200 seniorer kom til fællesspisning på rådhuset
”Jeg bor alene og har ingen familie. Bortset fra en lillesøster i Jylland. Resten er døde. Så det kan godt være lidt ensomt engang imellem." Det fortæller Jørgen Metz på 81 år.
Jørgen Metz er en af de mere end 200 ældre frederiksbergborgere, som 27. april deltog i arrangementet ”Frederiksberg spiser sammen” i rådhussalen på Frederiksberg Rådhus.
Det var Ældresagen og Frederiksberg Kommune, som i samarbejde havde inviteret til fællesspisningen.
”Frederiksberg Spiser Sammen” indgår som en del af Folkebevægelsen mod Ensomheds landsdækkende spisearrangement med navnet ”Danmark Spiser Sammen”. Det løb af stablen første gang i 2016. Siden er det blevet en landsdækkende begivenhed, der finder sted to gange om året.
Bestyrelsesmedlem Lise Parnow i Ældresagens lokalafdeling på Frederiksberg er en af de frivillige ildsjæle og drivkræfter bag ”Frederiksberg spiser sammen”. Hun stod også klar oppe på scenen til at byde gæsterne indenfor i rådhussalen, hvor der ventede fire timer med mad, vin, kaffe, kage og musikalske indslag.
For Lise Parnow er det vigtigt at være med til at skabe et rum, der bringer mennesker sammen - og som bryder tabuet omkring ensomhed.
”Der er ældre mennesker her på Frederiksberg, som ikke har familie eller venner, eller som har brug for at komme ud og møde andre. Det er også formålet med fællesspisningen i dag, hvor vi inviterer folk til at komme og hygge sig og tale sammen på kryds og tværs over et godt måltid mad,” siger Lise Parnow. Hun har siden 2016 været frivillig i Ældresagen på Frederiksberg.
Lise Parnow fortæller, at der var 200 gratis billetter til ”Frederiksberg Spiser Sammen”. De blev alle revet væk. Dem, der ikke nåede at få fingre i billet til arrangementet, fik Lise Parnow dog alligevel listet med, afslører hun.
Holder ensomheden på afstand
Birgit Klemensen var også en af de frederiksbergborgere, som havde skaffet sig en billet. Birgit Klemensen er 72 år. Ligesom Jørgen Metz har hun ingen familie bortset fra en datter, der bor på den anden side af jorden. Hun fortæller, at hun holder ensomheden på afstand ved at være flittig bruger af byens tilbud og arrangementer.
”Det er hyggeligt at mødes med andre og sidde og sludre og spise et godt måltid mad. Det er en rigtig god ide med det her arrangement. Jeg bor alene, og jeg elsker Frederiksberg og skal være her resten af mine dage. Så jeg bruger flittigt kirkerne og de foreninger, jeg er medlem af, til at komme ud og mødre andre, så dagene ikke bliver for lange og ensomme” siger hun.
En anden af de spisende gæster i rådhussalen, som også gik hjem med et stort smil om læberne, var Inger Rahbæk Beck på 80 år. Hun kunne ikke få armene ned af begejstring.
” Det er dejligt at være her og se andre mennesker. Maden er skøn. Og borgmesteren kom også og bød velkommen og spiste med ved en af bordene. Så jeg har ikke noget at klage over. Det er så fint og flot et arrangement. Og jeg kommer igen til næste år. Hvis jeg altså lever til den tid,” lød det fra Inger Rahbæk Beck.
Folkebevægelsen mod Ensomhed blev dannet i 2014 på initiativ af Ældresagen. Mere end 80 organisationer, kommuner og virksomheder støtter i dag op om bevægelsen ved blandt andet at invitere til lokale spisearrangementer.
Læs mere om Danmark Spiser Sammen og Folkebevægelsen mod Ensomhed
https://danmarkspisersammen.dk/
https://modensomhed.dk/