De timer vi ventede på Daisy
Den røde løber er rullet ud foran rådhuset. Et par af rådhusbetjentene ligger på knæ og trækker det røde tæppe af tapen på jorden for at justere løberen nogle centimeter, så den ligger helt lige. Hendes Majestæt Dronningen skulle jo nødigt snuble, når hun ankommer til Frederiksberg Rådhus.
Hvorfor er flagene ikke hejst, spørger en træt, ventende journalist en af rådhusbetjentene.
”Fordi klokken ikke er otte endnu, man må ikke hejse flag før otte, det siger flagreglerne,” forklarer den ene. Tak for flag fun fact.
Endelig vækker metalklokkerne fra rådhustårnet Frederiksberg, og klokken 7.58 sætter tre rådhusbetjente kurs mod Rådhuspladsens flagstænger med helt nye Dannebrogsflag indkøbt til dagen under armene. Flot ser det ud, da det rød-hvide klæde får sus i skørtet af lidt septembervind og læner sig mod den blå, skyfri himmel, mens vi venter på, at det når helt til tops.
Ingen slinger på hans vagt
Kaptajn Thomas Seloy fra landdelsregion Øst går rundt på pladsen. Som militærkoordinator på opgaven har han ansvar for alle de mennesker, der skal modtage dronningen foran rådhuset. Det er både soldater, faner og musikkorpset fra livgarden og der ikke skal være bøvl med noget på hans vagt, forstår man.
”I forhold til selve modtagelsen, når dronningen ankommer, så er der nogle traditioner, der skal overholdes, og det er det vigtigste. Det er Frederiksberg Kommune, der inviterer og de må i princippet gøre hvad de vil, men traditionerne for hilselinjer og hvem, der skal stå hvor og hvad - alt det skal overholdes og det er det, jeg står for,” forklarer han venligt.
Oliver Jønck Boel er i højt humør fra morgenstunden og summer rundt på pladsen. Hoffets pressesekretær virker til oprigtigt at glæde sig til dagens program og ikke mindst til synet af garderhusarregimentets og kongehusets Christiansborg-heste som ledsagelse til dronningens karet ned ad Frederiksberg Allé, afslører han. Pressesekretæren omtaler alléen, uden nogen form for hjælp, som et af de flotteste steder i Danmark.
”Det er et historisk besøg i dag, og det er godt at man kan lave et sommertogtbesøg i en kommune uden at den ligger lige ud til vandet. Det er ikke første gang, det er sket, men det er jo første gang det sker på Frederiksberg – som er 2,4 km fra Amalienborg. Det er meget unikt, at man rejser ud og aflægger officielt besøg i nabohuset,” siger Oliver Jønck Boel, mens vi venter.
Politiet er fra tidlig morgen mødt talstærkt op, og indimellem kommer en af de fire sorte sprængstofhunde sprintende hen over pladsen og ligner til forveksling kåde køtere i hundeskoven. De må - som nogle af de eneste – hellere end gerne løbe ind og ud ad rådhusets døre og stikke snuden i alting, der ikke vedrører dem. Og det kan man som journalist jo godt stå og misunde vovserne.
Hvor dum kan man være?
Pressen får dog lov til at komme indenfor på rådhuset. Den samlede presse, der på forhånd har udtrykt ønske om at dække dagens begivenhed, skal 8.15 møde ind til pressebriefing, hvor kommunens kommunikationschef og hoffets pressesekretær gennemgår dagens program og pressens placeringer på de seks steder, dronningen skal besøge i løbet af dagen. Vi skal stå i mindre grupper i såkaldte pressepools forskellige steder på de lokationer, som dronningens skal besøge, og sådan undgår vi at trampe hinanden ihjel i kampen om det bedste billede i løbet af dagen.
”Har du tænkt over, hvad du vil spørge dronningen om,” hvisker fotografen, som jeg skal følges med hele dagen. Mit hjerte begynder at dunke sig ud gennem brystkassen. Hvordan kan jeg være så hjernedød, at jeg ikke har tænkt på det? Tænk hvis jeg i dag får chancen for at stille dronningen et spørgsmål og ikke kan komme i tanke om andet end: ”Hvad synes De om at besøge Frederiksberg i dag, Deres Kongelige Højhed?” Kan jeg nå at finde på noget mere originalt? Jeg ånder lettet op, da jeg hører, at "der er ikke lagt op til at dronningen besvarer spørgsmål undervejs i dag”.
Den folkelige velkomst vokser
Da vi igen kommer ud i det fri, er kommunale medarbejdere i gang med at dele flag ud til de fremmødte borgere på Rådhuspladsen. Der er både plejehjemsbeboere og børnehavebørn med gule kartonklippede kroner på hovedet – og alt godtfolk midt imellem. Til at begynde ser det ikke ud af et prangende fremmøde, men da vi nærmer os tidspunktet for dronningens ankomst er den folkelige velkomstkomite alligevel vokset til en passende mængde.
Borgmester Michael Vindfeldts borgmesterkæde stråler sig i solen. Han går lidt utålmodigt frem og tilbage på den røde løber, tæt på Bredegade mens han venter.
Er der noget du særligt glæder dig til at vise dronningen i dag?
”Jeg glæder mig til at vise hele byen. Det program, der er lagt, viser netop det mangfoldige Frederiksberg. Men hvis jeg skulle vælge én ting, som jeg glæder mig allermest til at vise frem, så er det Urban 13, fordi det er noget, hvor man måske vil tænke ”er det også Frederiksberg?”. Programmet er godkendt af hoffet, og jeg ved også, at det er noget som dronningen ser frem til at se, fordi det ikke er noget, man normalt forbinder med Frederiksberg.”
Har du nogen ide om, hvor mange timer I har brugt på at planlægge dagens besøg?
”Mange, men det er også en stor ting, måske kun noget der sker hver 20. år. ”
Og så har han ikke tid til mere sniksnak.
Endelig sker det, vi ventede på
For præcist klokken 10 drejer den sorte, spinnende Jaguar ind fra Bredegade, og den hvidklædte chauffør står ud af bil 121, tager chaufførkasketten af og åbner døren for dronningen. Hun modtages med et håndtryk og et buk af borgmester Michael Vindfeldt, som ledsager hende ad den røde løber, mens dronningen bevæger hånden med små skubbende vink ud mod folkemængden.
”Lad os råbe et nifoldigt leve for Hendes Majestæt Dronningen,” råber Michael Vindfeldt foran rådhustrappen og folket hører efter. Det sidste hurra ebber ud, Livgardens Musikkorps puster fornyet luft i stemningen. Folk jubler og papirflagene snurrer som rød-hvide piskeris over hovederne på forsamlingen. Dronningen bevæger sig med små skridt og håndtryk ned gennem rækken af særligt indbudte på den røde løber, og sammen forsvinder de ind på rådhuset for en stund efter en sidste hilsen til folket på pladsen.
Præcist som vi ventede.
