Erik Clausen: ”Jeg maler for at mærke, at jeg lever”

”Tina, giver du ikke lige en kop kaffe mere”. Vi er på besøg hos Gallerie Lorien på Frydendalsvej på Frederiksberg. Her har den kendte multikunstner Erik Clausen brugt den sidste times tid på at tale med galleriejer Tina Lorien om titlerne og priserne på malerierne til hans nye soloudstilling.

Med kaffekoppen i hånden sætter Erik Clausen sig ned på en smuk antik træstol. De sidste praktiske ting forud for udstillingen er på plads. Nu har han brug for at puste ud og hvile benene.

Erik Clausen er netop fyldt 80 år. Det er ingen hemmelighed, at han de senere år har været ramt af ulykker og sygdom. Netop som Erik Clausen troede, at han var ved at være rask igen, har han fået diagnosen Parkinson.

Falkoneren er ikke kommet på besøg på Tinas galleri på Frydendalsvej for at tale med Erik Clausen om ulykker og sygdommen. Vi har aftalt at tale om kunst. Om Erik Clausens kunst. Hvad han bruger kunsten til i sit liv. Og hvad kunsten kan gøre af gode ting for os mennesker, hvis vi lukker den ind i vores liv.

Kaster følelser op på lærredet
Karrieren som kunstmaler begyndte for mange år siden. Erik Clausens skaber sine farverige værker i atelieret på Enghave Plads på Vesterbro i den ejendom, hvor han også bor.

Tiden foran lærredet bruger han til at tage på en mental rejse. En rejse, hvor han leger med billeder, drømme, minder og udforsker ukendte steder i sindet. Det er også her, han under sine sygdomsforløb og perioderne med corona-nedlukninger har jongleret med pensler og kastet sine følelser op lærredet. 

I invitationen til ferniseringen på den nye udstilling i Gallerie Lorien skriver Erik Clausen blandt andet. ”Videre. Væk med selvkontrollen. Du må godt, du skylder ingen forklaring. Nyd livet. Der er så meget ondskab. Men glem det. Bare engang imellem.” For Erik Clausen er det vigtigt at slippe kontrollen.

”Når jeg sidder og maler, giver jeg slip. For det at ville kontrollere alting og hele tiden være perfekt er det moderne menneskes store ulykke og årsagen til meget af den angst og menneskelige sammenbrud, som vi ser alle vegne. Hjernen er et stykke legetøj, som vi skal bruge til at give slip og gå på opdagelse i os selv,” siger Erik Clausen. Han fortsætter.

”Jeg er optaget af den frie tanke, og jeg lader den køre, når jeg er på mit atelier. Så sidder jeg et øjeblik og kigger på farverne, og så kommer der et eller andet. Jeg maler ikke for at glemme, men for at mærke, at jeg lever.”

Maler for at skabe livsglæde
Erik Clausen har aldrig holdt sig tilbage med at bruge sin eminente magt over ordene til at tale den lille mands sag. Han deler også gerne verbale øretæver ud til grådige kapitalister eller brutale despoter, som skaber ufred i verden. Som han sidder der i Tinas stol i selskab med galleriets kunstværker og sine egne malerier, kaster han flammende rødglødende ord ud i rummet, da snakken et kort øjeblik runder Ruslands invasion af Ukraine.

”Jeg maler for at skabe livsglæde og hylde livet og humoren. Men jeg skal godt nok lave mange glade Clausen-malerier, som verden ser ud lige nu, hvis folk skal læne sig tilbage og sige, at livet er herligt. For det er mig en gåde, at verden er så ond. Vi kan flyve til månen, men vi kan ikke skaffe fred. Det er næsten ikke til at holde ud. Tænk at én lille kedelig, frustreret og ondskabsfuld mand kan sidde og dirigere en krig i Europa og sætte det gode ud af kraft og erstatte det med angst, frygt og død. Det ser fandeme sort ud.” 

Jeg giver ikke op
Erik Clausen har dog ikke tænke sig at give op. Hverken på grund af sygdom, ulykker eller krigen i Europa. For man giver ikke op, når man kommer fra Københavns Sydhavn.

”I min barndom i Sydhavnen var der sgu ikke meget at rutte med. Men vi grinede hele tiden og var ikke bange for en skid. Hverken for hårdt arbejde eller andet. Jeg kommer fra et miljø, hvor man ikke giver op, og hvor man slår igen. Og det har jeg også tænkt mig at gøre.”

Han tror på, at kunsten og humoren kan være en vej ud af det moderne menneskes lidelser. Men det kræver, at man gør noget selv.

”I kunstens verden er der så mange muligheder for at finde livsglæde og genkendelse. Du kan spejle dig selv i musikken, så det bliver din musik. Hvorfor sidde og hænge foran tv´et og glo på verdens elendigheder, når du kan sætte et godt nummer på af Kim Larsen eller en høre en klaverkoncert af Chopin,” siger Erik Clausen og fortsætter.

”Der er så mange ting i vores egen iscenesættelse af samfundet og os selv, som appellerer til skræk og angst. Især hos de unge. Hvordan klarer du dig. Hvordan bliver du rig. Bliver du ramt af kræft. Der er ikke en eneste flad vittighed længere, men kun angst, skilsmisse, selvmord, frygt og bæven. Og der sidder vi om aftenen foran tv’et, inden vi skal i seng, og fylder os med elendigheder, krig, vold, kriminalitet og hører om en 11-årig pige, der bliver fundet myrdet under en busk. Og så godnat Ole. Ja, så forstå man sgu godt, at bamse ikke kan sove.”

Helliger sig kunsten
Erik Clausen drikker den sidste tår kaffe. Om 10 minutter kommer taxien og henter ham. Udenfor skinner solen fra en skyfri himmel. Det praktiske omkring udstillingen er på plads med Tina forud for ferniseringen 26. marts. Malerierne er navngivet og har fået deres pladser oppe på galleriets eksklusive vægge, hvor de kan ses frem til 27. april.

Hans malerier koster fra 8500 kroner og opefter. Om de bliver solgt, går Erik Clausen ikke så meget op i. 

”Det lader jeg Tina om. Det gider jeg ikke bruge tid på. Allerhelst vil jeg gerne give mine malerier væk, men det kan jeg jo ikke leve af. Gennem tiden har jeg foræret en del af dem væk, men galleriejerne bliver sure, når jeg gør det,”  siger Erik Clausen.

Det har aldrig sagt Erik Clausen noget at udstille på et galleri, han har tidligere udtalt. Hans lidenskab er at udstille store malerier i det offentlige rum. Men han gør gerne en undtagelse.

”Hvis der er de rette forhold, der er med til at vise min kunst på den rigtige måde, så vil jeg gerne udstille på et galleri. Og Tinas dejlige galleri har de helt rigtige forhold. Vi har kendt hinanden i mange år og er gode venner. Hun er professionel og energisk. Og så ligger hendes galleri på det pæne Frederiksberg. Men heldigvis lige på kanten af Vesterbro, hvor jeg kun er få skridt fra at være hjemme,”

Filminstruktøren, skuespilleren, gøgleren, provokatøren – og kunstmaleren – han ikke planer om at trække sig tilbage og nyde sit otium. Han fortæller, at han det næste stykke tid vil hellige sig maleriet og forventer at være klar med en ny kunstudstilling om et års tid.

Taxaen venter udenfor. Han skal videre. Ud i verden. Inden han forsvinder ud af døren, får Erik Clausen med den karakteristiske nasale Københavner-accent naturligvis det sidste ord.

”Det er et privilegie for mig at kunne arbejde med min kunst, hvor der ikke er anden dagsorden end lyst, inspiration og så glæde, når det lykkedes. Jeg har ikke den samme energi mere og er nødsaget til at slappe af midt på dagen. Men jeg genoptræner mig selv ved at gå lange ture. Heldigvis fejler mit humør ikke noget. Og ved du hvad, kære læser og lytter. Nu skal der sgu igen turbo på Clausen.”

Artiklen er skrevet af Eva Tangø-Brandt, journalist på Falkoneren.

Hvis du vil være med til at sikre, at Frederiksberg har et lokalt, uafhængigt medie uden annoncer, så bliv medlem af foreningen, der driver Falkoneren.