3.G’ere samlet til 60 minutters demokrati-boost

”Jeg benytter mig af min demokratiske ret til at stemme og jeg stemmer blankt. Hvorfor? Fordi jeg føler at politikerne har to ansigter – et før valget og et bagefter.” Ordene kommer fra Sagi Saqab Hassan på scenen i gymnasiets aula. På trods af den dårlige lydkvalitet er det nemt at høre hans frustrationer strømme ud over stolerækkerne med 3. G’ere.

Sagi stemte for første gang ved Folketingsvalget i 2011 og satte sit kryds ved Socialdemokratiet, fortæller han. Men siden har han stemt blankt, for han forstår ikke de two facede politikere, som han kalder dem. Hvordan kan Socialdemokratiet det ene år sige, at ”ingen flygter for sjov”, og år senere sende en dansk folkegave af pigtrådshegn til Litauen, begrunder han bl.a. den blanke afvisning.

Sagis manglende tillid til politikerne står ikke alene i dagens C:NTACTS workshop med titlen ”Demokrati – og hva så?”. Anna Ines Werchmeister følger efter på scenen. Den unge kvinde kommer med et opråb om behovet for politisk power til unge i et demokrati domineret af boomere, der først i nyere tid er vågnet op til en bevidsthed om klodens sårbarhed. Hun frygter for demokratiet, der styres af unge uden perspektiv og af gamle, der mest forstår sig på økonomisk bekvemmelighed.

”Måske skal man sige, at du ikke kan stemme hvis du er under 18, men heller ikke hvis du er over 80, jeg ved det ikke,” erkender hun og taler varmt for at alle unge stemmer.   

Personlige fortællinger og interaktivt teater

C:NTACT holder til på Edison og laver forestillinger med sociale problemstillinger fortalt af personlige historier, men i dag medvirker også unge skuespillere fra C:NTACT. De tre skuespillere,  Sammy Germain Wadi, Arash Mosaddegh og Nadezhda Klimenko er trænede i interaktivt teater, hvor tilskuerne spiller med og skuespillerne har i dag roller som den coronanbenægtende ”sølvpapirhat”, feministen og den teflonbelagte ignorant.

For hvordan går man i dialog med dem, man er meget uenige i- hvad enten man er Anna Ines eller en ”sølvpapirshat”? Det skulle skuespillernes instruerede skænderier vise og med instruktør Runi Lewerissa ved mikrofonen blev eleverne inviteret med på scenen for at overtage roller eller stille spørgsmål fra rækkerne.

Rykker det noget?

Der er gået en time og maveuret tikker frokost. Forestillingen er slut og jeg når lige at fange tre elever, for at høre om de har fået noget ud af C:NTACTs besøg.

Martin Dam tager ordet:

”Helt overordnet er jeg blevet mere motivet for at stemme og sætte mig ind i, hvad det indebærer. Jeg føler, at jeg før var lidt ligeglad, men nu er jeg motiveret. Jeg føler også, at vi alle sammen har et ansvar.”

Vennen Magnus Weidner synes særligt at den sidste del med skuespillerne var spændende. 

”Det er klart at når man snakker politik med nogen i dagligdagen, så kommer man også til at snakke med nogen, man er uenig med. Det er interessant at få nogle bud på, hvordan man kan have den samtale. Det synes jeg, de formåede at portrættere på en sjov og interaktiv måde.”   

For Emil Larsen var det især de personlige oplevelser, der kan forme en person politisk, der gjorde indtryk på ham.

”Jeg synes, det var fedt, for det satte nogle personlige oplevelser på politik. Det bliver tit en ideologikamp, hvor man står og diskuterer mod hinanden. Jeg kunne relatere til karaktererne i skuespillet på en måde som jeg ikke kan, når jeg ser en politisk debat på tv, fordi man også ser deres svage sider og et mere menneskeligt perspektiv.

Jeg havde ikke tænkt på at jeg skulle stemme, men det her har da motiveret mig.”