Kender du historien? Falkonergårdens falke havde enorm betydning for det danske rige
På Frederiksberg findes der falke i byvåbenet og henvisninger til falke i forskellige lokaliteter. Grunden er, at der i ca. 150 år fandtes en kongelig falkonergård på Falkoner Allé.
I anden halvdel af 1600-årene tiltog fyrsterne i Europa sig mere magt, som de mente skulle sættes i scene. Slotsbyggerier og rytterstatuer skulle vise fyrsten som statens centrum. I Danmark hed kongen Christian 5., hvis rytterstatue ses på hans nye torv i København.
Et hof skulle være et imponerende sted med guldkroner og gobeliner, silke og hermelin, pauker og trompeter. Dværge og sorte mennesker var med til at gøre hoffet til noget særligt. Der var også eksotiske dyr som fasaner, påfugle og falke. Christian 5. anlagde omkring 1664 det kongelige falkoneri, hvis rest ses bag Falkoner Allé nr. 114.
Falkejagt var en gammel tradition. Egentlig var det ikke en jagt, men en opvisning i hvordan en falk jager sit bytte. Christian 5. havde som kronprins besøgt europæiske hoffer, og set hvordan man gjorde andre steder. I Frankrig havde kongen sat det i system i større stil med mange falke og mange falkonerer. Ludvig 14. var en mester i selviscenesættelse og mange fyrster lod sig inspirere. Christian ville have noget lignende, ansatte falkonerer og anskaffede falkene.
De kom mange steder fra, og de smukkeste og stærkeste ansås for at være de islandske. Nogle af dem var helt hvide, og det gjorde dem unikke. Måske var falkejagt ikke den danske konges største interesse, men falkevæsenet hørte blot med til et hof. Han havde også i Frankrig set parforcejagt, som han gik mere op i. Dyrehaven i Klampenborg og hans andre jagtbaner i denne stil, er nu på UNESCOs liste over kulturel verdensarv, hvilket falkejagt også blev i 2016.
Kejseren, kongerne og fyrsterne opfattede sig som en særlig kategori, som giftede sig med hinanden på tværs af nationalitet, dog helst ikke på tværs af religion. Man var i familie, man besøgte hinanden og gav hinanden gaver. Men hvad skal man give til folk, der har det hele? Man måtte være opfindsom. Hunde og heste var oplagte gaver, samt produkter, som var karakteristiske for ens land. De danske konger fik gaver fra de franske konger, som forærede vin fra Bourgogne og Bordeaux og vægtæpper, gobeliner fra de kongelige værksteder. Kurfyrsten af Sachsen, som også var konge af Polen, gav porcelæn fra Meissen. Fra Wien blev der sendt ungarsk vin fra kejseren til den danske konge. Lige den slags gaver kunne den danske konge ikke give, men her kom falkene fra Island ind som en mulighed. De var sjældne og noget helt særligt. Christian 5. satte det i system.
Fast leverance fra Island
Det er ikke uden udfordringer at indfange vilde rovfugle i den islandske natur, at sejle dem til København, at gøre dem tamme og træne dem og dernæst bringe dem til hofferne i Europa, så langt væk som Lissabon. Det var lettere, når modtageren selv hentede falkene. Det gjorde blandt andre kejseren i Wien, som hvert år sendte sine falkonerer til Frederiksberg, hvorimod kongen af Frankrig fik dem leveret af falkonererne fra Frederiksberg.
Falkene blev indfanget på Island af lokale folk, som vidste, at til Sankt Hans kom skibet fra København med de kongelige falkonerer. De indfangede falke blev købt til en fast pris. 15 rigsdaler for en hvid og 5 for en grå. Den ældst bevarede regning er fra 1663, hvor der blev købt 48 falke. Desuden blev der købt 11 får som føde for falkene under transporten til København. I alt lød regningen på 429 rigsdaler. Det er dokumenteret, at fra 1690 blev der hvert år sendt en falkoner og hans medhjælper til Island for at opkøbe falkene. Fuglefængerne måtte kun sælge til kongens falkoner, med til gengæld vidste de, at de kunne sælge hvad de havde fanget og de kendte prisen. Den lå fast, men blev reguleret. I 1739 var prisen for en grå falk 7 rigsdaler. De følgende konger fortsatte med at sende det årlige skib til Reykjavik.
Falkonergården blev ledet af falkonermesteren og hans falkonerer. De havde dels forstand på falkene og dels på at omgås kolleger ved de europæiske hoffer. Antagelig har de talt tysk og fransk. Hvert år fik de udleveret nye uniformer, som var syet af grønt og rødt klæde. De skulle se præsentable ud, når de til nytår præsenterede falkene for hoffet, og når de rejste rundt i Europa. De var kongelig Majestæts falkonerer eller på fransk Fauconiers du Roi. På Sankt Thomas Plads på Frederiksberg Allé ses en statue fra 1932 af en falkoner med sin falk. Sådan har de taget sig ud.
Gavefalke helt til Marokko
I første halvdel af 1700-årene var der stor europæisk interesse for falkene. Foruden hofferne i Wien og Paris, blev der givet falke eksempelvis til hofferne i England, Köln, München, Dresden, Hessen-Kassel, Pfalz og Ansbach. Frederik 2. af Preussen interesserede sig ikke for falke, men hans søster i Ansbach fik en del. Kejserinde Katharina 2. af Rusland fik sendt falke til Sankt Petersborg i anledning af krigen, der blev aflyst. I 1763 blev de islandske falke foræret til en ganske fjern fyrste, kejseren af Marokko. På de kanter var falkejagt også en gammel tradition, og han var glad for falkene. I flere omgange blev der derfor sendt falke til Marokko de følgende årtier.
Den preussiske Syvårskrig 1756-1763 betød ikke, at transporten af falkene blev umulig, men interessen for falkejagten blev mindre. Ved mange hoffer blev falkoneriet dog opretholdt, af hensyn til traditionen. Omkring 1790 ønskede kejseren i Wien ikke flere falke og leverancerne til Frankrig blev standset på grund af den politiske situation. Revolutionen begyndte i 1789, men de danske falkonerer leverede alligevel falkene til kongens falkonergård i Montainville. Selv da kongen blev tvunget til at forlægge residensen fra Versailles til Paris, modtog han falkene. De sidste han fik var ni falke, der blev præsenteret for kongen den 2. februar 1792. Få måneder senere blev kongefamilien arresteret og fra dansk side besluttede man sig til at standse leveringen af falkene ”indtil videre”, som udenrigsminister Bernstorff formulerede sig. 21. januar 1793 blev Ludvig 16. halshugget.
Der blev ikke sendt flere falke til Frankrig, men det blev der til Marokko. Europas naboer i Nordafrika producerede ikke meget selv, men de havde en gammel tradition for at erobre europæiske handelsskibe, der passerede i Middelhavet. Det var en grusom historie, for et var at skibe og last blev beslaglagt, noget andet var, at skibenes besætninger blev solgt som slaver på de lokale slavemarkeder. Det kunne der så også være penge i, hvis disse slaver havde gode forbindelser i deres hjemmelande, som ville betale løsepenge for dem. I den danske konges riger kendte søfolkene risikoen for at blive slave i Nordafrika. Frederik 4. oprettede en ”slavekasse” i 1715, som skulle hjælpe med at finansiere løskøb af tilfangetagne søfolk. For de nordafrikanske herskere blev det så god en forretning, at de europæiske regeringer måtte reagere.
De europæiske stater ofte lå i krig med hinanden, så de var lette at spille ud mod hinanden. Staterne forsøgte hver for sig at løse problemet. Løsningen bestod i statslige aftaler, som sikrede de nordafrikanske stater leverancer af for eksempel kanoner, krudt, sejl, master, guld og penge, mod til gengæld at lade det pågældende lands skibe i fred. Danmark indgik aftaler fra 1740erne om fri passage mod at betale en årlig leverance. Det var her de islandske falke kom ind i billedet.
Den danske konges interesse for falkejagt blev mindre. De kunne finde sted i områderne ved Lyngby og Jægersborg, og for at have noget at fange, blev i forvejen indfangede agerhøns og harer sluppet løs lige inden jagten begyndte. Hvis kongen fandt behag i det, kunne han også betragte jagten på fællederne omkring København. Her fandt den sidste jagt sted, som blev overværet af Christian 7 og dronning Caroline Mathilde. Det var i december 1771. I maj 1772 deltog Christian 7. for sidste gang. Rentekammeret, i vore dage Finansministeriet, overvejede i 1789 at nedlægge falkejagten, fordi den de sidste næsten 20 år ikke længere blev brugt af hoffet. Man forhørte sig, men falkonermesteren mente ikke at det var tilrådeligt. Dels var omkostningerne ved at drive Falkonergården beskedne. Der var syv mand ansat, og den årlige gage beløb sig til 618 Rigsdaler. Dels leverede Falkonergården lærker til den kongelige husholdning af og til. Udenrigsministeriet blev også spurgt, men her mente man at Falkonergården burde opretholdes, af hensyn til leverancerne af falke til Nordafrika, til Barbareskstaterne,”da falkoneriet satte os i stand til at give gaver, der var mere værdsatte end dyre sager fra andre europæiske stater.” Resultatet blev nedskæringer.
Falkeinteressen ebbede ud
1793 var antallet af modtagere af falke ganske lille. Kejseren i Wien ønskede ikke mere at få falke, men der blev sendt 15 falke til Portugal og seks til landgreven af Hessen-Kassel. Den sidste falkejagt i hoffets regi blev afholdt til ære for prinsen af Gloucester under hans besøg i 1803. 1805 ophørte rejserne til Island og i 1806 var der fire falke tilbage på Falkonergården. Efter englændernes belejring af København i 1807 var der kun en enkelt fugl tilbage. Ved kgl. resolution 1810 blev falkoneriet ophævet. Frederik 6. interesserede sig ikke det mindste for falkene. Og 1818 blev gården solgt.
Artiklen er skrevet af historiker, cand. mag Jørn Benderfeldt.
Det er et uddrag fra artiklen Falke i udenrigspolitikken, der indgår i Frederiksberg Gennem Tiderne, årbogen for 2020 fra Historisk- topografisk selskab for Frederiksberg.
