I fodsporene på Storm P. og forlystelsernes Frederiksberg
Frederiksbergmuseerne præsenterer to lydvandringer, der levende aktiverer fortidens fortællinger på Frederiksberg i de audioguidede ture med titlerne ”I Storm P.s. fodspor” og ”Forlystelsernes Frederiksberg”.
I Storm P.s. fodspor
En veloplagt Nikolaj Stokholm har lagt stemme til lydvandringen “I Storm P.s fodspor”, hvor han guider lytteren gennem Storm P.s Frederiksberg med en overflod af fun-facts, citater og lydklip med Storm P.s egen stemme.
Hør om hvordan Storm P.s idéer til tegneserier ofte tog form hos barber Sørensen på Frederiksberg Allé, og hvordan han som ung forelskede sig på ny hver anden uge. Om naboskabet på Asgårdsvej, hvor han humoristisk udtalte: ”For resten er alle beboerne på vejen hyggelige og venlige, og de kommer godt ud af det med hinanden. Det eneste vrøvl jeg har, er med mig selv – jeg er så støjende."
Lydvandringen bygger på et stort udvalg af lydklip, dagbogsnoter og andet materiale, der giver et indblik i Storm P.s finurlige univers og datidens Frederiksberg. Manuskriptet er skrevet af Nikolaj Brandt, som er museumsinspektør på STORM.
Forlystelsernes Frederiksberg
I lydvandringen ”Forlystelsernes Frederiksberg” tages lytteren med tilbage til dengang, man kunne feste sig igennem Frederiksberg og opleve en overflod af den scenekunst, der gav kvarteret det endnu så berømte prædikat ”Teaterkvarteret”.
Den audioguidede tur fører os ind bag kulisserne på ABC Teatret, hvor gæsterne kunne risikere at blive løbet ned af skuespilleren Dirch Passer, når han medvirkede i to forskellige forestillinger på samme tid. Man kan også møde dansk teaters store primadonna Betty Nansen, der toppede karrieren med at blive succesfuld teaterdirektør. Derudover opklares det hvilken rolle Restaurant Promenaden spillede i den sag, der førte til, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik en politisk næse.
Lydvandringen er indtalt af skuespilleren Laura Kvist Poulsen, som mange vil huske fra tv-satiren Krysters Kartel. Manuskriptet er skrevet af Rikke Rottensten, museumsinspektør på STORM.
Forud for vandringen skal man downloade app’en Frederiksbergmuseerne på App Store, Google Play eller via www.frederiksbergmuseerne.dk
På app’en ligger lydvandringerne under museet STORM.
Takket være Ny Carlsbergfondet ligger de audioguidede vandringer til fri afbenyttelse.