholdet, som Mette K. Madsen og Karin Bang Heinemeier giver smaskende, sensuel (appelsin)saft i første del, mens Morten Brovn og Jens Gotthelf i anden del sætter samme parforholds ekvilibristiske rutineskænderi i en omgang girafsprog for viderekomne. ”Bliv lige på din banehalvdel,” som de snerrer – men selvfølgelig ikke gør.

De musikalske arrangementer skaber helt nye billeder i universets ånd. For mig med højdepunkter i Longing og Life, Livet, Das Leben. Den første en fortolkning af Nephews Hjertestarter. Hjerteblødende smukt arrangeret af Joachim Holbek og ikke mindst sunget af Morten Brovn som manden i månen, uset, højt svævende. Den anden Karin Bang Heinemeiers pænt opgivende, ja næsten traumatiserede udgave af Stig Andersons nok melankolske, men ellers let swingende svenske schlager Sånt er livet. Det kan godt være, de øvrige vil give fuld spade i backinggruppen, men hun holder livsglæden i kort snor.

Det forslåede liv

Man skal spidse ørerne til det kaudervælske mix af dansk, engelsk og tysk, og man får måske lidt mere ud af forestillingen, hvis man kender referencerne. Men den står nu ganske fint i sin egen ret. Fordi alle elementer spiller ind i den forslåede og af til svært forståelige tilstand, livet er. Og især fordi de fem på scenen fungerer som en enhed. Alle sminket med sorte øjne og forrevne munde, alle med pludselige sving mellem ekstase og opgivelse. Men også alle med hver deres historie og øjeblikke i fokus. Også femtemanden, kapelmester Thomas Dinesen, der både forstår at fyre en fest af og lave en entre som en diva.

Det er en godt skåret og instrueret kabaret, der i sin nuværende form er et flot afsæt for hele kunstnerkabaretindsatsen. Den har samtidig muligheden for at udvikle sig i den lange spilleperiode, selvfølgelig særligt i de tekster, der peger direkte ind i samtidens dårskaber. Alt i alt et begavet bud på underholdning for de voksne, der bringer Riddersalen i spil som et sted, man har lyst til at hænge ud og blive udfordret, mens man morer sig.

Anmelderen giver forestillingen fire ud af seks stjerner.

Anmeldelsen er skrevet af Anne Lisberg og bringes i samarbejde med Iscene.dk.