Dialogmøder kickstarter byens nye kultur- og idrætspolitik
Frederiksberg Kommune skal til marts 2023 vedtage indholdet til den politik, der skal udstikke retningen for byens kultur- og fritidsliv i perioden 2023-26.
Som en del af arbejdet med at formulere den kommende politik inviterede kommunens Kultur- og Fritidsudvalg sammen med forvaltningen til dialogmøder 26. oktober.
Her kunne repræsentanter fra kultur-, fritids-, og idrætsverdenen på Frederiksberg komme med input og forslag til den kommende politik, der skal vedtaget til marts 2023.
Med til dialogmøderne var naturligvis formand for Kultur- og fritidsudvalget, Lotte Kofoed, 1. viceborgmester Lone Loklindt og kommunens Kultur- og Fritidschef, Camilla Jarltoft, der stod klar til at byde velkommen til en bred vifte af de drivende kræfter i Frederiksbergs kultur- og fritidsliv, herunder kommunale og private aktører og ildsjæle.
Dialogmøderne var opdelt med aktører fra kulturlivet og henholdsvis idræts- og fritidslivet. Undervejs på møderne havde en håndfuld medarbejdere fra forvaltningen travlt ved bordene med at notere og sammenfatte deltagernes svar på tre centrale spørgsmål: Hvad virker i dag. Hvad er udfordringerne på Frederiksberg. Og hvor skal vi hen med kultur- og fritids- og idrætsområdet på Frederiksberg.
Sæt fokus på partnerskaber, tænk tværkulturelt, sæt foreningerne fri, gør vejen fra idé til handling kortere og skab større synlighed omkring kommunens puljer var nogle af de mange forslag og input, som fandt vej til skriveblokkene.
Den velkendte problematik med manglen på idrætsfaciliteter på Frederiksberg og drømmen om at få kulturen til at blomstre på den nye hospitalsgrund kom også med på listen over emner, der skulle i politikernes søgelys. Det samme gjorde frustrationerne over kommunens økonomiske krise, som også rammer kultur- og idrætslivet.
Midt i de mange diskussioner og forskellige holdninger til, hvordan en kulturby skal se ud og gøres meningsfuld for borgerne, var der også luft i stemmerne til at give ros til forvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget for villigheden til at samarbejde, lytte og være åben for gå i dialog med byens kultur- og fritidsaktører.
Klokken 18.30 sluttede de to dialogmøder, hvorefter værterne brugte en times tid på at reflektere og samle op på den lange liste af input og forslag, som kom på bordet.
I midten af november måned, mere præcist den 11. november, mødes Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer til et heldagsseminar, hvor der skal tages hul på det videre arbejde med at lave et udkast til en kommende ny politik for Frederiksbergs kultur- og fritidsliv.
Ifølge tidsplanen vil der til marts 2023 være en endelig godkendelse af den nye politik i Kultur- og Fritidsudvalget, Magistraten og Kommunalbestyrelsen.
Tidsplan
26. oktober
Dialogmøder med aktører fra henholdsvis kulturlivet samt idræts- og fritidslivet
11. november
Heldagsseminar for Kultur- og Fritidsudvalget (KFU)
November + december 2022
- fortsættelse af politikformulering
Januar 2023
KFU-møder - behandling af politikudkast
Februar-marts 2023
Høringsproces samt drøftelser i relevante udvalg og kulturnetværk.
KFU-møder - videre drøftelser og tilpasning af politik(ker) efter høringsproces og drøftelse af oplæg til principper for puljeudmøntning, som understøtter politik(kerne)
Marts 2023
Endelig godkendelse af politikkerne