Digitalt udsatte ældre: ”Jeg tror, at andre har det endnu værre end mig”

”Jeg hader min mobiltelefon. Jeg købte den for tre år siden. Den var hundedyr og skulle være så fantastisk. Men så virker den, så virker den ikke. Det er ikke til at holde ud.”

Anna Jørgensen har ingen rosende ord til overs for sin mobiltelefon. Den ryger i tasken, når hun skal ud af døren. For en sikkerheds skyld.

Skal hun tale med sin datter, veninderne, hendes tre søskende eller med nogle oppe i kommunen, foretrækker Anna at bruge sin røde bordtelefon. Med drejeskive. Sådan en som stod i de fleste danske hjem i 1970´erne.

Faktisk har Anna to af de gamle telefoner i sin herskabelige lejlighed på Falkoner Allé, hvor hun boet siden 1978. Den ene af telefonerne er rød. Knaldrød. Den står på et lille bord i en af Annas farverige stuer lige ved døren ud til altanen. Her kan hun sidde i fred og ro og snakke i en blød stol, mens hun hviler benene.

En jungle af digitale tilbud
Det er nu ikke kun problemerne med mobilen, der frustrerer Anna. Hun bor og lever alene og føler, at det er svært at være borger i det digitale samfund og finde rundt i junglen af computere, smartphones, streamingtjenester, apps, digitale services, podcasts, e-mails og tilbud om onlinekøb og sociale medier.

Det er kun takket være sin datter, en flink nabo og it-kurser hos Ældresagen på Frederiksberg for år tilbage, at Anna har lært at bruge sin bærbare computer til at gå på netbank og tjekke beskeder i indbakken fra det offentlige.

For nylig er det også lykkedes Anna at få det nye MitID, der afløser NemID. Hun har også fået en nøglebrik, der hænger i en snor om halsen. Så nu kan hun logge på borger.dk og andre offentlige og private hjemmesider som for eksempel netbank.

Borgerservice på Frederiksberg tilbyder ellers at hjælpe sine borgere med at få installeret MitID. Men Annas datter har klaret det hele for hende. Så Anna kan ånde lettet op.

”Hun er skolelærer og skide kvik. Så hun har hjulpet mig med alt det der med NemID. Det fungerer fint. For jeg ville slet ikke kunne finde ud af at gøre det selv. Så det er heldigt, at jeg har min datter og svigersøn, der plejer at hjælpe mig med med sådan nogle ting.”

Det er envejskommunikation
I 2012 blev det obligatorisk for borgere og virksomheder at modtage post fra offentlige myndigheder digitalt. Omkring 331.000 borgere (tal fra 2020) er dog fritaget fra Digital Post fra det offentlige.

Anna har ikke bedt om at blive fritaget fra post fra det offentlige. Hun har lært, hvordan hun åbner og læser mails og beskeder fra det offentlige. Men kommunikationen går kun den ene vej. 

”Jeg har ikke sat mig ind i, hvordan jeg sender mails og sådan noget afsted på den der bærbare, jeg har. Jeg kunne måske godt lære det, hvis jeg virkelig ville. Men jeg er stædig og printer alting ud og ligger det i konvolutter og sender det med posten. Det betaler jeg så 30 eller 45 kroner for i porto. Det er hundedyrt. Men det er jeg er ligeglad med.”

Det skal være sort på hvidt
Det papirløse samfund er ikke Annas kop te. Hun tilhører nemlig en generation, som er vokset op med blyant og papir.

” Jeg er tidligere operationssygeplejerske og kom senere til at arbejde på en medicinsk hospitalsafdeling, hvor jeg altid havde overblik og styr på tingene. I dag er det svært at have overblik over noget. Der er så mange digitale kasser. Det er en rodebutik. Jeg orker næsten ikke at have med det at gøre. Jeg foretrækker at have tingene sort på hvidt og på papir, så jeg kan læse det stille og roligt. Derfor kopierer jeg alting og arkiverer det i ringbind. Det har jeg det bedst med.”

Persondata på nettet føles utrygt
Anna er heller ikke tryg ved at gemme og lagre personlige ting online. Hun følger dagligt med i nyhederne, hvor hun læser skrækhistorier om hackerangreb og malware, der stjæler persondata og overvåger folk via deres computere.

”Det er simpelthen for usikkert at have sine private ting og dokumenter på computeren. Kan du se, hvis nogen laver ballade derinde, eller computeren går i sort. Så er det godt at have sine ting og papirer stående derhjemme i en mappe, selvom det fylder på hylderne.”

Tilbudsaviserne fra elektronik- og hvidevarefirmaer som Power og Elgiganten bugner af nye digitale redskaber. Anna har en iPad. Men den samler støv i skuffen. Naboen har også være forbi og vise hende, hvordan hun streamer TV og film. Men hun bruger ingen af delene.

”Jeg tør slet ikke røre ved iPad´en. Det er så besværligt at få den i gang, fordi koderne går ind over hinanden. Min søde nabo har også været forbi og at prøve at lære mig at streame på computeren. Han har lavet sådan en vejledning over, hvordan jeg gør. Måske er jeg lidt doven. Men jeg har ikke haft tid og overskud til at sætte mig ind i, hvordan det fungerer."

Nej tak - ingen apps til mig
Anna har besluttet sig for, at det næste digitale projekt er at købe sig en anden mobiltelefon. Men hun gruer ved tanken.

”Det er et kæmpe arbejde at udskifte sine mobiltelefoner og computere. Der er jo ingen i butikkerne, der underviser dig i, hvordan du gør. Så jeg må tage mig sammen og få nogle af Ældresagens it-eksperter til at hjælpe mig, når det er. Eller også må jeg få min datter eller svigersøn til det.”

Den digitale udvikling går hurtig. Anna har også fået hørt, at det er meget udbredt at downloade apps på ens smartphones. Og at man kan bruge apps til alverdens ting. Lige fra at booke tog- og flybilletter, tjekke vejrudsigten, føre videosamtaler og gå på netbank og overføre penge. Anna har dog en stålfast mening om apps.

”Jeg bryder mig ikke om de der apps. Og jeg skal ikke have noget bankhalløj eller andre apps eller noget på min mobil. Færdig. Det er for usikkert. Jeg gider det ikke."

Skal Anna en dag ud og rejse, har hun tænkt sig at møde op i lufthavnen med flybilletten i hånden.

"Og det bliver i papirform, for der skal ikke ligge nogen digitale billetter på min mobil. Jeg har heller ikke synet til at stirre ned i en lille mobilskærm. Jeg skal finde mine briller frem hver gang. Mine fingre er også nedslidte. Faktisk har jeg en mistanke om, at min mobil laver ballade hele tiden, fordi den ikke registrerer mine fingre ordentligt på skærmen."

Forestår ikke ideen med sociale medier
Anna er et levende, socialt og udadvendt menneske. Derfor skulle man tro, at hun var ivrig bruger af SMS´er og de sociale medier. Men en ting er sikkert. Man kommer til at vente i al evighed på SMS´er fra Anna.

”Jeg ved godt, hvordan man sender en SMS, men jeg gider det ikke. Men hvad skulle jeg dog bruge det til. Der er også mennesker, der sender SMS-beskeder til deres børn og venner, når de er i skole eller på arbejde. Jeg kunne aldrig finde på at forstyrre min datter med beskeder, når hun er på arbejde. Det er respektløst."

Sociale medier er heller ikke et område, som Anna kunne finde på at kaste sig over.

"Hvad pokker skulle jeg lave derinde. Skulle jeg være sammen med mennesker virtuelt. Nej tak. Og jeg er ikke på Facebook og alt det er. Og jeg kommer det ikke. Jeg vil høre min familie og venners stemmer eller se deres ansigter "live", når jeg taler med dem. Jeg er også god til at komme i snak med naboer og folk, jeg møder på gaden. Det er meget hyggeligere end at sidde og være sociale med mennesker foran en skærm."

Energien falder med alderen
Med flere kemoterapi-forløb i bagagen passer Anna ekstra godt på sig selv. Hun forsøger at leve sundt og holder hovedet og kroppen aktiv. Hun slapper af ved at læse bøger og høre klassisk musik. Hver dag går hun lange ture og træner gymnastik flere gange om ugen for at holde sig i gang.

”Når du bliver ældre, går tingene bare langsommere. Du skal koncentrere dig på en anden måde. Energien er heller ikke den samme mere. Du har brug for mere ro i hovedet og ikke 117 digitale ting, der kører hele tiden med apps, SMS´er og sociale medier. Jeg bliver også træt i øjnene og i hovedet af at sidde foran en skærm.”

Mange ældre har det digitalt svært
Anna oplever, at hun ikke er den eneste i hendes omgangskreds, der føler sig digitalt udfordret. De har det også  svært med overgangen fra ”det analoge samfund” til det digitale, der stiller større og større krav til ens teknologiske kundskaber.

”Ingen af mine tre yngre søskende er på det digitale. Heller ikke min veninde på 87 år. Hun bor alene og kan ikke klare det. Jeg hjælper også min ene søster med hendes regninger. Hun giver mig brevene, og så går jeg på computeren og betaler dem for hende. Det er ikke nemt for de ældre generationer. Og jeg er sikker på, at der er mange, der har det meget værre end mig."

Anna kan heller ikke lade være med at spekulere på, hvad ældre mennesker gør, hvis de kun har en lille folkepension og ikke har råd til at være digitalt opdaterede.

"Der er jo pensionister og andre mennesker, der kun lige har til dagen og vejen. Hvad gør de, hvis mobiltelefonen eller computeren går i stykker. Eller hvis de der programmer eller styresystemet skal udskiftes, fordi det er forældet. Og hvad hvis skidtet går i stykker og skal repareres. Det er jo dyrt."

Kan frygte at blive hægtet helt af
Det digitale samfund udvikler sig med en hastighed, der vækker bekymring hos Anna. Det eneste hun krydser fingre for, er, at hun ikke bliver hægtet helt af.

”Hvis jeg en dag bliver alvorlig syg eller dement, hvad skal jeg så gøre? Andre må så tage over. Det skete for min veninde, der fik Alzheimers som 87-årig. Hun havde ingen familie og måtte overlade det hele til en god ven.

Jeg håber, at jeg i fremtiden fortsat kan bruge min bærbare og gå på netbank, e-boks og tjekke mine sundhedsoplysninger og sådan noget. Og at det digitale ikke bliver mere kompliceret, end det er i forvejen. For jeg har ikke lyst, energi eller behov for at bruge min tid og mine dage foran computeren eller med hovedet nede i mobilen. Det er livet bare alt for kort til,” slutter Anna. 


I næste uge bringer Falkoneren en artikel med Ældresagen Frederiksberg, hvor vi hører om foreningens erfaringer og oplevelser med ældre i det digitale samfund.