Kammermusikkens magiske toner vinder gehør i byen
”Kammermusik er ganske enkelt magisk at lytte til og en skøn måde at spille på."
Det siger klarinettist Søren-Filip Hansen, som er initiativtageren til den nye forening Klassisk på Frederiksberg.
Foreningen inviterede tilbage i marts måned til åbningskoncert. Den fandt sted på Josty Hotel. Klassisk på Frederiksberg vil nu turnere rundt i byen og holde koncerter i kirker, på skoler og i koncertsalene og andre steder.
Fik ideen under corona
Det er kærligheden til kammermusikken og til Frederiksberg, som under en svær coronatid med nedlukninger og tid til selvreflektion, fik Søren-Filip Hansen til at lege med tanken om udbrede kammermusikken her i byen.
”Jeg har boet på Frederiksberg hele mit liv. Vi er jo en folkerig kommune, og under coronaen fik jeg pludselig ideen om at lave foreningen. Jeg følte, at jeg gerne ville give noget til byen og dele min kærlighed og glæde ved klassisk musik til dem, der har lyst til at tage del i den."
Klassisk på Frederiksberg består af fire faste ensembler - Keglebanetrioen, blæserkvintetten Opus Zoo, Nightingale String Quartet og Henschel Quartett. Derudover inviterer de også andre gæsteensembler ind og spille koncerter.
Søren-Filip Hansen er professionel musiker og ansat i Livgardens Musikkorps. Han er også at finde med sin klarinet i Keglebanetrioen og Opus Zoo, som han selv har taget initiativ til at grundlægge.
Holder intime koncerter i folks private hjem
Udover at spille i kirker, koncertsale og på byens skoler, tilbyder Klassisk på Frederiksberg også som noget særligt at holde koncerter i folks private stuer.
Kammermusikken opstod for flere hundrede år siden ved, at det bedre borgerskab bestilte musikken til at blive opført i deres hjem.
”Den idé synes jeg var sjov at føre videre. Det er både en unik og intim oplevelse for os som musikere og for publikum, når vi spiller i folks stuer," siger han og afslører, at foreningens husorkester næste gang holder en intim koncert hjemme hos Nikolaj Bøgh, som er medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.
Stor succes at spille på skolerne
Klassisk på Frederiksberg var sidste måned forbi to skoler på Frederiksberg for at give koncerter. Musikerne spillede i 25 minutter. Bagefter blev børnene præsenteret for instrumenterne og kunne stille spørgsmål.
”Vi var meget spændte på, om eleverne kunne sidde stille, men det gik forbløffende godt, og de stillede både skægge og sjove spørgsmål bagefter, så det var en stor succes.”
Søren-Filip Hansen drømmer om at være med til at åbne børn og unges øjne for klassisk musik.
”Jeg vil gerne vise dem, at der findes andre instrumenter end guitarer og trommer. Og at klassisk musik åbner en fantastisk verden med fællesskaber og store musikoplevelser,” siger Søren-Filip Hansen, der selv har spillet siden barndommen.
Formidler værkerne til koncerterne
Når publikum møder op til en koncert er formidlingen af værkerne en del af oplevelsen.
”Vi vil gerne give vores publikum noget mere ved at skabe en rød tråd omkring koncerten. Det gør vi ved, at ensemblets musikere eller en musikhistoriker fortæller om værket eller portrætterer komponisten.”
Det er kun et par måneder siden, at Klassisk på Frederiksberg holdt deres første koncert på Josty Hotel. Siden har ensemblerne været ude flere steder i byen og holde koncerter.
Indtil videre promoveres koncerterne på Facebook og Instagram. Og så er de i fuld gang med at lave en hjemmeside, fortæller Søren-Filip, som glæder sig over at udbrede kammermusikkens magiske toner.
Til august er det muligt at komme og høre Søren-Filip Hansen og hans ensembler i Bibliotekssalen på Hovedbiblioteket.