”Jeg har det SÅ godt med at kunne hjælpe, for jeg var vred og desperat"

”Det ligger bare i mig at stå op for samfundets svageste. Og jeg har det bare så godt med at hjælpe unge kvinder, der sidder fast i diagnoser, isolation, skam og fattigdom.”

Ordene kommer fra Camilla Einfeldt. I 2019 stiftede hun foreningen Den Tredje Hånd, der ligger på Godthåbsvej på Frederiksberg.

Den Tredje Hånd drives som en forening i samarbejde med frivillige og et netværk af personer fra erhvervslivet og det private. Butikkens salg og indtægter er baseret på donationer som tøj og løsøre fra mennesker i nærområdet.

Al indtjening, ud over husleje, el, varme og løn, skal bruges på at etablere og videreudvikle en fælles platform, der hjælper unge kvinder med angst og depression.

Gør mere skade end gavn
Det var Camillas oplevelser i arbejdet med unge mennesker med diagnoser, der for tre år siden fik hende til at tage initiativet til at stifte foreningen og åbne genbrugsforretningen. 

”Den hjælp, man giver de unge i dag, er i mine øjne latterlig, utilstrækkelig og gør i værste fald mere skade end gavn. En del af dem, især kvinderne, er fejldiagnostiseret og bliver ofte behandlet med arrogance af dem, der kalder sig eksperter. Hvis du ikke har overskud til at være taktisk eller har nogen, der står op for dig, så risikerer det at smitte negativt af på resten af ens forløb.”

”På et tidspunkt var jeg tilknyttet som underviser på et af kommunens tilbud til unge med diagnoser. Jeg blev bare vred, desperat og ulykkelig over, at de ikke blev set på som mennesker, men som en diagnose. Det gik op for mig, at jeg havde været vred over det i mange år og ubevidst havde det liggende i baghovedet, at jeg en dag ville gøre noget aktivt for at hjælpe dem.”

Camilla har boet på Godthåbsvej på Frederiksberg i 11 år. Da der pludselig for tre år siden hang udsalgsskilte på forretningsvinduerne i en gammel isenkræmmerbutik i ejendommen ved siden af, gik det hurtigt med at stifte den frivillige forening. 

”Jeg gik ind i butikken og spurgte, om han var ved at holde op, for den gamle ejer havde aldrig udsalg på noget som helst. Han fortalte, at han lukkede. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle realisere mine drømme om at lave et projekt for udsatte kvinder som et respektfuldt alternativ til de, tilbud, som unge med angst og depression får i dag, så skulle der være nu, og det skulle være dér,” siger Camilla.

Sammen med en håndfuld venner lykkedes det Camilla at skrabe 200.000 kroner ind til betaling af depositummet til butikslokalet. I februar 2019 slog Den Tredje Hånd dørene op for de første kunder.

”Vi havde ikke en rød øre tilbage. Alle pengene var gået til depositum. Så vi åbnede næsten med en tom forretning. Men heldigvis begyndte folk i nærområdet lynhurtigt at donere tøj, bøger og andre ting til os. Og lige siden har vi bare været så snotforkælede, for vi får så mange ting hver dag, som vi kan sælge.”

Åbningen af Den Tredje Hånd fik dog et pludseligt og uventet bump på vejen, som var tæt på at ødelægge projektet.

”Vi lavede et manifest om, at vi de første otte måneder ville betale gælden af til de mennesker, der havde lånt os penge til depositum. Derfra ville vi begynde at lave workshops og få erhvervslivet og private mennesker med, så vi kunne få skabt et stort netværk og tilbud til de unge kvinder. Det lykkedes os at få banket gælden på under et år, men så kom Corona ind fra højre.”

Klarede sig heldigvis gennem corona
På trods af længere perioder med Corona-lukninger, lykkedes det Camilla og hendes gruppe af frivillige at holde hovedet oven vande.

Indtægterne fra salget i Den Tredje Hånd dækker kun lige driftsudgifterne, og overskuddet lader vente på sig. Men som foreningens leder tror hun 100 % på projektet.

”Vi er stadig i en etableringsfase og ville have været døde, hvis ikke vi havde modtaget statens corona-pakker. Det koster rigtig mange penge at drifte forretningen. Alene huslejen er dyr her på Frederiksberg, så jeg trækker kun lidt løn ud til mig selv engang imellem."

"Vi er ikke kommet i gang med alle de planer, vi har for netværkets medlemmer,  men indtil videre har vi fået skabt et unikt fællesskab, der bliver stærkere og stærkere hele tiden. Og alle, der er knyttet til stedet, kender efterhånden hinanden rigtig godt, og projektet udvikler sig hele tiden.”
 
I dag tæller netværket omkring Den Tredje Hånd cirka 80 mennesker. En del af kvinderne kender Camilla fra sin tid som ansat og underviser. Cirka 70 % af medlemmerne er kvinder i alderen fra 15-80 år.

Vi går ikke op i diagnoser
Camilla fortæller, at netværkets medlemmer møder hinanden uden fordomme og uden at fokusere på, hvad de har med sig i bagagen.

”Her går vi ikke op i, hvad folk har fået af forskellige diagnoser. Det er vi totalt uinteresserede i. Alle er velkomne, og vi skelner ikke. Vi forsøger at støtte og hjælpe dem, der har behov for det. Nogle gange ringer vi på kvindernes vegne til kommunen og fyrer den af og siger ”at det kan I kraftedeme ikke være bekendt”. Der er også en håndfuld kvinder i netværket, som er faldet for kontanthjælpsloftet, så de får lidt penge af os fra indtægterne i butikken, så de lige præcis kan klare sig.”

Udover butikslokalerne har Camilla fået fingrene i et stort lyst og åbent lokale på næsten 200 m2, der ligger i baghuset 30 meter fra butikken. Her bliver der holdt fællesmiddage og fredagsbarer for netværkets medlemmer.

Med tiden er det planen, at Camilla vil åbne en landsbyskole. Workshops, jazzkoncerter og et husorkester er også på den lange ønskeliste.

”Der er så mange ideer, der ligger og ulmer med ting, vi drømmer om at sætte i gang. Jeg har for eksempel en ide om at ville lave en landsbyskole, hvor vi underviser hinanden i det, vi er gode til. For alle kan et eller andet. Hvad enten det er et sprog, reparere cykler eller strikke. Måske kan det være, at nogle finder sammen og igangsætter små projekter, der knopskyder, og som på sigt kan blive et livsprojekt for nogle i netværket. Det kunne også være fedt, hvis vi fik bygget et husorkester op. Vi har også talt om at lave en lille koncert til jazzfestivalen, hvis vi kan nå det."

En hjertesag at ville gøre en forskel
Camilla er oprindelig uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole. Hun har blandt andet været tilknyttet Århus Teater og medvirket i flere store danske film som Kun en Pige (1995) og Bryggeren (1996-1997).

Lysten til at bruge sit liv til at være noget for andre mennesker, var en af årsagerne til, at Camilla i 2002 vinkede farvel til livet som skuespiller. 

”Det gav ikke længere mening for mig at være på teateret, så jeg rejste til Kina med et ganespalteprojekt og arbejdede også med noget med børnehjem. Efter et års var jeg tilbage til Danmark, hvor jeg begyndte at undervise unge. Det var her igennem, jeg mødte unge kvinder med forskellige diagnoser. Jeg har holdt kontakten vedlige med flere af dem og nogle er i dag frivillige i Den Tredje Hånd eller en del af netværket.”

Siden barndommen har det været en hjertesag for Camilla at drage omsorg for mennesker, som har det svært.

”Jeg har selv haft en lidt kompliceret barndom, og jeg husker, hvordan jeg allerede som barn kunne blive dybt ulykkelig og trist, hvis jeg fornemmede, at folk omkring mig ikke havde det godt. Faktisk har jeg altid haft en kraftig indre retfærdig stemme, der har råbt op, hvis man ikke behandler andre mennesker ordentligt. Så det ligger nok bare i mig og har altid gjort det."

Camilla fortæller, at hun er vred over den behandling, som der er på gangene i det psykiatriske system.  

”Psykiatrien og sagsbehandlerne og eksperterne har det med kun at kigge på folks diagnoser og lede efter deres svagheder. Der er mange mennesker, især unge kvinder, der ikke ved, hvad de er gode til, eller hvor deres styrker ligger. Der er kun fejlfinding. Måske kan omverdenen se deres styrker med al tydelighed, men det er ikke sikkert, at det bliver sagt højt, eller at folk selv er klar over det, medmindre man siger til direkte til dem ”skatter, det er det, du kan, og det er det, du er god til, og når du gør det, så bliver jeg så tryg og glad.”

Det skal være "vores" sted
For Camilla er Den Tredje Hånd fødslen af et projekt, som hun er stolt og glad over. Også selvom det kræver en del at få det hele til at køre rundt. 

Selvom Camilla er lederen, er det vigtigt for hende at have øje for, at netværkets medlemmer føler sig inkluderet og har en stemme.  

”Det her er ”vores sted”. Jeg ved godt, at jeg fylder meget og larmer og alt muligt andet, men jeg vil have, at det skal være vores sted. En lille by i byen, hvor vi er dem, vi er, og i kraft af hinanden.”